Columbus er en by i Georgia, USA, beliggende ved Chattahoochee River på grænsen til Alabama. Den har 205.600 indbyggere, hvoraf 46,5 % er sorte (2021). Med vandkraft fra floden og sejlløb til Den Mexicanske Golf blev den i 1800-tallet en af Sydens største producenter af bl.a. tekstiler, dampmaskiner og jernvarer. I dag er den især kendt for det nærliggende Fort Benning Military Reservation, der rummer USA's største infanterikaserne.