Cleveland er en havneby ved Lake Erie i Ohio, USA. Den har 398.000 indbyggere, hvoraf 47,6% er sorte (2021).

Byen blev grundlagt i 1796 og havde som andre byer i industribæltet sin storhedstid i 1800-tallet og frem til 2. Verdenskrig, hvorefter indbyggertallet blev næsten halveret pga. fabrikslukninger og afvandring. Blandt de hårdest ramte brancher er stålindustrien, der tidligere kunne profitere af den lette adgang til kul fra Appalacherne, via en kanalforbindelse fra 1830 og jernbaner siden 1840'erne, og jernmalm fra felterne ved Lake Superior efter åbningen af Soo Canal 1855.

Efter økonomisk krise, høj arbejdsløshed, raceuro og slumdannelse vendte udviklingen i 1980'erne, da bl.a. bilindustri og petrokemisk industri gav byen nyt liv, samtidig med at Cleveland i stigende grad manifesterede sig inden for forskning og kultur, herunder med omfattende byfornyelser.

Flere af byens mange forskningscentre og kulturinstitutioner, f.eks. Cleveland Clinic og Cleveland Museum of Art, er samlet i og omkring University Circle 8 km øst for centrum. Downtown Cleveland med parken The Mall ligger ved den tidligere stærkt forurenede Cuyahoga Rivers udløb i Lake Erie og domineres af kontor- og kongresbygninger. Her findes også Cleveland Stadium og Standard Oil Building, hovedsædet for John D. Rockefellers olieselskab, som grundlagdes i 1870. Til byens attraktioner hører også det berømte Cleveland Orchestra og rumfartscentret NASA Lewis Research Center samt Rock And Roll Hall of Fame.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig