Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wyoming

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

Wyoming, bjergstat i det vestlige USA; 253.349 km2, 563.600 indb. (2010), heraf 91% hvide. Hovedstad: Cheyenne. Optaget i unionen i 1890 som den 44. stat. Tilnavne: The Equality State og The Cowboy State.

Wyoming, der er den tyndest befolkede stat i USA, domineres af Rocky Mountains' bjerge og plateauer, som mod øst fortsætter i Great Plains (prærien). Byerne er små og spredtliggende og uden nævneværdig industri bortset fra den centralt beliggende Casper (petrokemisk industri, glasindustri m.m.). Befolkningen er hovedsagelig efterkommere af nordeuropæere, som fulgte efter anlæggelsen af jernbanen Union Pacific (1867) og i endnu større tal senere, da området, efter blodige kampe og tvangsfjernelse af indianerne, var ryddet for indfødte. Mindretallene omfatter nu 9% af mexicansk herkomst og ca. 2500 shoshone- og arapahoeindianere i Wind River Indian Reservation.

Wyoming. I den nordøstlige del af Wyoming ligger Devils Tower, som blev det første nationale monument i USA. Det blev berømt i filmen

Wyoming. I den nordøstlige del af Wyoming ligger Devils Tower, som blev det første nationale monument i USA. Det blev berømt i filmen "Nærkontakt af tredie grad", hvor det spillede en væsentlig rolle i den sidste del af filmen som stedet, hvor der blev skabt kontakt med de rejsende fra rummet.

Fra slutningen af 1800-t. har økonomien især været baseret på udvinding af olie, naturgas og forskellige mineraler, hvortil kommer, at Wyoming siden 1970'erne er blevet USAs største kulproducent i kraft af vidtstrakte, lettilgængelige og svovlfattige forekomster omkring Powder River. Skønt det meste af arealet indgår i landbrugsdriften, dækker de dyrkede felter blot 5%. Jorderne, der er fordelt på få, men store bedrifter (i gnsn. ca. 1500 ha), udnyttes især til græsning for kvæg, får og bison, mens hvede, byg, sukkerroer og kartofler er vigtige afgrøder.

Annonce

Nær vandskellet Continental Divide (Gannett Peak, 4208 m) udspringer flere store floder, der i lighed med Green, Bighorn og North Platte udnyttes til vandkraft og kunstvanding. Forbundsstaten ejer og administrerer ca. halvdelen af Wyomings areal, herunder naturskønne skovområder i Bighorn Mountains og nationalparkerne Yellowstone og Grand Teton. Parkerne er Wyomings største attraktioner efterfulgt af nationalmonumentet Devil's Tower og populære skisportssteder nær grænsen til Colorado mod syd og Idaho mod vest.

Wyoming. Grand Teton ligger syd for Yellowstone i det nordvestlige Wyoming. I baggrunden Mount Moran.

Wyoming. Grand Teton ligger syd for Yellowstone i det nordvestlige Wyoming. I baggrunden Mount Moran.

Klimaet er kontinentalt og halvtørt, men varierer meget. Nedbøren er størst i bjergene, bl.a. i form af kraftige snefald om vinteren.

Historie

Efter at området var blevet en del af USA ved Louisiana-købet i 1803 (bortset fra en mindre del, som blev afstået af Mexico), udskiltes Wyoming i 1868 som et territorium, der 1890 blev optaget i unionen. Samme år fik kvinderne i Wyoming stemmeret (første stat i USA).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Wyoming i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183232