• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Washington

Oprindelige forfattere KRL og LVang Seneste forfatter christi@n

Washington, (efter George Washington), stat i det nordvestlige USA med grænse til Canada; 182.949 km2, 7,29 mio. indb. (2016), heraf 77% hvide (2010). Hovedstad: Olympia. Tilnavn: The Evergreen State.

Washington er tyndtbefolket bortset fra kystområderne langs havbugten Puget Sound i NV med byregionen Seattle-Tacoma-Bremerton, der rummer 2/3 af befolkningen. Eneste større by uden for dette bybælte er Spokane mod øst. Efterkommere af de oprindelige indianere findes i bl.a. reservaterne Yakima, Spokane og Quinault.

Mens indvandring og befolkningsvækst tidligere var knyttet til guldfund, skovhugst og anlæggelsen af Northern Pacific Railroad (1883), har væksten i 1900-t. været stimuleret af militærleverancer og billig energi fra vandkraftværker. Blandt de industrier, som har profiteret af store militærordrer, er skibsværfter, aluminiumværker og især fly- og rumfartsindustri (Boeing-fabrikkerne) samt atomvåbenindustri (se Hanford). Ca. 2/3 af USA's hydroelektricitet og ca. 60% af Washingtons elforsyning kommer fra vandkraftværker, hvoraf flere, fx kraftværket ved Grand Coulee Dam, indgår i projekter med bl.a. flodkontrol og kunstvanding for øje. Det største landbrugsområde ligger i det halvtørre Columbia River Basin, der modtager vand fra dæmningssøen Franklin D. Roosevelt Lake mod øst. Inkl. frugtplantager og græsningsfelter (kvæg) optager landbruget 37% af arealet, mens 42% er skov. Træhugsten, en af landets største, er især gået hårdt ud over de tempererede regnskove, hvilket har ført til konfrontationer med Earth First! og andre miljøgrupper.

Annonce

Den økonomiske og forskningsmæssige aktivitet er koncentreret i og omkring Seattle, der er hjemsted for en stor handels- og fiskeriflåde og nogle af USA's største virksomheder inden for bl.a. flyindustri, computerindustri og træ- og papirindustri. Store turistmål er nationalparkerne Mount Rainier, Olympic og North Cascades foruden San Juan Islands i Georgiastrædet og nationalmonumentet Mount St. Helens (oprettet få år efter et stort vulkanudbrud i 1980). De højeste toppe (over 4000 m) ligger i Cascade Range, der opdeler Washington i en mild og nedbørsrig kystregion mod vest og en tør og mere kontinental region mod øst. Vigtigste flod er den vandrige Columbia River, der mod syd danner grænse til Oregon.

I 1853 udskiltes Washington af Oregonterritoriet, som 1846 (Oregonforliget) var blevet amerikansk syd for 49 °n.br. (grænsen til Canada). Optagelse i unionen som USAs 42. stat skete i 1889.

Vin

Washingtons vinareal er fordoblet på seks år til 10.000 ha i 2000. Staten har ca. 145 vinerier, men de fleste laver kun 30.000-40.000 flasker. Château Ste Michelle, som også ejer Columbia Crest, er helt dominerende i vinavlen, der begyndte i slutningen af 1960'erne. Merlot er den førende drue til rødvin, men cabernet sauvignon, shiraz og lemberger (Østrigs blaufränkisch) giver også gode vine. Chardonnay har afløst riesling og chenin til hvidvin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Riis Laursen, Leif Vangdrup: Washington i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182014