Tennessee Valley Authority, TVA, føderalt udviklingsorgan i USA, der blev oprettet 1933 som en del af Franklin D. Roosevelts New Deal-politik for at fremme levevilkårene i et af landets mest tilbagestående og erosionshærgede områder. Regionen, der dækker 104.000 km2 i syv delstater, heraf hovedparten i Tennessee, omfatter det meste af Tennesseeflodens afvandingsområde.

Mens delmålene i begyndelsen sigtede mod en forbedring af landbrug, skibstrafik og elforsyning foruden bekæmpelse af jorderosion, oversvømmelser og sygdomme m.m., har Kongressen siden 1938 begrænset aktiviteterne til især at omfatte elforsyning. Elproduktionen er således mangedoblet, samtidig med at andelen fra vandkraftværker er faldet fra 100% til 14%. I dag kommer elektriciteten hovedsagelig fra kulkraft (70%) og i mindre grad fra a-kraft (16%).

Sammen med forbedrede fragtmuligheder — Tennessee River kan nu besejles fra Ohio River til Knoxville (1050 km) — har den billige energi trukket mange virksomheder til regionen, fx aluminiumfabrikken ALCOA, Marshall Space Flight Center og forsøgsanlægget Oak Ridge National Laboratory. Andre resultater af TVAs indsats ses i form af effektiv flodkontrol, nedsat erosion og over 1,5 mio. ha nye skovarealer. Endelig er der med områdets ca. 50 dæmninger skabt en række naturskønne søer, kendt som "Great Lakes of the South".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig