Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rhode Island

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Rhode Island.

Rhode Island.

Rhode Island, off. The State of Rhode Island and Providence Plantations, stat ved Atlanterhavskysten i New England, USA; 3189 km2, 1,05 mio. indb. (2010), heraf 81% hvide. Hovedstad og største by er Providence. Tiltrådte forfatningen i 1790 som den 13. stat; tilnavne: The Ocean State og Little Rhody.

Staten, der er den mindste og en af de tættest befolkede i USA, har navn efter øen Rhode Island i Narragansett Bay. De fleste indbyggere bor i hovedstadsregionen, som er et økonomisk og uddannelsesmæssigt centrum. Resten er fordelt på havnebyen Newport og en række små bysamfund i landdistrikterne, på de mange øer i bugten langs kysten. Efter en betydelig indvandring af irere og andre europæere især i 1800-t. har folketallet været næsten uændret siden 2. Verdenskrig.

Økonomisk er Rhode Island forholdsvis velstående med en stor handels- og servicesektor og en varieret industri (smykker, tekstiler, legetøj, elektronik m.m.). Til de hurtigst voksende erhverv hører turisme, der er baseret på historiske seværdigheder og Narragansett Bays rekreative muligheder (badestrande, lystbådehavne, naturparker). Staten hæger om sine historiske rødder, og i Providence og Newport er hele kvarterer med nogle af USAs ældste bygninger omhyggeligt blevet bevaret. Et eftertragtet turistmål er også ferieøen Block Island i Atlanterhavet. Traditionelle erhverv som landbrug, skovbrug og fiskeri (især muslinger) er af mindre økonomisk betydning. Under 5% af arealet er opdyrket, mens skove og søer tilsammen dækker ca. 2/3.

Annonce

Både fastlandsdelen og de mange småøer udgør et kuperet morænelandskab med det højeste punkt, Jerimoth Hill (274 m), ved grænsen til Connecticut i vest. Klimaet er nedbørsrigt og tempereret med middelværdier omkring frysepunktet i januar og 21 °C i juli.

Historie

Den første af de engelske kolonier, nemlig Providence, blev anlagt i 1636 af Roger Williams og tilflyttere fra Massachusetts-kolonien, der ønskede en adskillelse af kirke og stat. I 1663 fik området under betegnelsen Rhode Island and Providence Plantations status af privilegeret koloni med udstrakt selvstyre. Som den første af de nordamerikanske kolonier løsrev Rhode Island sig i 1776 fra Storbritannien, og pga. indbyggernes stærke antiføderalisme tilsluttede man sig først i 1790 USA's forfatning. Rhode Island havde tidligt taget del i den koloniale trekantshandel. I 1784 afskaffedes negerslaveriet ved lov, og staten blev banebrydende i den tidlige industrialisering i USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Rhode Island i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151237