Niagara River. De berømte vandfald Niagara Falls er 50 m høje.

.

Niagara River, 56 km lang flod mellem USA og Canada, fra Eriesøen i syd til Ontariosøen i nord. Omtrent midtvejs i flodløbet findes de imponerende, ca. 50 m høje Niagara Falls, der af Goat Island adskilles i American Falls og de canadiske Horseshoe Falls. Vandfaldene er en af Nordamerikas største naturattraktioner og grundlag for et betydeligt turisterhverv i begge af de ved broer forbundne byer, Niagara Falls i staten New York og Niagara Falls i Ontario. Neden for faldene er opført store vandkraftværker, som leverer el til bl.a. energikrævende papir- og kemikalieindustrier.

Siden dannelsen i slutningen af sidste istid er vandfaldene ved erosion rykket næsten 11 km tilbage i flodløbet og har efterladt en lige så lang kløft, Niagara Gorge, foran sig. Denne erosion er næsten ophørt i dag, hvor størstedelen af vandmasserne bliver omdirigeret oven for faldene; dels via tunneler og kanaler til vandkraftværkerne; dels via Wellandkanalen, der fra Eriesøen leder skibstrafikken uden om flodløbet. Ifølge en fællesaftale mellem USA og Canada fra 1950 bliver tilførslerne til vandfald og kraftværker reguleret, så vandfaldene i turistsæsonen kan præsentere sig bedst muligt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig