Missouri River, største biflod til Mississippi i Nordamerika; ca. 4100 km fra kildefloden Red Rock River i Rocky Mountains til udløbet i Mississippi 15 km nord for St. Louis. Med bifloder afvander den 1,4 mio. km2, heraf hovedparten i Great Plains (inkl. en mindre del i Canada). Både hovedløb og bifloder er stærkt reguleret, og især i Montana og North og South Dakota findes vandkraftværker og store dæmningssøer ved multipurpose dams, som både kontrollerer flodløbet og skaffer vand og elektricitet til byer og landbrug.