Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mississippi

Oprindelige forfattere JSve, LVang og NB-P Seneste forfatter sthornval

Mississippi.

Mississippi.

Mississippi, stat i det sydlige USA; 125.060 km2, 2,97 mio. indb. (2010). Hovedstad og største by: Jackson. Optaget i Unionen i 1817 som den 20. stat. Tilnavn: The Magnolia State.

Mississippi er, hvad angår indkomster og levestandard, blandt de mest tilbagestående stater i USA. En fjerdedel af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse, og både børnedødelighed og analfabetisme er, om end faldende, højere end i andre stater. Fattigdommen er mest udbredt blandt de sorte, som efter stor udvandring til nordlige industribyer som St. Louis og Chicago udgør 35% af befolkningen. Lidt over halvdelen af indbyggerne tilhører landbefolkningen, mens resten er bosat i små og middelstore byer. Næststørste byområde er Biloxi-Gulfport-Pascagoula ved Den Mexicanske Golf.

Fra 1800-t. og frem til 2. Verdenskrig var økonomien især baseret på bomuld. Siden er produktionen blevet mere alsidig, samtidig med at landbruget både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt har tabt terræn. Det er dog fortsat af stor betydning, bl.a. som leverandør af råvarer til tekstil- og fødevareindustri. De vigtigste produkter er kyllinger og kødkvæg, bomuld, soja, ris og majs. Antallet af bedrifter er faldet, men landbrugsarealet udgør uændret en tredjedel af statens areal. Resten optages især af løv- og fyrreskove, der bl.a. danner basis for papir- og møbelindustri. Desuden findes kemisk industri, olie- og naturgas, fiskeindustri og en hurtigt voksende elektronikindustri i Jackson.

Annonce

Til seværdighederne hører Vicksburg National Military Park og andre historiske temaparker. Blueselskere besøger byer som Greenville og Clarksdale, der betragtes som mekkaer for den originale delta blues.

Landskabet består hovedsagelig af en lavtliggende, frugtbar kystslette, der gennemstrømmes af floder, hvoraf mange er bifloder til Mississippi mod vest. Ved kysten ligger sandstrande og artsrige fuglelokaliteter. Klimaet er nedbørsrigt og overvejende tempereret med middeltemperaturer på 8-10 °C i jan. og 26-28 °C i juli.

Mississippi blev ligesom nabostaten Louisiana hårdt ramt af orkanen Katrina den 29. august 2005. Særligt omfattende var skaderne på kyststrækningen fra Biloxi til Gulfport, hvor en flodbølge ødelagde omkring 90% af bygningerne og 126 mennesker mistede livet.

Historie

Spanske opdagelsesrejsende under de Soto udforskede omkring 1540 området, der var beboet af bl.a. choctaw- og chickasawindianere; fra ca. 1670 trængte franskmænd ind fra nord. Frankrig gjorde i 1682 krav på hele Mississippi-dalen, og Biloxi var fra 1699 den første permanente bosættelse. På nær New Orleans blev de franske besiddelser i 1763 afstået til briterne, der i 1783 overdrog dem til USA; et spanskbesat område kom først under USA ved Mississippi-territoriets oprettelse i 1798. Efter flere grænseændringer blev den vestlige del i 1817 optaget som stat i USA; to år senere blev den østlige del optaget som staten Alabama. Med etableringen af slavebaserede bomuldsplantager i 1820'erne blev indianerne fordrevet, og som en af de mest udprægede slavestater trådte Mississippi i 1861 ud af USA og var under Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 tilsluttet Amerikas Konfødererede Stater; 1870 blev staten genoptaget i Unionen. De følgende hundrede år var præget af raceadskillelsen, der i 1890 blev indskrevet i statens forfatning, og indtil 1960'erne var Mississippi indbegrebet af "The Deep South".

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup, Niels Bjerre-Poulsen: Mississippi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126226