Hampton Roads, et af USA's største og mest trafikerede havneområder, beliggende ved James Rivers udløb i Chesapeake Bay, Virginia. Herfra udførtes tidligere især tobak, nu bl.a. store mængder kul, mens olie og malme er vigtige indførselsvarer. Foruden raffinaderier, kemiske industrier og skibsværfter m.m. er området hjemsted for den amerikanske Atlanterhavsflåde i Norfolk Naval Base. På nordsiden omgives Hampton Roads af byerne Newport News og Hampton, på sydsiden af Portsmouth og Norfolk. Byerne er indbyrdes forbundne ved vejbroer og tunneler, hvoraf Monitor-Merrimac Memorial Bridge Tunnel har navn efter de to fartøjer, som her udkæmpede et berømt søslag i 1862 under Den Amerikanske Borgerkrig.