Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Delaware

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

Delaware, stat i USA ved Atlanterhavskysten, navngivet efter Virginias første guvernør lord De La Warr. 5328 km2, 907.100 indb., heraf 21% sorte (2011). Hovedstad Dover, 36.000 indb. (2010); største by Wilmington, 70.900 indb. (2010). Statsdannelse 1787, tilnavn: The First State.

Delaware er blandt de mindste stater i USA. Området ved udløbet af Delawarefloden i nord blev koloniseret af svenskere og hollændere i 1630'erne (Nya Sverige), før engelske indvandrere til New York i 1664 indtog kolonien som led i den engelsk-nederlandske krig. Planer om at sammenlægge Delaware med Pennsylvania i 1700-t. blev aldrig gennemført til fulde, og i 1787 kunne staten markere sin selvstændighed ved som den første at ratificere USAs forfatning, deraf statens tilnavn. Der var et vist slavehold, men den økonomiske afhængighed af nabostaterne mod nord var så stor, at Delaware forblev i Unionen under Borgerkrigen i 1860'erne.

Økonomisk har Delaware betydning i kraft af en liberal selskabslovgivning, der har gjort den til hovedsæde for mange bank- og finansvirksomheder; samtidig er staten i enestående grad blevet præget af et enkelt foretagende, nemlig kemigiganten E.I. Du Pont de Nemours & Co. i Wilmington. Efter anlæggelsen af en række krudtmøller i 1802 fik Du Pont i århundredets løb reelt det indbringende monopol på fremstilling af sprængstoffer i USA. Det vidt forgrenede familieforetagende dominerede alle sider af staten i en sådan grad, at Delaware i 1973 blev beskrevet som The Company State. Selskabet udvidede produktionen til alle former for kemikalier og var banebrydende inden for plastic og kunstfibre. Denne historie er anskueliggjort i den gamle krudtmølle, nu Hagley Museum i Wilmington, ligesom det store Henry Francis du Pont Winterthur Museum med en stor samling amerikansk kunsthåndværk hører til seværdighederne. Turister søger også til trækfuglereservatet Bombay Hook og flokkes i badebyer som Rehoboth Beach, der kaldes for USA's sommerhovedstad pga. de mange feriegæster fra forbundshovedstaden Washington, D.C.

Annonce

Trafikalt er Delaware tæt forbundet med nabostaterne Maryland, Pennsylvania og New Jersey. Dels via kanalforbindelsen til Chesapeake Bay (1829) og skibstrafikken på Delaware River; dels via motorveje og broer, der placerer den eneste større by, Wilmington, på hovedruten mellem storbyerne Baltimore og Philadelphia med videre forbindelse til New York.

Hovedparten af staten består af en lavtliggende kystslette med et nedbørsrigt, tempereret klima med varme somre og milde vintre. Sojabønner, majs og andre markafgrøder optager næsten halvdelen af arealet, mens mejeriprodukter, grøntsager og især fjerkræavl, med en årsproduktion på 250 mio. slagtekyllinger, dominerer landbrugsomsætningen. Det tidligere vigtige kystfiskeri (østers og skaldyr) er af stadig mindre betydning, delvis pga. forurening.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Delaware i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62762