Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Connecticut

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Connecticut.

Connecticut.

/@api/deki/files/5458/=ud_a_51728.mp3?revision=2

/@api/deki/files/5459/=ud_b_51728.mp3?revision=2

/@api/deki/files/5460/=ud_c_51728.mp3?revision=2

Connecticut, stat ved Atlanterhavskysten i New England, USA; 13.000 km2, 3,58 mio. indb. (2011). Hovedstad Hartford (124.800 indb.), største by Bridgeport (144.200 indb.; 2010). Statsdannelse 1788, tilnavn The Constitution State.

Connecticut er den tredjemindste stat i USA og en af de tættest befolkede og mest velhavende. Hovedparten bor i et bybælte langs Sydvestkysten, hvis enkelte byer nærmest er forstæder til storbyen New York, der ligger umiddelbart syd for grænsen. Resten er koncentreret i den centralt beliggende hovedstad Hartford ved Connecticut River samt i Norwich og New London ved Thames Rivers udløb i Long Island Sound. Naturmæssigt er det et bakket, istidspræget højlandsområde (del af Appalacherne) med det højeste punkt, Mount Frissell (725 m), ved grænsen til Massachusetts. Efter genplantning udgør skovene 56% af arealet, mens agerbruget, hvis betydning er aftaget meget, dækker 13%. Ud over malkekvæg og fjerkræ dominerer gartneriprodukter, majs, tobak og frugt. Større betydning har industrien, der allerede i 1800-t. massefremstillede våben, tekstiler, værktøjsmaskiner og ure. Under og efter 2. Verdenskrig profiterede industrien af store militærordrer til bl.a. General Electric i Fairfield, United Technologies i Hartford og Xerox i Stamford. Reduktionen i det amerikanske forsvarsbudget har siden 1988 medført et tab på over 100.000 arbejdspladser, hvilket delvis er opvejet af en fortsat vækst i servicesektoren, herunder bank- og forsikringsvirksomhed. På uddannelsessiden kendes Connecticut for US Coast Guard Academy i New London og Yale University i New Haven.

Området ved Connecticut River udforskedes af hollændere i 1614, og engelske puritanere anlagde i 1630'erne byerne Hartford, Windsor og Wethersfield, der med udstrakt selvstyre i 1662 blev sluttet sammen med kolonien New Haven. Politisk og kulturelt prægedes Connecticut af en konservativ puritanisme, og mens staten var blandt de første til at ratificere USA's forfatning, blev slaveriet først afskaffet 1848, og kvinder fik valgret så sent som i 1920.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Connecticut i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58678