Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arkansas

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Arkansas, stat i det sydlige USA; 137.754 km2, 2,9 mio. indb., heraf 15% sorte (2010). Hovedstad Little Rock (193.500 indb.). Optaget i unionen i 1836 som den 25. stat; tilnavn: The Land of Opportunity.

Arkansas er en tyndt befolket sydstat, hvis økonomi har været domineret af plantageafgrøder frem til midten af 1900-t. (især bomuld). Tørken og depressionen i 1930'erne skabte stor arbejdsløshed og udvandring, som blev standset af et økonomisk opsving under 2. Verdenskrig (militærbaser, aluminiumsproduktion m.m.). Med landbrugets mekanisering efter krigen stod mange igen uden arbejde og forlod staten, indtil nye industrier vendte udviklingen i løbet af 1960'erne (elektronik, fødevarer, beklædning, papir). De mange nye arbejdspladser har dog ikke fjernet fattigdommen, der stadig er blandt de største i USA; i 1989 havde 19% af indbyggerne en indkomst, der lå under den officielle fattigdomsgrænse.

Statens nordvestlige del består af et lavt skovdækket bjerglandskab, der adskilles af Arkansas River i Ozark og Ouachita Mountains; højeste punkt er Magazine Mountain (839 m). Bjergområderne er populære feriemål pga. et behageligt klima og et stort antal mineralske kilder. Ordet springs 'kilder' genfindes her i mange stednavne, fx Hot Springs, der er en af statens største turistbyer.

Annonce

Det øvrige Arkansas består af lave sletter, der udnyttes til skovdrift og agerbrug med særligt produktive kunstvandingsbrug langs grænsefloden Mississippi i øst (ris, soja, bomuld). Arkansas har også en stor produktion af olie, naturgas og bauxit; frem til midten af 1980'erne, da den sidste aluminiumsfabrik lukkede, stod Arkansas for næsten al bauxitbrydning i USA. Tidligere brød man også diamanter nær Murfreesboro i SV (1908-25); stedet blev omdannet til Crater of Diamonds State Park, hvor besøgende selv kan gå på diamantjagt.

Historie

Området blev udforsket af spanske og franske ekspeditioner i 1500-t. og 1600-t., og 1686 anlagdes de første franske bosættelser. Som del af Louisiana-købet erhvervedes Arkansas af USA 1803, hvorefter indianerne blev fordrevet til Oklahoma. Som slavestat tilsluttede Arkansas sig Amerikas Konfødererede Stater, og raceadskillelsen fortsatte efter Den Amerikanske Borgerkrig og genindlemmelsen i unionen 1868.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Arkansas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40139