Faktaboks

Også kendt som

Granite State

Hovedstad
Concord
Indbyggertal
1.388.992 (2021)
Areal
24 214 km²
Totalareal
59,42 km²
Flag

Placering af New Hampshire.

.
New Hampshire.
.

New Hampshire er en stat i New England i USA med grænse til Canada i nord. Staten tiltrådte forfatningen i 1788 som den niende stat. Guvernøren er Christopher T. Sununu fra Det Republikanske Parti.

New Hampshire er en lille, men økonomisk velstående stat, som har mere end fordoblet sit indbyggertal siden 2. Verdenskrig. Væksten har været koncentreret i det tætbefolkede lavland i sydøst, der inkluderer hovedbyerne Manchester og Nashua og nærmest er en forstadsregion til Boston i Massachusetts. Økonomien er bl.a. baseret på en stor industrisektor med moderne hightech-virksomheder og traditionelle basisindustrier (maskin-, metal-, plast- og papirindustri) (1999). Tilbage fra 1800-tallet findes orlogsværftet US Naval Shipyard i Portsmouth, mens de berømte tekstilfabrikker langs Merrimack River, der var blandt USA's første store industrier i 1800-tallet, alle er forsvundet. Skovene dækker lidt over 80 % af arealet, men skovbrug er kun af mindre betydning. Det samme gælder landbruget, der har en beskeden produktion af mejerivarer, frugt og grøntsager (1999)

Til statens største aktiver hører naturområderne i White Mountains i nord samt det syd for liggende søhøjland med bl.a. Lake Winnipesaukee (181 km2). Områderne er populære turistmål og tiltrækker især mange skiløbere i vintermånederne. Omkring statens højeste punkt, Mount Washington (1917 meter), er klimaet polaragtigt og blæsende. I 1934 måltes her en vindhastighed på 371 km/t.

Områdets oprindelige befolkning var fra den algonkinske sproggruppe, men de blev hurtigt fortrængt, da englænderne fra 1623 anlagde en række kolonier. Området var fra 1641 under Massachusetts' administration, men blev i 1679 kongelig provins. Grænsestridigheder med Massachusetts og New York blev først bilagt med etableringen af staten Vermont, efter at New Hampshire i januar 1776 havde vedtaget en forfatning, der reelt erklærede provinsen for uafhængig af Storbritannien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig