Central Valley Project, vandprojekt i Californien, der få år efter etableringen i 1933 blev overtaget af Forbundsregeringen og indgik i New Deal-politikken; færdiggjort i 1951. Via omfattende flodreguleringer har Central Valley Project haft til formål at sikre vandforsyningen til Californiens to vigtigste landbrugsområder, Sacramento Valley og San Joaquin Valley, tilsammen Central Valley på i alt 47.000 km2. I tilknytning hertil udnyttes dæmningssøerne til vandkraft og rekreative formål. Betydningen af Central Valley Project fremgår af, at kunstvandingsbrugene i dag hører til verdens mest produktive.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.