Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

West Virginia

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

West Virginia.

West Virginia.

West Virginia, stat i USA i den centrale del af Appalacherne; 62.761 km2, 1,86 mio. indb. (2011), heraf 94% hvide. Hovedstad: Charleston. Optaget i unionen i 1863 som den 35. stat. Tilnavn: The Mountain State.

West Virginia består af et skovrigt, stenet og flere steder stærkt kuperet terræn, som, siden området fra 1700-t. blev koloniseret af især britiske indvandrere, har begrænset samfærdslen og landbrugsmulighederne. Frem til ca. 1950 var økonomien og beskæftigelsen mest baseret på rige kulforekomster, men siden har kulbrydningen mistet betydning i takt med minelukninger, nye brydningsmetoder (bl.a. strip mining) og skærpede miljøkrav. Nedgangen har også ramt en række følgeindustrier (kemisk industri, stålindustri) og resulteret i en periodevis stor arbejdsløshed og afvandring. West Virginia er omkring 2000 en af landets økonomisk mest tilbagestående stater med en stor og fattig landbefolkning og en fåtallig bybefolkning, der bortset fra Charleston og universitetsbyen Morgantown er koncentreret langs grænsefloden Ohio mod vest (Huntington, Parkersburg, Wheeling, Weirton).

I forhold til kulbrydning er hverken skovbrug eller den øvrige minedrift (olie, naturgas, kalksten) af større betydning. Det samme gælder landbrug (mest husdyrbrug), der inkl. græsningsfelter kun dækker ca. 1/10 af arealet. Til gengæld har en øget interesse for skiløb, rafting, bjergklatring og tilsvarende aktiviteter ført til en betydelig vækst i turismen, som nu er en af de største indtægtskilder, navnlig i de naturskønne og op til 1500 m høje Alleghenybjerge mod øst. Her findes også en række kursteder og delvis isolerede bysamfund, hvor man som i Lewisburg og Elkins værner om folkelige traditioner inden for bl.a. bluegrass-musik og quiltning.

Annonce

Største tilløbsstykke er dog forbundsregeringens tidligere våbenarsenal Harpers Ferry (nuv. Harpers Ferry National Historic Park), der i 1859 blev erobret af abolitionisten John Brown i protest mod slaveriet. Episoden var en af mange, der førte til Den Amerikanske Borgerkrig og hermed til udskillelsen af West Virginia fra det oprindelige Virginia. Den nye stat blev en realitet, da det nuværende Virginia i 1861 valgte at forlade unionen og tilslutte sig Sydstaterne. West Virginia er den eneste af USA's stater, der er dannet ved løsrivelse fra en allerede eksisterende stat.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: West Virginia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182374