Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

South Dakota

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

South Dakota.

South Dakota.

South Dakota, præriestat i Midtvesten, USA; 199.744 km2, 814.200 indb. (2010), heraf 86% hvide. Hovedstad: Pierre. Optaget i Unionen i 1889 som den 40. stat. Tilnavn: The Coyote State.

South Dakota er en forholdsvis fattig og tyndtbefolket landbrugsstat, hvis indbyggertal er stagneret efter en stor europæisk indvandring fra 1870'erne til begyndelsen af 1900-t. Bosættelsen er spredt og uden et dominerende centrum bortset fra hovedvejen I-90, der forbinder Sioux Falls i øst med Rapid City i vest. Resten af den hvide befolkning fordeler sig på småbyer og landejendomme, mens efterkommere af 1800-t.s siouxindianere overvejende er bosat i reservater, fx Pine Ridge Indian Reservation, der er landets næststørste efter Navajoreservatet i Arizona (se Wounded Knee).

Klimaet er kontinentalt med varme somre, kolde vintre og en beskeden årsnedbør, der aftager fra ca. 500 mm i øst til ca. 300 mm i vest. Bortset fra de skovklædte Black Hills med Harney Peak (2207 m) i SV består landskabet af vidtstrakte sletter, som før koloniseringen dækkedes af højgræsser i øst (Central Lowlands) og kortgræsser i vest (Great Plains). Områderne, der adskilles af Missourifloden, er i dag enten opdyrkede eller udlagt til græsning for kvæg og får, i mindre grad for voksende bestande af bison. South Dakota hører til USA's største producenter af svine- og oksekød og afgrøder som hvede, sojabønner, hørfrø og solsikke. Driften er ekstensiv og omfatter 33.000 brug på gnsntl. 550 ha (1995). I forhold til landbrug og fødevareindustri er de øvrige produktive erhverv kun af mindre betydning inkl. træindustri og minedriften ved Homestake Mine, hvor man har udvundet guld og andre mineraler siden det berømte gold rush i 1874. I kraft af bl.a. dæmningsbyggerierne på Missourifloden i 1950'erne og 1960'erne er de fleste områder velforsynede med el og vand. Til udflugtsmålene hører Black Hills med bl.a. nationalmindesmærket Mount Rushmore og de nærliggende nationalparker Badlands og Wind Cave; hertil også flere uden for USA mindre kendte attraktioner som medicinalvarecentret Wall Drug Store i Wall og den tidligere mineby Deadwood, der fik nyt liv efter legaliseringen af hasardspil i 1989.

Annonce

Historie

South Dakota, der fra første halvdel af 1800-t. var hjemsted for siouxindianerne, var en del af Louisiana-købet, som USA erhvervede fra Frankrig i 1803. I 1861 oprettedes Dakotaterritoriet, men en omfattende indvandring og bosættelse fandt først sted, efter at der i 1874 blev fundet guld i Black Hills, som siouxerne trods tidligere traktater med USA's regering blev tvunget til at afstå. Den definitive undertrykkelse af siouxerne fandt sted ved Wounded Knee i 1890, året efter at Dakotaterritoriet var blevet delt i to, North og South Dakota, der samtidig blev optaget som stater i USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: South Dakota i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162655