Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ohio

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Ohio, stat ved Eriesøen i USA; 116.103 km2, 11,5 mio. indb. (2011), heraf 12% sorte. Hovedstad og største by er Columbus. Optaget i Unionen i 1803 som den 17. stat; tilnavn: The Buckeye State.

Som i andre Midtveststater er befolkningen hovedsagelig efterkommere af europæiske indvandrere fra 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. og i mindre grad af sorte tilflyttere under og efter 2. Verdenskrig. Siden 1960'erne er væksten aftaget, samtidig med at der er sket en omfattende forskydning fra storbycentre til forstæder. Nu rummer byerne ca. 3/4 af befolkningen, heraf næsten 90% i Columbus, Cleveland, Cincinnati, Toledo, Akron, Dayton og Youngstown.

Sammen med en stor landbrugssektor har industrien traditionelt været rygraden i statens økonomi. Bilindustrien er USA's næststørste (efter Michigans), og desuden findes en betydelig produktion af fly- og rumfartsudstyr, kemikalier, elektronik og plastvarer. Stålindustrien, med centrum i Cleveland og Youngstown, er gået stærkt tilbage siden 1960'erne. Det samme gælder for andre basisindustrier, der ikke ligesom bilindustrien har været i stand til at tiltrække nye investeringer, især japanske, og omlægge produktionen efter en alvorlig krise i tiåret fra slutningen af 1970'erne.

Annonce

Landbruget omfattede i 1995 74.000 bedrifter og dækker lidt over 50% af arealet. Vigtigste produkter er majs og soja efterfulgt af mejeriprodukter og svinekød. Skovbrug har kun ringe betydning, skønt arealet udgør næsten 30%, mest blandet løvskov i SØ; af større økonomisk værdi er mineprodukter som kalksten (største produktion i USA) samt olie, gas og stenkul. Vej- og jernbanenettet er veludbygget, og fra havnene ved Eriesøen i nord (Toledo, Cleveland) og grænsefloden Ohio i syd (Cincinnati) udskibes anseelige mængder industri- og landbrugsvarer til bl.a. udenlandske markeder.

Bortset fra det østlige Alleghenyplateau (del af Appalacherne) består overfladen af et småbakket morænelandskab med frugtbare jorde. Klimaet er nedbørsrigt og moderat kontinentalt med middelværdier i januar og juli på hhv. −2 °C og 24 °C. Største turistmål er Sandusky og de nærliggende øer i Eriesøen, der har nydt godt af den miljøindsats, som siden 1980'erne har formået at nedbringe forureningen af søen.

Historie

Gravhøje vidner om tidlige bosættelser, men opdagelsesrejsende i 1600-t. omtalte ikke beboelse i nævneværdigt omfang. Indianerstammer som shawnee og irokesere menes derfor først at have slået sig ned i Ohio i 1700-t. Efter britisk-fransk rivalisering kom området i 1763 under Storbritannien; det overgik i 1783 til USA og var fra 1787 en del af Nordvestterritoriet. I 1795 måtte indianerne give afkald på 2/3 af området. Ohio blev oprettet som stat i 1803, og et omfattende kanal- og vejbyggeri satte gang i indvandringen. Under og efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65 blev industrien udviklet takket være en storstilet indvandring fra Øst- og Sydeuropa. Tilflytning af sorte fra Sydstaterne i 1900-t. har skabt den sammensatte befolkning, der i dag kendetegner Ohio.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Ohio i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134715