Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Minnesota

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Minnesota, stat i USA med grænse til Canada i nord; 225.182 km2, 5,3 mio. indb. (2010), heraf 85% hvide. Hovedstaden er St. Paul. Optaget i unionen i 1858 som den 32. stat. Tilnavn: The North Star State.

Ligesom andre stater i Midtvesten har Minnesota kun haft en beskeden befolkningsvækst, siden den europæiske indvandring aftog i begyndelsen af 1900-t. 70% af befolkningen bor i byer, heraf hovedparten i storbyområdet Minneapolis-St. Paul med 2,7 mio. indb. Bymønstret består herudover af nogle få mellemstore byer (Duluth, Rochester, St. Cloud mfl.) samt et stort antal småbyer, hvis navne ofte peger på en tysk eller skandinavisk oprindelse: Flensburg, Hanover, Mora, Uppsala, Vasa, Oslo og Askov.

Skønt stadig af betydning har primærerhvervene mistet deres dominans. Skovbrug har været på retur siden rydningerne til landbrugsjord i 1800-t., mens brydning af jernmalm fra felterne i Vermilion og Mesabi Ranges, der indledtes i 1880'erne og nu leverer næsten hele USA's jernmalmproduktion, er mindsket betydelig siden 1970. I samme periode er beskæftigelsen i landbruget faldet, samtidig med at erhvervets andel af statens BNP er reduceret. Vigtigste produkter er hvede, soja, majs og sukkerroer foruden svin og malkekvæg. De fleste produkter videreforarbejdes i og handles fra Minneapolis; korn og soja udskibes fra havnebyen Duluth ved Lake Superior.

Annonce

Industrisektoren er stor og alsidig og koncentreret til storbyområdet; det gælder også transportvirksomhed, handel og bankvæsen. Herudover fungerer Minneapolis-St. Paul som uddannelses- og kulturelt center for det nordlige Midtvesten.

Næsten overalt er landskab og jordbund præget af istidens gletschere. Det gælder også forløbet af de mange søer og floder, der især er typiske for nåleskovsregionen i nord. Her udspringer Mississippi, der længere mod syd er sejlbar fra Minneapolis. Sø- og skovregionen er turistmål både sommer og vinter. Her findes de fleste af Minnesotas 65 state parks foruden indianerreservater, national forests og Voyageurs National Park. Resten af staten (60%) udgøres af tidligere prærieområder, der efter opdyrkning er uden rekreativt potentiale. Klimaet er tempereret fastlandsklima med op til 40 °C forskel på middeltemperaturerne i januar og juli.

Historie

Franske opdagelsesrejsende og pelshandlere kom i 1600-t. som de første europæere til området, der var beboet af ojibwa- og siouxindianere. Området øst for Mississippi River var fra 1763 i britisk besiddelse, men blev i 1783 indlemmet i USA, og ved Louisiana-købet i 1803 erhvervede USA også den vestlige del; grænsen til Canada fastlagdes i 1818. En større tilflytning, først fra New England, skete dog ikke før midten af 1800-t. I 1862 kom det til sammenstød med indianerne i det såkaldte Sioux- eller Minnesotaoprør, og næsten alle indianerne blev fordrevet fra staten. Udbygning af jernbanen i 1860'erne og 1870'erne åbnede for eksport af først hvede, senere mejeriprodukter, og samtidig begyndte en stor tilflytning af især tyske og skandinaviske indvandrere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Minnesota i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126004