• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Columbia River

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

Columbia River, 2000 km lang flod, der udspringer i Rocky Mountains i British Columbia, Canada, og munder ud i Stillehavet mellem Washington og Oregon, USA; med bifloder afvander den et areal på 668.000 km2. Den vandrige flod er stærkt reguleret og har siden 1938, da det første vandkraftværk blev sat i drift, været en vigtig energileverandør og lokaliseringsfaktor for bl.a. aluminiumværker, kemisk industri og atomvåbenfabrikken Hanford i Washington. De fleste dæmninger er opført med flere formål for øje. Det gælder fx den imponerende Grand Coulee Dam (1941), der indgik i Columbia Basin Irrigation Project, og som siden har reguleret flodløbet, leveret vandkraft og muliggjort kunstvanding i de halvtørre landbrugsområder i det østlige Washington; dæmningssøen, Franklin D. Roosevelt Lake, dækker et areal på 324 km2. Reguleringen af flodens øvre løb begyndte efter ratificeringen af Columbia River Treaty (1961-64) mellem USA og Canada; herefter har canadierne opført tre store dæmninger samt kraftværket Mica nord for Revelstoke. Især pga. nedgangen i laksefiskeriet har miljøorganisationer og sportsfiskere gentagne gange protesteret mod de voldsomme naturindgreb, som dæmningerne har medført.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Columbia River i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58202