Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

USA - historie

Oprindelige forfattere NB-P og NT Seneste forfatter Redaktionen

USA's territoriale udvikling efter selvstændigheden i 1783 med angivelse af de nuværende enkeltstatsgrænser. Årstallene fortæller, hvornår de enkelte stater blev optaget i Unionen. Uden for kortet er bl.a. Alaska (enkeltstat 1959), som blev købt af Rusland i 1867, og Hawaii (enkeltstat 1959), som blev amerikansk territorium i 1900. Desuden Puerto Rico, der blev erobret fra Spanien i 1898, og U.S. Virgin Islands, der blev købt af Danmark i 1917.

USA's territoriale udvikling efter selvstændigheden i 1783 med angivelse af de nuværende enkeltstatsgrænser. Årstallene fortæller, hvornår de enkelte stater blev optaget i Unionen. Uden for kortet er bl.a. Alaska (enkeltstat 1959), som blev købt af Rusland i 1867, og Hawaii (enkeltstat 1959), som blev amerikansk territorium i 1900. Desuden Puerto Rico, der blev erobret fra Spanien i 1898, og U.S. Virgin Islands, der blev købt af Danmark i 1917.

Vedr. Nordamerikas tidlige historie, se indianere (Nordamerika) og Nordamerika (den europæiske kolonisering).

De britiske kolonier

De britiske kolonier på det nordamerikanske kontinent blev grundlagt over en lang periode fra 1607 (Virginia) til 1732 (Georgia). Indbyrdes kommunikation mellem dem var begrænset, men forskelle i klima, økonomi og befolkning indebar betydelige modsætninger. Mod nord i New England, dvs. Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og senere New Hampshire og Maine, dyrkede en protestantisk engelsk befolkningsgruppe foruden majs de almindelige nordeuropæiske afgrøder i landsbyer af engelsk tilsnit. Ved kysten trivedes handel og håndværk, fiskeri og skibsbygning. I Middle Colonies omfattende New York og Pennsylvania, New Jersey og Delaware, som befolkedes af mange hollændere, skotsk-irere og tyskere, domineredes landbruget af familiebrug. Med centrum i New York og Philadelphia udvikledes betydelige handelsinteresser. Mod syd i kolonierne Virginia, Maryland, North Carolina og South Carolina og Georgia prægedes befolkningen af mange skotter og især af et stort afrikansk islæt. Produktionen var eksportorienteret med tobak, bomuld og ris som de vigtigste varer (se trekantshandel).

Også hvad religion og politisk kultur angår, var der store forskelle. I New England søgte kolonisterne at fastholde en vidtgående lokal selvbestemmelse, som udmøntede sig i bymøder. Den puritanske religion var indflydelsesrig og sikredes af præster, som kolonierne selv uddannede på universiteterne Harvard og Yale. I Middle Colonies dominerede den britiske krone. Mange protestantiske strømninger var repræsenteret sammen med den anglikanske kirke, og resultatet var en udbredt tolerance. Mod syd prægedes de politiske strukturer af plantageejerne, i Maryland med et stærkt katolsk islæt.

Annonce

Hver for sig lignede en koloni sin nabokoloni, men når det gjaldt yderpunkterne, fx Connecticut over for South Carolina, var der kun få overensstemmelser. Lighedspunkterne var for det første sproget, som var engelsk. Hertil kom de politiske institutioner, som fra 1720'erne var strømlinjet efter engelske forbilleder.

Den Amerikanske Revolution

USA. På Albany-kongressen i New York i 1754 diskuterede de britiske kolonier, hvordan de skulle forsvare sig mod franskmændene i Den Fransk-indianske Krig, også kaldet Den Nordamerikanske Kolonikrig. Benjamin Franklin bragte i sin avis, The Pennsylvania Gazette, denne tegning med teksten Foren jer eller dø! En tidlig opfordring til dannelsen af en union, som dog ikke vandt gehør før i 1760'erne.

USA. På Albany-kongressen i New York i 1754 diskuterede de britiske kolonier, hvordan de skulle forsvare sig mod franskmændene i Den Fransk-indianske Krig, også kaldet Den Nordamerikanske Kolonikrig. Benjamin Franklin bragte i sin avis, The Pennsylvania Gazette, denne tegning med teksten Foren jer eller dø! En tidlig opfordring til dannelsen af en union, som dog ikke vandt gehør før i 1760'erne.

USA's uafhængighed var ikke nogen "naturlig" udvikling. De seneste årtiers forskning har kraftigt understreget, at nøglen til revolutionen ikke kan findes i forestillinger om en særskilt "national identitet", men må søges i kolonisternes stærke følelse af en position som britiske ligemænd. Forskelle mellem kolonierne såvel som overensstemmelser, der bandt dem til moderlandet, gjorde det til et sent og pludseligt krav, at man skulle opgive forhandling og søge en samlet løsrivelse fra den britiske krone. Både syd og nord for USA lå der britiske besiddelser, nemlig De Vestindiske Øer og Canada, som ikke ønskede at gøre USA følgeskab.

Optakten til revolutionen lå i Den Fransk-indianske Krig 1754-63. Krigen, som bragte kolonister og den britiske regering i tættere kontakt end på noget tidspunkt tidligere, endte med erobringen af Canada. London påbegyndte en reorganisering af kolonierne, som med det samme bragte Parlamentet i strid med ledende kredse i Amerika. Det britiske parlament udnyttede ikke muligheden for at spille kolonierne ud mod hinanden; set fra London lignede de amerikanske kolonier en helhed, som man kunne mistænke for løsrivelsesdrømme. Kolonisterne på deres side insisterede på at kæmpe for deres rettigheder som britiske borgere, ikke som amerikanere.

I Nordamerika blev en række skattepålæg og toldlove fra 1765 mødt med demonstrationer, boykot af engelske varer og stigende bevidsthed om nødvendigheden af at koordinere modviljen (se Stempelloven). Den lange krise opfostrede en ny generation af unge, ambitiøse og talentfulde politikere, som skulle komme til at dominere amerikansk politik frem til 1820'erne. De samme kolonier, som i 1754 på en kongres i Albany havde forkastet al tale om nærmere indbyrdes samarbejde, indkaldte til en ny kongres i 1774, og igen året efter samledes en kongres (se Kontinentalkongressen), da krigshandlinger havde fundet sted ved Lexington og Concord i Massachusetts. Kongressen udnævnte George Washington fra Virginia til øverstkommanderende over en hær, som endnu knap eksisterede.

Første side af et udkast til den amerikanske uafhængighedserklæring. På billedet ses mændene, som udformede den, bl.a. Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams.

Første side af et udkast til den amerikanske uafhængighedserklæring. På billedet ses mændene, som udformede den, bl.a. Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams.

Initiativet til et endeligt brud med Storbritannien kom imidlertid først omkring et halvt år senere. Det blev udtrykt af en nylig ankommet engelsk skribent, Thomas Paine, som i en pamflet, Common Sense fra jan. 1776, stillede krav om fuld selvstændighed. Nogle måneder senere kom kravet op på kongressen i Philadelphia, som 4. juli vedtog at overskære alle bånd til Det Britiske Imperium med Uafhængighedserklæringen, som i hovedsagen var forfattet af Thomas Jefferson. Året efter blev Konføderationsartiklerne, USA's første forfatning, forelagt, men først i 1781 ratificerede den sidste koloni overenskomsten.

Krigen, Frihedskrigen, med Storbritannien blev lang og blodig. Det amerikanske modtræk mod den britiske verdensmagt bestod i organisering af den kontinentale armé under Washingtons kommando og i lokale militser eller hjemmeværn, og som udsending til Paris sikrede Benjamin Franklin en betydningsfuld økonomisk og militær støtte fra Frankrig. Efter et sviende nederlag i Yorktown, Virginia i 1781 vedtog det britiske parlament at indlede fredsforhandlinger, som afsluttedes med Parisfreden 1783, hvor Storbritannien anerkendte USA's selvstændighed.

Forfatningskampen

Selvom revolutionen ikke havde sit udspring i folkelige kræfter, kom den til at mobilisere almindelige borgere i et hidtil uhørt omfang. Den nye gruppe af ledende revolutionspolitikere opdagede, at mange af de skranker, som skilte borgere fra politikere, var blevet nedbrudt. Respekten for autoriteterne var undermineret, og James Madison, en fremtrædende politiker fra Virginia, mente, at republikken truedes af et demokratisk kaos.

Præsidenter
11789-97George Washington (F)
21797-1801John Adams (F)
31801-09Thomas Jefferson (A)
41809-17James Madison (A)
51817-25James Monroe (A)
61825-29John Quincy Adams (A)
71829-37Andrew Jackson (D)
81837-41Martin Van Buren (D)
91841William Henry Harrison (W)
101841-45John Tyler (W)
111845-49James K. Polk (D)
121849-50Zachary Taylor (W)
131850-53Millard Fillmore (W)
141853-57Franklin Pierce (D)
151857-61James Buchanan (D)
161861-65Abraham Lincoln (R)
171865-69Andrew Johnson (R)
181869-77Ulysses S. Grant (R)
191877-81Rutherford B. Hayes (R)
201881James A. Garfield (R)
211881-85Chester A. Arthur (R)
221885-89Grover Cleveland (D)
231889-93Benjamin Harrison (R)
241893-97Grover Cleveland (D)
251897-1901William McKinley (R)
261901-09Theodore Roosevelt (R)
271909-13William Howard Taft (R)
281913-21Woodrow Wilson (D)
291921-23Warren G. Harding (R)
301923-29Calvin Coolidge (R)
311929-33Herbert Hoover (R)
321933-45Franklin D. Roosevelt (D)
331945-53Harry S. Truman (D)
341953-61Dwight D. Eisenhower (R)
351961-63John F. Kennedy (D)
361963-69Lyndon B. Johnson (D)
371969-74Richard M. Nixon (R)
381974-77Gerald Ford (R)
391977-81Jimmy Carter (D)
401981-89Ronald Reagan (R)
411989-93George Bush (R)
421993-2001Bill Clinton (D)
432001-09George W. Bush (R)
442009-17Barack Obama (D)
452017-Donald J. Trump (R)
partier: A: Antiføderalister, D: Det Demokratiske Parti, F: Føderalister, R: Det Republikanske Parti, W: Whig.

Konføderationsartiklerne beskrev ikke USA som en nation, men som en "venskabsalliance" af selvstændige stater, hver med udstrakt selvstyre. Artiklerne foreskrev en lovgivende forsamling, der samtidig skulle fungere som udøvende magt. Den havde ingen selvstændig skattemyndighed og ingen autoritet til at tvinge den enkelte stat til at følge beslutningerne, som skulle træffes i enighed. Økonomiske vanskeligheder efter krigens afslutning fik alliancen til at knage i fugerne. Et mindre oprør af forgældede farmere i Massachusetts (se Shay's oprør) syntes at true den politiske stabilitet; navnlig var der blandt de velstående grupper frygt for, at enkeltstaternes lovgivende forsamlinger skulle eksperimentere med lovgivning, som kunne true den private ejendomsret. I 1787 lykkedes det at indkalde til en forsamling i Philadelphia, som skulle styrke regeringen. Da forsamlingen endelig blev beslutningsdygtig, vedtog den på egen hånd at opgive en forfatningsrevision og i stedet skrive et helt nyt forfatningsudkast. Ledende figurer var James Madison og Alexander Hamilton, der havde tjent som adjudant for Washington.

Forfatningsforslaget lagde grunden til en stærkere centralmagt, der nu modelleredes efter britisk forbillede med et underhus af folkevalgte repræsentanter (Repræsentanternes Hus) og et overhus (Senatet), som blev udpeget af enkeltstaternes lovgivende forsamlinger. Den udøvende statsmagt lå hos en præsident, som oprindelig blev valgt indirekte ved valgmænd i de enkelte stater. Endelig skabtes en Højesteret, hvis rolle først defineredes i løbet af de kommende årtier. Den samlende idé var at bevare det folkelige element, men samtidig stække "majoriteten", så den ikke samtidig kunne beherske hele regeringsstrukturen. Princippet var magtadskillelse gennem en tredeling af magten, "checks and balances", kombineret med magtdeling mellem den føderale regering og enkeltstaterne.

Forslaget udløste en forfatningskamp med inddragelse af brede grupper. Fortalerne for det nye forslag kaldte sig føderalister, mens modstanderne, som blot ønskede en revision af den eksisterende forfatning, kom til at hedde antiføderalister. Det væsentlige problem, at give den nye forfatning autoritet på den gamle forfatnings bekostning, løstes ved at foreskrive, at forslaget skulle vedtages af folket selv, nemlig gennem folkevalgte forsamlinger i hver stat. Når ni stater havde vedtaget forslaget, trådte det i kraft. Det skete i 1788 med et snævert flertal i afgørende stater som New York og Virginia. I april 1789 indsattes George Washington som USA's første præsident. Under forfatningskampen var der givet løfte om en særlig sikring af enkeltstaternes rettigheder, Bill of Rights, som blev tilføjet forfatningen i 1791.

Alexander Hamilton kom som finansminister i Washingtons regering 1789-97 til at øve stor indflydelse på udformningen af det nye politiske system i forfatningskampens kølvand. Hamilton fremførte det argument, at en stærkere statsmagt kunne opbygges på et økonomisk grundlag i form af et fællesmarked, som gradvis ville skabe en omfattende vareudveksling mellem stater og regioner. Den føderale regeringsmagt burde koncentrere sig om at fostre velstand, støtte opbygning af et nationalt transportsystem, opmuntre regional specialisering, sikre ny industri ved toldmure og garantere et stabilt pengesystem vha. en centralbank. Sikringen af pengenes værdi betød, at den nye stat fra begyndelsen kunne støttes af de mest velhavende grupper.

Den tidlige republik, 1800-1830

Resultatet var en statsmagt, som overraskede europæiske iagttagere ved sit mådeholdne embedsvæsen og navnlig ved den næsten religiøse dyrkelse, som hurtigt knyttedes til "Forfatningen", det tidlige kodeord for statsmagten. Den amerikanske centralmagt overlevede, ikke mindst fordi den gjorde sig al mulig umage for ikke at komme i konflikt med enkeltstaterne. Til afløsning af revolutionens og forfatningskampens lidenskabelige debat drejede Forfatningen den politiske diskussion i retning af det praktisk gennemførlige; spørgsmål, der kunne sættes i forhold til økonomiske fordele og ulemper, dvs. omregnes i dollar, var lettere at gøre til genstand for kompromis. Selv spørgsmålet om slaveri blev i Kongressen altovervejende diskuteret ikke som et moralsk princip, men som et spørgsmål om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Det blev dermed økonomisk snarere end politisk vitalitet, som kom til at præge republikken. Revolutionens erfaringer, opdagelsen af folkelig politisk kreativitet, udmøntede sig i udkanten af det politiske system, fx i form af selvorganiserede nybyggersamfund vestpå, i bevægelsen for afskaffelse af slaveriet, i talrige lokale reformbevægelser, i skabelsen af farmersammenslutninger og i en arbejderbevægelse fra 1820'erne indtil depressionen sidst i 1830'erne. I modsætning hertil blev de politiske partier, som fik national karakter fra 1820'ernes slutning, hurtigt en del af forfatningssystemet.

Det Demokratiske Parti, som organiseredes af præsident Andrew Jackson 1829-37, var løseligt bundet til principper som lokal selvforvaltning, som var overtaget fra antiføderalisterne. Føderalisterne, som ønskede en stærkere centralmagt, blev fortsat i Whigpartiet, som efter en sprængning som følge af slaverispørgsmålet blev afløst af Det Republikanske Parti i 1854. Indtil slaveriet begyndte at fremkalde uforsonlig lidenskab i Sydstaterne i 1850'erne, var organiseret politik i den enkelte stat en afspejling af styrkeforholdet mellem konkurrerende grupper, som beherskede opstillingsproceduren og kunne mobilisere brede skarer på valgdagen med fest og farver, hornmusik og optog. Det sejrende parti kunne efter valget udbygge sin magtposition ved at støtte økonomiske projekter, som kom til at præge udviklingen i enkeltstaterne. Politisk indflydelse kunne let omsættes til økonomiske fordele, ligesom en økonomisk magtposition sjældent var uden sikker adgang til politiske beslutninger, når der blev ro og fred efter et valg.

Republikken i vækst

Republikkens vækstpotentiale havde mange energikilder, der gensidigt påvirkede hinanden. En stærk befolkningsstigning modsvaredes af enorme landudvidelser, og en transportrevolution modsvaredes af en række tekniske gennembrud i den tidlige industri og af stærkere regional specialisering af landbruget. I sammenligning med den gamle verden stod USA som et dynamisk samfund, en malstrøm af foretagsomhed og med en befolkning, som var præget af selvsikkerhed og uden den sociale respekt og ærbødighed for etablerede institutioner, som udgjorde en central del af den politiske kultur i Europa.

Bag klichéen om USA som mulighedernes land gemte sig en væsentlig politisk indsigt. Politik i USA drejede sig ikke om at sikre ejendomsretten, men om at udvide den og bruge den som regeringsinstrument. Mens landbrugsområderne i nord og vest længe bevarede en jævnere social fordeling, betød byudviklingen og den stadige immigrationstilvækst en stærk social polarisering, ofte understøttet af etniske fordomme. I de storbyer, som skød frem på østkysten og i det nordvestlige USA, skabtes store formuer. En procent af befolkningen skønnes at have ejet halvdelen af værdierne i byerne ca. 1850. Det altovervejende flertal i byerne ejede lidt eller intet. Det amerikanske demokrati blev imidlertid ikke stimuleret af forestillinger om omfordeling af samfundsgoderne, men af idéer om politisk ligeret, mistænksomhed mod en fjern stat og krav om medbestemmelse om nære forhold.

Hvor statsmagten i Europa syntes at stå over det civile samfund og trykke det ned, stod statsmagten i Amerika til disposition for det civile samfund, dvs. de stærkeste grupper, som kunne udøve kontinuerlig indflydelse. Så sent som i 1830'erne kunne franskmanden Alexis Tocqueville i begejstrede vendinger beskrive lokale sammenslutninger, der arbejdede for konkrete fælles formål, fx brobygning eller skoleundervisning. Fra ca. 1850 stod det klart, at den stærkeste politiske faktor i fremtiden ville blive organisationer, der var baseret på et varigt privat formål, nemlig økonomisk magtakkumulation. De nye korporationer, dvs. store firmaer, der som fx jernbanerne kunne organisere titusinder af arbejdere over et vidtstrakt område, var de ældre, spontane, formålsbegrænsede og frivillige sammenslutninger langt overlegne. Den stat, som konsoliderede sig, havde derfor ofte et overraskende privat præg.

Befolkningstilvæksten var efter europæisk målestok formidabel. Som følge af lavere børnedødelighed, længere levetid og en stadig indvandring forøgedes befolkningen med op mod 30% hvert tiår; fra ca. 4 mio. i 1790 til ca. 23 mio. i 1850 og ca. 76 mio. i 1900. I første halvdel af 1800-t. domineredes indvandringen af englændere, irere og tyskere. Den skandinaviske immigration til Midtvesten tog stærk fart efter 1862, da Homestead Act tilbød frit land; den blev fra 1880'erne overhalet af syd- og østeuropæisk indvandring, som næsten udelukkende søgte til byerne.

Revolutionens USA var transportmæssigt tæt bundet til kystlinjen. Det indre kontinent åbnedes i en række faser. Ved fredsslutningen i Paris udvidedes USA's territorium med ca. 70%, idet man overtog området syd og vest for de store søer. Louisiana-købet 1803, som fordoblede USA's landområde, gav USA kontrol med Mississippifloden i hele dens udstrækning. Få år senere gjorde dampdrevne flodbåde deres entré, og snart var hele nord-syd-strækningen, fra de store søer til New Orleans, åben som alternativ til kysttrafikken. 1825 fuldførtes Eriekanalen, som forbandt Hudsonfloden med Eriesøen; derved blev USA også bundet sammen fra øst til vest. Andre kanaler fulgte, men blev snart overhalet af jernbanebyggeriet, som fik en nærmest eksplosiv vækst, fra godt et par hundrede kilometer i 1833 til 20.000 km i 1850 og ca. 60.000 km i 1860. Et område lige så stort som Louisiana erobredes fra Mexico 1845-48, og samtidig fik man Oregonterritoriet i en traktat med Storbritannien; i 1867 erhvervedes Alaska ved en handel med den russiske kejser. I 1869 lykkedes det at fuldføre jernbaneforbindelsen hele vejen tværs over det amerikanske kontinent.

Indre kolonisering og borgerkrig

Den Amerikanske Borgerkrig. Nordstatsregeringen iværksatte ihærdige hvervekampagner bl.a. med rekrutteringsplakater som denne fra Watertown, 1861. Her opfordres frivillige til at melde sig under fanerne for at forsvare Unionens enhed; akkurat som frivillige fra de oprørske kolonier meldte sig til kamp mod Storbritannien under Den Amerikanske Frihedskrig.

Den Amerikanske Borgerkrig. Nordstatsregeringen iværksatte ihærdige hvervekampagner bl.a. med rekrutteringsplakater som denne fra Watertown, 1861. Her opfordres frivillige til at melde sig under fanerne for at forsvare Unionens enhed; akkurat som frivillige fra de oprørske kolonier meldte sig til kamp mod Storbritannien under Den Amerikanske Frihedskrig.

Et imperium var skabt med efter europæisk målestok beskedne tab af menneskeliv. De blodigste kapitler omhandlede den indre kolonisering, som drejede sig om indianere og afroamerikanere kulminerende med Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Den amerikanske tradition for krig havde fra begyndelsen karakter af folkekrig, ikke mellem trænede soldater, men mellem befolkningsgrupper, der kæmpede om totalt socialt herredømme. Siden kolonitiden var kampformen ofte rettet mod civilbefolkningen. Under og efter revolutionen blev ca. 60.000-80.000 loyalister fordrevet, og deres ejendom konfiskeret; størstedelen søgte tilflugt i Canada.

Krigene mod indianerne var præget af lang tids pres på de østlige stammer, som blev tvunget vestover og derfor kom i modsætning til nye indianske grupper. Stor kulturel, sproglig og geografisk spredning mellem de mange stammer og en gensidig mistro, som kunne skærpes vha. tvangsflytninger, umuliggjorde et samlet forsvar. Revolutionskrigen og Den Amerikansk-engelske Krig 1812-14 involverede en del stammer på britisk side og gav dermed fordrivelsen af indianere et vist patriotisk skær. Andrew Jackson havde vundet sig nationalt ry som en uforsonlig fjende af indianerne, og som præsident (1829-37) iværksatte han etnisk udrensning af indianere i Sydstaterne. Forflytninger til ugæstfrie egne, spredte indianerbaghold og efterfølgende massakrer på indianske bosættelser fortsattes under og efter borgerkrigen, indtil den oprindelige befolkning ca. 1900 var tæt på udslettelse.

Modsætningen til den oprindelige befolkning gav den hvide befolkning et vist fællespræg, mens slaveriet i kraft af sin koncentration i Sydstaterne var i stand til at true republikkens liv. Først og fremmest måtte spørgsmålet om slaveri indkapsles i gensidige aftaler. Forfatningen af 1787 havde sikret Syden ret til at importere slaver indtil 1808, og samtidig havde Sydstaterne fået en overrepræsentation i Repræsentanternes Hus, idet slaverne blev medregnet i folketællingen som 3/5 af hvide. Det håb, at slaveriet ville afskaffe sig selv som økonomisk urentabelt, blev imidlertid undergravet af opfindelsen af the cotton gin, en enkel maskine, som kunne fjerne frøskallerne fra bomulden. Amerikansk bomuldsproduktion blev den store leverandør til den engelske tekstilindustri. Slaveriet blev dermed ikke alene en god forretning, men stabiliserede Sydstaternes kultur og sociale struktur og kompletteredes i 1800-t. af et omfattende ideologisk forsvar, mens plantageejere fantaserede om at efterligne lavadelige æresbegreber og forsvare (de hvide) kvinders dyd.

Både den territorielle og den økonomiske ekspansion skærpede spørgsmålet om slaveri. Optagelse af nye stater truede med at forrykke ligevægten i Senatet mellem fristater og slavestater. I 1820 sluttedes det såkaldte Missourikompromis, som indebar, at en ny fristat skulle modsvares af optagelse af en slavestat. Slaveri kunne til gengæld udelukkes i territoriet nord for en forlænget grænse mellem Missouri og Arkansas. Aftalen kom under pres efter de store erobringer i syd og sydvest i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48. Hertil kom, at transportsystemets tværgående kontinentale linjer bandt Nord- og Mellemstaterne tættere til de vestlige stater og truede med at isolere Sydstaterne.

Det blev imidlertid den føderale højesteret, som lagde en bombe under Missourikompromiset. Retten erklærede 1857 i Dred Scott-sagen, at forfatningen ikke tillod at begrænse retten til ejendom (nemlig til slaver) i territorielle områder, der endnu ikke var optaget som stater. Beslutningen splittede Det Demokratiske Parti i Nordstaterne, således at det nye Republikanske Parti vandt præsidentembedet i 1860. Allerede inden Abraham Lincoln var tiltrådt, meldte South Carolina sig ud af Unionen. Få måneder senere dannede syv sydstater Amerikas Konfødererede Stater med Jefferson Davis som præsident. Da det føderale Fort Sumter i Charlestons havn blev bombarderet af sydstatstropper, brød borgerkrigen ud (se også Den Amerikanske Borgerkrig), og yderligere fire stater, Virginia, North Carolina, Tennessee og Arkansas, sluttede sig til konføderationen.

Borgerkrigen blev fra Nordstaternes side ført som en kamp for at bevare Unionen og fra Sydstaternes side som en kamp for enkeltstaternes ret til selvbestemmelse. Krigen blev fulgt tæt i Europa og betragtet som en dyst mellem to sociale systemer, et aristokratisk og autoritært system og en folkelig styreform baseret på majoriteten. Var loyalitet mod "Forfatningen", en politisk forfatning med abstrakte idéer, i stand til at få almindelige borgere til at risikere livet? Fra begyndelsen så det ud, som om Nordstaterne var nødt til at kæmpe en angrebskrig, mens Sydstaterne kunne koncentrere sig om forsvaret. Billedet ændrede sig med en række nederlag for Lincoln, som i stedet udnyttede Nordstaternes befolkningsmæssige og industrielle overlegenhed. Krigen blev en social og økonomisk udmattelseskamp, som tvang Sydstaterne til at forcere og angribe for at dække over indre splittelse. Da Sydstaternes offensiv blev slået tilbage ved Antietam i 1862, kunne Lincoln fra 1863 proklamere slavernes frigivelse i Sydstaterne.

Frigivelsen af slaverne og vedtagelsen af den 14. forfatningstilføjelse (1868), som gav afroamerikanerne lige politiske rettigheder, løste ikke den ophobede skade, som århundreders slaveri havde påført det amerikanske samfund. Efter nogle få års mere radikale forsøg på at omstrukturere de sociale og politiske forhold i Syden blev hele spørgsmålet imidlertid drevet ud af føderal politik og overladt til de enkelte Sydstater, som fra 1877 til begyndelsen af 1890'erne fratog de sorte stemmeretten. Højesteret accepterede ligefrem raceadskillelse som princip i 1896 (se Plessy versus Ferguson-sagen).

Fra union til verdensmagt, 1865-1920

Perioden domineredes af Det Republikanske Parti, som kunne påberåbe sig at have frelst Unionen, befriet slaverne og sikret industriel fremgang. Det Demokratiske Parti blev et regionalt parti, som imidlertid omskabte Sydstaterne til et område med etpartisystem, der kunne holde fattige hvide i skak ved at garantere, at de sorte var uden social og politisk indflydelse. Regeringsførelsen på føderalt plan var i det væsentlige reduceret til at bistå de store virksomheder, korporationer, der opbyggede netværk, som i omfang og effektivitet kom til at overskygge postvæsenet, den eneste landsdækkende offentlige organisation.

De store korporationer og trustdannelser som fx John D. Rockefellers Standard Oil og J.P. Morgans U.S. Steel Corporation tegnede sig allerede ca. 1900 for ca. halvdelen af industriproduktionen. De kontrollerede en stor del af de mindre leverandører og varetog mange funktioner, der i Europa var statslige: De disciplinerede arbejdere, oplærte immigranter, kontrollerede det lokale lønniveau, skabte velfærdssystemer for de ansatte og udbyggede det højere uddannelsessystem med særlig vægt på naturvidenskab og teknologi. Finanskapitalen sikrede ved flere lejligheder den økonomiske stabilitet ved hurtige indgreb i økonomiske kriser. Da den danske journalist Henrik Cavling besøgte USA kort før århundredskiftet, slog det ham, at præsidenten sad temmelig isoleret i Det Hvide Hus med et par enkelte sekretærer; han havde god tid til at snakke. Stålindustriens førstemand, Andrew Carnegie, havde derimod fart på og omgav sig med de symboler på magt og autoritet, som hørte en fyrste til. I kraft af sin rigdom og indflydelse kunne Carnegie føre en selvstændig kulturpolitik, som bl.a. lagde grunden til de offentlige biblioteker.

Folkelig politik kom til udtryk på kanten af statssystemet igennem en række bevægelser, hvis energi søgtes inddæmmet af partierne. De væsentligste var den populistiske bevægelse, arbejderbevægelsen og den progressive bevægelse. Populisterne havde udspring i kooperative bevægelser i Sydstaterne og Midtvesten i 1880'erne. De dannede et folkeparti, People's Party, der krævede regulering af korporationerne, politisk kontrol med finanskapitalen og direkte valg af senatorerne. I 1896 støttede partiet den demokratiske kandidat William Jennings Bryan, som tabte valget, men de populistiske idéer spillede en rolle i føderal politik indtil 1. Verdenskrig. Den amerikanske arbejderbevægelse dannede 1886 AFL, American Federation of Labor, som organiserede faglærte arbejdere. Men mange ufaglærte, støttet af store immigrantgrupper, organiserede sig mere militant, og 1890'erne blev præget af blodige arbejdskampe. Socialist Party of America, ledet af Eugene Debs, blev en faktor i amerikansk bypolitik indtil 1. Verdenskrig. Den progressive bevægelse, som særlig knyttes til republikaneren Theodore Roosevelt (præsident 1901-09) og demokraten Woodrow Wilson (præsident 1913-21), havde sine rødder blandt mere velstående farmere og i byernes middelklasse, blandt funktionærer og blandt de højere uddannede. Bevægelsen overtog en del af populisternes program, men ønskede at bygge administration og politik på den nye politiske videnskab snarere end på folkelige strømninger. Mange progressive bevægede sig mod en moderne socialliberalisme.

Den progressive bevægelse satte sin lid til et kontinuerligt og kompetent embedsvæsen kombineret med en stærkere udenrigspolitisk markering af USA's interesser. Helt fra George Washingtons dage havde USA hyldet et isolationsprincip, men havde ikke desto mindre involveret sig i de europæiske Napoleonskrige som modstander af Storbritannien. Indtil omkring 1900 hyldede man Monroedoktrinen fra 1823. Denne doktrin markerede afstand til den europæiske stormagtsrivalisering, men fremholdt samtidig den vestlige halvkugle som amerikansk indflydelsessfære. Først i 1898 brød man med dette princip i Den Spansk-amerikanske Krig, som gav USA kontrol med Cuba, Puerto Rico og Filippinerne, hvor USA snart befandt sig i et blodigt opgør med filippinsk nationalisme. Med talrige interventioner i det caribiske område, herunder købet af Panamakanal-projektet i 1903 og dets færdiggørelse i 1914, markerede USA sig nu som en international stormagt. Selvom præsident Woodrow Wilson forsøgte at holde USA neutralt under 1. Verdenskrig, bragte en udbredt sympati for de allierede snart USA i et fjendtligt forhold til Tyskland. USA's indtræden i krigen den 2.4.1917 og den hurtige udrustning og afskibning af betydelige troppestyrker fik afgørende indflydelse på udfaldet af krigen. Efter krigen var Wilson en samlende figur på Versailleskonferencen, og hans forslag om dannelse af Folkenes Forbund blev vedtaget.

Efterkrigstiden, 1920-1929

Deltagelsen i 1. Verdenskrig gav en forsmag på USA's internationale gennemslagskraft. Senatet forkastede imidlertid Versaillestraktaten, i særdeleshed præsident Woodrow Wilsons forslag om et Folkenes Forbund, som ville forpligte USA til at garantere fredsslutningens grænser. Det stod hermed klart, at den amerikanske forfatning ikke var velegnet til et omfattende og permanent udenrigspolitisk engagement. Kongressens sammensætning afspejlede lokale omstændigheder, som kun vanskeligt kunne forenes i en langsigtet politik, når den første patriotiske begejstringsrus havde lagt sig. Spørgsmålet var derfor, om forfatningen var fleksibel nok til at rumme et nyt, stærkt præsidentembede med kontrol over udenrigspolitikken.

Hovedoverskriften til 1920'ernes politik var nostalgisk, et krav om at vende tilbage til det normale, Back to normalcy. Det viste sig efter få års forløb at få en ironisk klang, fordi regeringsapparatet gennemrystedes af en række korruptionsskandaler, som skulle blive et genkommende mønster mod århundredets slutning. I virkeligheden havde det normale fået nye og vide grænser. Normalitet i 1900-t.s intense konkurrence om udnyttelse af organisatoriske og teknologiske resurser blev identisk med en statsmagt i et kontinuerligt krise- og krigsberedskab. Gradvis ændredes forfatningsfortolkningen. Forfatningens primære formål var ikke længere at sætte grænser for regeringsmagten, men at sikre betingelserne for effektive beslutninger.

Depression og New Deal, 1929-41

USA. Fotografi fra New York under den økonomiske verdenskrise i 1932. En del af byens mange arbejdsløse i kø foran et offentligt logihus for at få et gratis julemåltid.

USA. Fotografi fra New York under den økonomiske verdenskrise i 1932. En del af byens mange arbejdsløse i kø foran et offentligt logihus for at få et gratis julemåltid.

Børskrakket i Wall Street i oktober 1929 halverede værdien af de toneangivende aktier. Et par år efter var værdien faldet til en fjerdedel. Der fulgte en endeløs nedskæring af produktion og en arbejdsløshed på omkring en fjerdedel af arbejdsstyrken. Lønningerne halveredes. For samtiden var krisen ejendommelig, fordi den tilsyneladende ikke udsprang af knaphed, men af overskudsproduktion. Til forskel fra Europa, hvor de regerende i århundreder havde prædiket nøjsomhed og knaphed for de mange, havde den amerikanske elite siden 1789 bygget sin politiske særstilling på stadig økonomisk fremgang for brede grupper. Herfra var kun undtaget de sorte, hvor økonomisk håbløshed havde været livets lod i generationer. Der var derfor ingen offentlige understøttelsesordninger, som kunne afbøde en del af det økonomiske chok.

Ved valget i 1932 sejrede demokraten Franklin D. Roosevelt, en patricier fra en af New Yorks ældste familier, over republikaneren Herbert Hoover, som blev gjort ansvarlig for den kummer, som var ved at brede sig i befolkningen. Roosevelt havde i 1921 afbrudt sin politiske karriere som følge af poliolammelse. Ved sin indsættelse midt under en bankkrise, som truede med at ødelægge hele det finansielle system, udtalte han: "Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv". Næste dag erklærede han en slags økonomisk nødtilstand og lukkede bankerne på egen hånd. Med et typisk strøg af ukuelig optimisme blev det kaldt "bankfridag" med en forsikring om, at sunde banker ville genåbne om kort tid. Da det skete lidt over en uge senere, var tilliden til systemet genoprettet, og indsættelserne oversteg kontonedlæggelserne. I de følgende år fulgte en række reformer, herunder en føderal garanti til almindelige småsparere. Her som i mange andre lovgivningsanliggender fremstod Roosevelt som den, der skaffede den jævne amerikaner andel i de samme føderale privilegier, som en af forfatningens fædre, Alexander Hamilton, i sin tid havde sikret overklassen, der i de følgende år omtalte Roosevelt som "personen i Det Hvide Hus", mens jævne folk kaldte ham FDR.

Den samlende betegnelse for reformerne var New Deal, en ny chance. Den politiske meddelelse var, at amerikanerne som flest i det mindste havde del i regeringsmagten — ikke i en splittet lovgivningsmagt eller konservativ Højesteret, men derimod i præsidentembedet. Roosevelt opmuntrede ikke til demokratisk nytænkning, men hans eksempel omdannede præsidentembedet til en slags folkeligt valgt kongedømme. FDR blev valgt til præsident fire gange i træk. I de følgende år udbyggede han det administrative apparat, samordnede føderale regulerende instanser og indbyggede velfærdsfunktioner i den økonomiske politik. I årene op til og under 2. Verdenskrig udvidedes de militære funktioner.

Fra marts til juni 1933, de første hundrede dage, vedtog Kongressen alt, hvad Roosevelt foreslog, næsten uden debat. Foruden en lang række nødhjælpsprogrammer, som imødekom øjeblikkelige behov, skabtes lovgivning, som hjalp almindelige husejere, der var i bekneb for terminen. Tennessee Valley Authority var et stort anlagt inddæmnings- og elektrificeringsprojekt under føderal kontrol, opfulgt i 1935 af føderal teknisk hjælp til mindre landbrug i form af billig elektricitet. Offentlige arbejder blev skabt for mange millioner arbejdsløse, og et skovforbedringsprogram engagerede 21/2 mio. unge mænd i længere perioder. Senere fulgte en arbejdsmarkedspension, som lagde grunden til den amerikanske velfærdsstat. To programmer skulle vise sig særlig kontroversielle, fordi de involverede den føderale stat direkte i kapitalismens beslutningsprocesser. Det ene var AAA (Agricultural Adjustment Administration), som skulle begrænse overproduktion og dermed modvirke faldende priser i landbruget, det andet var NRA (National Recovery Administration), som skulle forsøge det samme inden for industriproduktionen og samtidig sikre arbejdernes ret til kollektive overenskomster. Begge programmer viste sig hurtigt at være til størst fordel for de bedrestillede landbrug og de stærkeste korporationer. Den konservative Højesteret erklærede dem imidlertid for forfatningsstridige i 1935, inden den administrative fiasko stod klar.

Ved valget i 1936 stod Roosevelt dermed over for en mere samlet opposition fra højre. Men også hans folkelige støtte truedes af en række bevægelser, der med blomstrende retorik og enkle forslag søgte at udnytte det nye politiske kommunikationsmiddel, radioen, som FDR selv mestrede med sine kaminpassiarer. Det lykkedes imidlertid at sikre støtte fra fagbevægelsen vha. Wagner Act (se National Labor Relations Board), som garanterede den kollektive forhandlingsret. Efter sit genvalg, som samlede farmere, arbejdere og etniske grupper, herunder afroamerikanske vælgere i Nordstaterne bag Det Demokratiske Parti, søgte Roosevelt at neutralisere Højesteret ved at foreslå en forøgelse af dommernes antal. Samtidig med et kraftigt økonomisk tilbageslag bragte dette ham i stærk modvind i Kongressen. I løbet af kort tid trak en række dommere sig dog tilbage, og i de følgende år gav Roosevelt Højesteret en liberal sammensætning. New Deals økonomiske politik blev imidlertid hverken sikret af Kongressen eller af Højesteret, men af den stigende udenrigspolitiske spænding, som nødvendiggjorde en kraftig oprustning i 1930'ernes slutning.

New Deal i krig

USA. Det japanske overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii den 7.12.1941. Den store røgsky i midten stammer fra det brændende slagskib USS Arizona; de små sorte røgtotter er eksploderende granater fra det amerikanske antiluftskyts. Angrebet førte til at USA trådte ind i 2. Verdenskrig.

USA. Det japanske overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii den 7.12.1941. Den store røgsky i midten stammer fra det brændende slagskib USS Arizona; de små sorte røgtotter er eksploderende granater fra det amerikanske antiluftskyts. Angrebet førte til at USA trådte ind i 2. Verdenskrig.

Kraftige isolationistiske strømninger i Kongressen begrænsede Roosevelts udenrigspolitik til gensidige handelsaftaler, og først i oktober 1937 begyndte han at præge opinionen ved at advare mod diktatorerne i Tyskland og Italien. Efter krigsudbruddet i Europa sikrede han i marts 1941 Vestmagternes mulighed for at låne eller leje amerikanske våben (se Lend-Lease Act). Den japanske ekspansion i Kina og Indokina svækkede de hjemlige isolationister og muliggjorde en olieblokade mod Japan. Den 7.12.1941 angreb Japan den amerikanske flåde for anker i Pearl Harbor på Hawaii. Da Hitler umiddelbart efter erklærede USA krig, stod Roosevelt med de bedste muligheder for at samle nationen og give kampen mod den farligste modstander, Tyskland, en strategisk førsteprioritet.

Den hurtige mobilisering af USA's enorme resurser ændrede det politiske landskab i Washington, D.C. Den hjernetrust af relativt unge akademiske rådgivere, som stod bag New Deals forsøg på at reformere samfundet gennem regulering, velfærdsprogrammer og antimonopollovgivning, blev hurtigt afløst af en ny gruppe administratorer, som hentedes fra direktionskontorerne i de store koncerner. Resultatet blev et gigantisk planøkonomisk eksperiment, som bandt militæret og storindustrien sammen som statens magtgrundlag. Store føderale investeringer i videnskab og teknologi, fx i udviklingen af atomvåben, markerede en ny rolle for videnskabelig uddannelse og forskning i statsmagtens regi. Den organiserede fagbevægelse blev en tøvende medspiller, der snart så sig udmanøvreret med pålæg om løntilbageholdenhed og afskrivning af strejkeretten.

Udrustningen af ca. 15 mio. soldater skabte helt nye industrier og stor efterspørgsel efter arbejdskraft. To grupper, kvinder og afroamerikanske arbejdere, som havde spillet en marginal rolle i New Deal-programmerne i 1930'erne, fik nu fodfæste på arbejdsmarkedet. Ca. 1,2 mio. sorte landarbejdere strømmede fra Syden til industricentrene i det nordøstlige og vestlige USA, og under trussel om at iværksætte en March til Washington gennemtvang de et forbud mod racediskriminering i industrier, som arbejdede for regeringen. Lidt over 900.000 sorte kom under krigen i uniform og begyndte at blive konfronteret med indgroet diskrimination i de væbnede styrker. Det føderale bureaukrati tredobledes til 3,4 mio. funktionærer. Samtidig svingede den politiske balance i Kongressen imidlertid til højre, og Roosevelt vandt en mere beskeden valgsejr i 1944.

USA førte 2. Verdenskrig som en industriel udmattelseskrig, der ved hjælp af omfattende bombardementer af områder bag fronten skulle svække modstandernes produktionskapacitet og forsyningslinjer. Denne strategi, som kan føres tilbage til Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65), påførte den tyske og den japanske civilbefolkning store tab, inden landtropperne blev sat ind. Amerikanske soldater foretog landgang i Marokko i nov. 1942, på Sicilien i juli 1943, og general Dwight D. Eisenhower, Roosevelts foretrukne general, ledede Invasionen i Normandiet 6.6.1944. De japanske forbindelseslinjer over hav var langt mere sårbare for angreb end det europæiske jernbanenet, og efter at den japanske fremrykning var standset i Slaget ved Midway i 1942, sikrede den amerikanske flåde sig i kamp fra ø til ø i det vestlige Stillehav en række flyvepladser, hvorfra det japanske hovedland snart kunne udbombes. USA's teknologiske overlegenhed tvang Japan til overgivelse efter anvendelse af to atombomber over Hiroshima og Nagasaki hhv. 6. og 9. august 1945.

Roosevelts efterfølgere, 1945-68

USA. Syngman Rhee med frue på besøg i Det Hvide Hus, 27.7.1954. Th. præsident Eisenhower med frue; foran parrene står Eisenhowers tre børnebørn.

USA. Syngman Rhee med frue på besøg i Det Hvide Hus, 27.7.1954. Th. præsident Eisenhower med frue; foran parrene står Eisenhowers tre børnebørn.

Roosevelts død i april 1945 gav vicepræsident Harry S. Truman det uhyre ansvar at afslutte en krigsindsats, som han kun havde begrænsede erfaringer med. Allerede på Potsdamkonferencen i juli og august 1945 stod det klart, at konfrontation snarere end samarbejde ville præge efterkrigstidens forhold til USSR. Begrebet den kolde krig blev en almindelig betegnelse for containment, dvs. en politisk inddæmning af de kommunistiske regimer i Østeuropa og efter 1949 af Kina. Den anspændte situation indsnævrede forskellene mellem de to store partier, Demokraterne og Republikanerne. New Deals forening af regulering, velfærd og militært beredskab til at varetage globale sikkerhedsinteresser forudsatte en stærk føderal statsmagt. Både Trumans præsidentperiode 1945-53 og republikaneren, tidligere general Eisenhowers (1953-61) befæstede de rammer, som var udstukket af Roosevelt. Præsidenterne John F. Kennedy (1961-63) og Lyndon B. Johnson (1963-69) søgte hver på deres måde at udvide New Deal-rammerne.

Roosevelts plan om en overnational organisation, FN, som kombinerede en generalforsamling af menige nationer med en stærk udøvende magt bestående af stormagter (Sikkerhedsrådet), blev hurtigt svækket af den ideologiske og militære konfrontation mellem USA og Sovjetunionen. Med Trumandoktrinen og Marshallplanen, som lovede militær og økonomisk støtte til europæiske lande, der ansås for truet af USSR, søgte Truman og senere Eisenhower at videreføre Roosevelts planer i en alternativ form. Uden at forlade FN opbyggede USA en række militære organisationer, NATO (1949) for Vesteuropas vedkommende, SEATO (1954-77) for Sydøstasien og OAS (1948) for stater i Nord-, Syd- og Mellemamerika, alliancer, som i det væsentlige var under præsidentens kontrol. Disse alliancer, som forpligtede USA til sikkerhedspolitiske garantier over for store dele af kloden, kombineredes med nedbrydning af handelsmæssige barrierer og garantier for amerikanske korporationer. Inddæmningspolitikken samlede den frie verden under USA's militære, økonomiske og ideologiske ledelse.

Opbygningen af et udenrigspolitisk traktatsystem, som domineredes fra præsidentembedet med dets samlende diplomatiske og militære funktioner, fik vidtgående konsekvenser for den traditionelle forbundsstat og dens forhold til delstaterne. Sydstaterne, som fastholdt skarp raceadskillelse, understøttet af intimidering og terror, blev en indlysende belastning for en supermagt, som andetsteds i verden kæmpede for menneskerettigheder og frihed. En række kulturelle og sociale normer fastholdt regionen i økonomisk stagnation. Her kom den føderale Højesteret snarere end præsidenten eller Kongressen, hvor Sydstaterne systematisk kunne blokere lovgivning på raceområdet, til at spille en afgørende rolle. Indledende skridt til raceintegration var taget under 2. Verdenskrig og fulgt op af Trumans integrering af de væbnede styrker.

Under forsæde af Earl Warren, Eisenhowers nyudnævnte højesteretspræsident, erklærede retten i 1954, at raceadskillelse i skolesystemet var forfatningsstridigt. Højesteret pålagde præsidentembedet om fornødent med magt at gennemtvinge dybtgående ændringer i Sydstaterne. Retsgrundlaget for denne omvæltning af det føderale system var en ændring af forståelsen af de ti første forfatningstilføjelser i lyset af den 14. forfatningstilføjelse, som efter borgerkrigen garanterede alle borgere uanset race lige retsvilkår og lige politiske vilkår. Forbundsforfatningen blev hermed borgernes værn mod forskelsbehandling i delstaterne. Højesterets beskyttelse af den enkelte blev udstrakt i flere retninger, fx til retssikkerhed for anklagede (Miranda vs. Arizona, 1966, se Miranda-warning), forbud mod at afholde bøn i offentlige skoler (1963) og kvinders ret til abort (Roe vs. Wade-sagen, 1973) i forlængelse af retten til privatliv (Griswold vs. Connecticut, 1965).

New Deal-erfaringen med et bredere folkeligt reformprogram, som blev delvis tilsidesat med militær mobilisering, blev gentaget to gange. Trumans indenrigspolitiske program, Fair Deal, som skulle sikre fuld beskæftigelse, offentlig sygesikring og større føderal hjælp til skole og uddannelse, blev rendt over ende af Koreakrigen (1950-53). Eisenhowers efterfølger, præsident John F. Kennedy (1961-63) fra Det Demokratiske Parti, lancerede New Frontier, som havde både en indenrigs- og en udenrigspolitisk side. USA støttede en mislykket kontrarevolution på Cuba, senere fulgte konfrontationen med USSR under Cubakrisen, og endelig påbegyndtes et rumkapløb, der i 1969 bragte det første menneske til Månen. Efter mordet på Kennedy i 1963 lancerede præsident Lyndon B. Johnson (1963-69) programmet Great Society, som iværksatte væsentlige udvidelser af New Deals rammer for socialpolitik, herunder en sundhedsreform for de ældre og en krig mod fattigdommen sammen med en ligeretslovgivning, som endeligt åbnede stemmelokalerne i Syden for afroamerikanske borgere. Johnsons sociale reformprogrammer blev dog snart politisk opslugt og økonomisk udsuget af Vietnamkrigen (1964-75).

På denne baggrund opstod nye politiske bevægelser i udkanten af eller uden for det politiske partisystem. Arbejderbevægelsen, som havde spillet en aktiv rolle i 1930'erne, var stækket med Taft-Hartley Labor Relations Act (1947), som indførte føderal regulering af fagbevægelsen. De to bevægelser, der fik størst gennemslagskraft, tog udgangspunkt i protest snarere end reform. De kom fra den mindst begunstigede gruppe, nemlig sorte amerikanere, og fra den mest begunstigede gruppe, unge studerende, som i kraft af samfundets teknificering og økonomiske udvikling var udset til at indtage privilegerede stillinger som mellemledere i den nye verdensmagt.

Der var en væsentlig sammenhæng mellem de to bevægelser. Mange studerende, som i 1964 demonstrerede for Free speech på Berkeley University ved San Francisco, havde deltaget i arbejdet for at bekæmpe raceundertrykkelsen i Sydstaterne. Studerende, som arrangerede sit-in-strejker i protest mod Vietnamkrigen, havde lært af sorte collegestuderende, som i 1960 i Greensboro, North Carolina havde nægtet at flytte sig fra cafeteriadisken, før de var blevet betjent. Hele aktionsformen, civil ulydighed, hvis idé var åben udfordring af magt og myndigheder i de politiske rettigheders navn, var inspireret af sort modstandskultur, hvis bedst kendte fortaler var Martin Luther King. Protestbevægelserne reflekterede en demokratisering, som genkaldte revolutionens kamp mod den britiske statsmagt. Protest var et projekt, som åbnede det politiske rum for nye aktører, nye handlingsformer og nye måder at opleve politik på.

Statssystemet i krise, 1968-1980

USA. Gerald Ford overtog præsidentposten efter Richard Nixon med ordene: Nationens lange mareridt er overstået. Foto fra 1974.

USA. Gerald Ford overtog præsidentposten efter Richard Nixon med ordene: Nationens lange mareridt er overstået. Foto fra 1974.

1968 kom til at stå som en dramatisk modpol til 1929. Hvor det økonomiske sammenbrud i 1929 udløste en politisk krise, blev krisen i 1968 udløst af et militært forspil, et storstilet angreb på amerikanske baser overalt i Sydvietnam. Angrebet, som i vidt omfang blev filmet og fjernsynstransmitteret verden over, vendte 2. Verdenskrigs billeddækning på hovedet. Menige amerikanske soldater fremstod ikke længere som befriere, men som undertrykkere i et fjernt land med en fremmed kultur, som kæmpede med dødsforagt mod USA's enorme teknologiske overmagt.

Hele det militær-industrielle og højteknologiske kompleks og dets tætte sammenhæng med universiteterne, fx gennem forskningsprojekter og rekruttering af reserveofficerer, blev draget ind i den politiske kritik af Vietnamkrigen. Også afroamerikanernes forhold blev hægtet sammen med USA's undertrykkelse af national selvbestemmelsesret i den tredje verden. Massive uroligheder på mange universiteter efterfulgtes af blodige ghettoopstande, da Martin Luther King blev myrdet 4.4.1968. Kort efter blev Robert F. Kennedy, som stillede sig kritisk til en fortsættelse af Vietnamkrigen, myrdet som sin bror fem år tidligere. Under Det Demokratiske Partis konvent i Chicago transmitteredes et politiopgør med demonstranter i gaderne sideløbende med klip fra forhandlingerne i kongressalen.

Valget bragte republikaneren, tidligere vicepræsident Richard M. Nixon til magten. Nixon indså sammen med guvernøren i Californien, Ronald Reagan, at polariseringen i amerikansk politik kunne benyttes dels til at konsolidere kontrollen med Sydstaterne, dels til at gøre indhug i arbejderstemmerne i Nordstaternes byer. Statsmagten søgte en aktiv konfrontationspolitik med de studerende på de højere læreanstalter, som i foråret 1970 protesterede mod udvidelsen af Vietnamkrigen med invasion i Cambodja og i 1971 med invasionen i Laos.

1968-80 blev præsidentembedets kriseår, markeret ved en systematisk folkelig ydmygelse af siddende præsidenter. Siden Franklin D. Roosevelts dage havde en siddende præsident syntes sikker på genvalg. Johnson var imidlertid tvunget til at opgive at forsvare sin Vietnampolitik i 1968. Nixon blev genvalgt med stort flertal i 1972, men havde allerede kompromitteret sig dybt under valgkampagnen. I august 1974 trådte han tilbage efter den omfattende Watergatesag, der afslørede en politisk korruption og kynisme i Det Hvide Hus af uhørte dimensioner. Nixons efterfølger, Gerald Ford, blev vraget af vælgerne i 1976, og demokraten Jimmy Carter blev ydmygende slået i 1980 af republikaneren Ronald Reagan, et mønster, som kunne tydes som en rituel ofring af republikkens højeste magtsymbol. Hertil kom et stort handelsunderskud, en høj inflation, en arbejdsløshed på op mod 10%, stigende sociale udgifter og et stort budgetunderskud. En atomulykke på Three Mile Island drog hele det højteknologiske apparat i tvivl, en ydmygende gidselaffære i Teheran, der strakte sig fra november 1979 til januar 1981, skabte blandt konservative usikkerhed om, hvorvidt USA havde politisk rygrad til at indfri sine internationale forpligtelser.

Reaganomvæltningen, 1981-1989

USA. Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i Reykjavík i 1986, hvor de mødtes om at afslutte den kolde krig.

USA. Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i Reykjavík i 1986, hvor de mødtes om at afslutte den kolde krig.

Krisen fremstilledes systematisk og indtrængende gennem medierne som et spørgsmål om at redde ikke demokrati, ikke engang en folkelig regeringsform, men en handlekraftig stat. Republikaneren Ronald Reagan førte sin valgkampagne i 1980 som et spørgsmål om at befri staten for de mange forpligtelser, der var påført den af velfærdsprogrammer, regulering af arbejdsmarked og miljølovgivning. De økonomiske problemer skyldtes overbeskatning og offentligt forbrug. Reagan fremholdt, at en stærkere statsmagt kunne bygges på det frie initiativ og en regering holdt i kort snor. "Regeringen", fremholdt han, "er ikke en del af løsningen, men en del af problemet" for USA.

Hermed præsenterede Reagan og hans efterfølger, George Bush, en ny form for konservatisme, der hurtigt vandt indpas ikke alene i Det Republikanske og Det Demokratiske Parti, men også i nyhedsformidlingen, der i 1980'erne og 1990'erne samlede den politiske nyhedsformidling og -fortolkning på stadig færre hænder. Historisk havde konservatismen været skeptisk over for dramatiske samfundsændringer, der truede nedarvede privilegier, religiøs tro, vaner og ærbødighed for etablerede institutioner; reaganismen viste sig i stand til at kombinere nostalgiske henvisninger til et præindustrielt Amerika med en bekendelse til intensive og kapitalstærke teknologiske forandringsprocesser.

Både indenrigs- og udenrigspolitisk tog det sig ud, som om statsmagten var i færd med at styrke sin handlekraft ved at vælge nye forbundsfæller, fx de højere indkomstgrupper i stedet for de lavere, virksomhedsledere i stedet for fagforeninger og teknologisk fremskridt i stedet for brede uddannelsesreformer. En ny føderalisme sigtede på at overlade mange sociale programmer til enkeltstaterne og samtidig binde store koncerner og stærke nationale interessegrupper tættere til staten. Det ydre symbol herpå var oprettelsen af tusindvis af repræsentationer og lobbyfirmaer i Washington, D.C. Formålet hermed var at sætte indflydelsesrige firmaer og grupper i mere personlig forbindelse med regeringsrepræsentanter og kongresmedlemmer. Hvor USA's liberale kultur tidligere havde lagt hovedvægt på åben og offentlig forhandling, kan den nye praksis beskrives som en stigende tiltro til underhandling i informelle netværk, evt. suppleret med støtte fra PR-bureauer, som viste sig i stand til at rejse bølger i opinionsmålingerne. Regler for støtte til partier og kandidater var lavet om i 1974 som følge af Nixonadministrationens ulovligheder. De nye regler muliggjorde en mere systematisk og kontant investering i valgkampagner. I realiteten var det derfor ikke nødvendigvis statsmagten, som valgte sig nye forbundsfæller, men de stærkeste og bedst organiserede grupper i det civile samfund, som valgte sig en ny stat.

Et sådant mønster kunne også iagttages i den amerikanske udenrigspolitik, hvor genopbygning af militærets prestige og kapacitet blev et hovedanliggende efter Vietnamkrigens afslutning i 1975. Reaganadministrationen var ligesom Nixon parat til at kappe forbindelsen til belastende klientstater. Beslutningen om at sende tropper til Libanon i 1983 for at stabilisere situationen blev hurtigt omgjort efter et terrorangreb, som dræbte 260 marinere. I stedet sendtes en overvældende styrke til Grenada, en lille caribisk ø, hvis regering mistænktes for at være under cubansk indflydelse. Som det blev klarlagt under Iran-contra-affæren, var et kodeord for udenrigspolitisk planlægning nu credible deniability, evnen til troværdig benægtelse af en hemmelig indsats i strid med offentlige udtalelser og offentlig lovgivning. Den enkle ideologiske konfrontation mellem frihed og tyranni, som havde været et hovedtema under den kolde krig, var ved at være afløst af langt mere komplekse og indbyrdes modstridende hensyn.

Efter Reagan

USA. 
Fredsaftale for Mellemøsten underskrives i Washington, 1993. Fra venstre Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yassir Arafat.

USA. Fredsaftale for Mellemøsten underskrives i Washington, 1993. Fra venstre Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yassir Arafat.

Sovjetunionens opløsning styrkede militærets rolle yderligere. Reagans afløser, præsident George Bush (1989-93), greb ind i Panama i 1989, og med Golfkrigen i 1991 understregedes USA's evne til at forene både europæiske og arabiske lande mod Irak, som 1990 havde invaderet det olierige Kuwait. Resultatet blev en triumf for højteknologisk krigsførelse. Trods sejren over Irak tabte Bush valget i 1992 til den demokratiske guvernør i Arkansas, Bill Clinton, som gjorde Bush-årenes svækkelse af økonomien til valgets hovedtema. Valgresultatet afspejlede ikke et skifte i det politiske klima, men, som i 1912, tilstedeværelsen af en tredje kandidat, den uafhængige H. Ross Perot, som sikrede sig 19% af stemmerne, de fleste antagelig hentet fra Det Republikanske Parti. Clinton var en new democrat, som havde både medietække og en organisation, der havde lært meget af Republikanernes brug af ny valgkampsteknik, mediekontrol (spin) og kampagneindsamling hos erhvervsinteresser. Clinton selv og hans vicepræsident, Al Gore, stod politisk tæt på de tungeste interesseorganisationer, mens Clintons kone, Hillary Clinton, markerede en tættere forbindelse til græsrodsbevægelser og organiserede minoritetsgrupper med rødder tilbage i 1960'erne.

Historisk oversigt
ca. 60.000-35.000 f.Kr.indianernes forfædre indvandrer fra det nordøstlige Asien
ca. 700 f.Kr.-500 e.Kr.Adena- og Hopewellkulturer udbredt i det østlige og midtvestlige Nordamerika
ca. 300 f.Kr.-1350 e.Kr.Hohokamkulturen i sydvest udvikler et kunstvandingsagerbrug; Mogollonkulturen udbredt i bjergområdet i det nuværende New Mexico og Arizona
ca. 100 f.Kr.-1300 e.Kr.Anasazikulturen; jordbrugskultur og senere bykultur i det sydvestlige Nordamerika; hopi og puebloindianerne regnes for deres efterkommere i dag
ca. 1000Leif den Lykkelige ankommer fra Grønland til Newfoundland
1500-t.Spanien etablerer sig i Mexico og Mellemamerika
1600-t.de sydvestlige dele af Nordamerika kommer under spansk herredømme; engelsk og fransk kolonisation i den østlige del af Nordamerika
1607i Jamestown, Virginia oprettes den første permanente britiske koloni i Nordamerika
1754-63Den Fransk-indianske Krig; det britiske herredømme i Nordamerika udvides med de franske kolonier øst for Mississippi og Canada
1775-83Den Amerikanske Revolution; Storbritannien anerkender USA's selvstændighed ved Parisfreden 1783
1776uafhængighedserklæring af de 13 britiske kolonier; året efter udformes Konføderationsartiklerne, USA's første forfatning
1789den nuværende forfatning skabes; George Washington indsættes som USA's første præsident
1791Bill of Rights tilføjes forfatningen
1803med Louisianakøbet fra Frankrig fordobles USA's territorium
1804slaveriet afskaffes i Nordstaterne
1812-14Den Amerikansk-engelske Krig
1819USA køber Florida af Spanien
1820Missourikompromiset vedtages
1823Monroedoktrinen udformes; USA erklærer Nord- og Sydamerika for sin indflydelsessfære
1845Texas indlemmes som den 28. stat
1846-48Den Mexicansk-amerikanske Krig; Mexico afstår Californien, Arizona og Nevada og det meste af New Mexico til USA
1861-65Den Amerikanske Borgerkrig; 1863 proklamerer Lincoln slavernes frigivelse i Sydstaterne; Lincoln myrdes i 1865
1862Homestead Act vedtages
1867USA køber Alaska af Rusland
1898Den Spansk-amerikanske Krig; USA erhverver Filippinerne, Guam og Puerto Rico; Cuba kommer under USA's dominans
1900Hawaii bliver amerikansk territorium
1917USA køber Dansk Vestindien for 25 mio. dollar; USA træder ind i 1. Verdenskrig
1929børskrakket indleder 1930’ernes depression
1933New Deal-reformprogrammet iværksættes
1941Lend-Lease Act vedtages; USA opgiver sin neutralitet; USA træder ind i 2. Verdenskrig efter Japans angreb på Pearl Harbor 7/12
1945Amerikanske atombomber over Hiroshima og Nagasaki; USA bliver stiftende medlem af FN
1947Trumandoktrinen formuleres; Marshallplanen offentliggøres som et økonomisk genopbygningsprogram for Europa
1949USA deltager i oprettelsen af NATO
1950-53Koreakrigen; USA leder formelt FN-aktionen mod Nordkorea
1954Højesteret erklærer raceadskillelse i skolesystemet forfatningsstridigt
1962Cubakrisen
196322/11 bliver John F. Kennedy skudt i Dallas, Texas
1964Great Society-reformprogrammet lanceres; USA indleder kamphandlinger i Vietnam efter Tonkinbugtresolutionen
1968Martin Luther King bliver skudt 4/4 i Memphis, Tennessee; 5/6 myrdes Robert Kennedy i Los Angeles
1969USA gennemfører den første bemandede månelanding
1970-71USA udvider Vietnamkrigen ved at invadere Cambodja og Laos
1973for USA afsluttes Vietnamkrigen i januar med fredsaftalen i Paris; to måneder senere forlader den sidste amerikanske soldat Vietnam
1974præsident Richard M. Nixon træder tilbage som følge af Watergateskandalen
1983USA invaderer Grenada
1986Iran-contra-affæren
1987USA og Sovjetunionen underskriver INF-traktaten om begrænsning af kernevåben
1989USA invaderer Panama
1991USA leder de internationale styrker i Golfkrigen
1998præsident Bill Clinton frifindes i rigsretssagen mod ham
1999USA deltager i NATOs bombardement i Kosovo
2000ved præsidentvalget 7.11.2000 blev der for første gang siden 1888 udpeget en præsident, republikaneren George W. Bush, som havde modtaget færre afgivne stemmer end modkandidaten, demokraten Al Gore. Årsagen hertil var USA's særlige valgmandssystem
2001terrorangreb den 11. september på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, DC. En amerikansk ledet koalition angriber Afghanistan og tvinger Talebanstyret fra magten
2003USA invaderer Irak
2008Barack Obama vinder som den første afroamerikaner et amerikansk præsidentvalg
2010sundhedsreformen Affordable Care Act ("Obamacare") gennemføres
2016byggekongen og reality-tv-stjernen Donald Trump vinder præsidentvalget

Clinton var også i 1996 en stærk præsidentkandidat, men som regeringsleder forvirrede han ofte traditionelle demokratiske vælgergrupper ved sine angreb på velfærdslovgivningen, samtidig med at han sammensvejsede sine modstandere. Anført af den religiøse republikanske højrefløj fremstilledes Clinton som et djævelsk symbol på umoral og nydelsessyge, en legemliggørelse af 1960'erne, hvor folket havde svigtet statsmagten. Clintons modstandere havde endog svært ved at tilgive ham en lang og stabil økonomisk fremgang, som faldt sammen med økonomisk afmatning hos økonomiske konkurrenter som Tyskland og Japan. Arbejdsløsheden faldt drastisk, og for første gang i en generation tegnede det til overskud på statsbudgettet og afvikling af den enorme statsgæld, som var opsamlet under Reagan.

Clintons præsidentperioder demonstrerede overbevisende, at den statsmagt, som var planlagt af Nixon, indført af Reagan og konsolideret af Bush, nu kunne bestå også under en præsident fra Det Demokratiske Parti. Clinton videreførte en udenrigspolitik, som fortsatte et højt beredskabsniveau og store investeringer i ny militær teknologi. Han fortsatte bombeafstraffelsen af Irak og tøvede med at involvere amerikanske tropper i længerevarende engagementer. Han trak sig hurtigt ud af Somalia i 1993, men udbyggede NATO og bandt amerikanske tropper i Bosnien i 1996 og Kosovo 1999.

Indenrigspolitikken prægedes af en forbitrelse, som endog var i stand til at lamme regeringsførelsen. Clintons væsentligste reformplan var et forslag om sygesikring, der skulle garantere lægehjælp til alle borgere ved at forene private sygeforsikringer med føderal priskontrol. Skønt de største forsikringsforetagender oprindelig støttede idéen, begyndte snart en modagitation, som animerede republikanske kerneinteresser. Resultatet blev et ydmygende nederlag, som registreredes ved midtvejsvalgene i 1994, da Republikanerne fik majoritet i begge Kongressens kamre i kraft af et omfattende privatiseringsprogram, Kontrakt med Amerika.

Den anden episode fulgte omkring årsskiftet 1995. Den republikanske majoritet, disciplineret af formanden i Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich (f. 1943), følte sig stærk nok til at nægte vedtagelsen af statsbudgettet for 1996, en begivenhed uden fortilfælde. Gingrich proklamerede midlertidig lukning af regeringen, en sigende kontrast til Franklin Roosevelts bankfridag omkring 60 år tidligere. Balance på budgettet blev et konservativt kodeord for at nedskære offentlige sociale ydelser, som New Deal havde institutionaliseret.

Den tredje lammelse tog form af rigsretsundersøgelser af præsidenten for at have løjet om sit forhold til en sekretær, Monica Lewinsky (f. 1973). Sagen, som forudsigeligt endte med præsidentens frifindelse, fandt sted kort efter midtvejsvalget i 1998, da republikanerne trods mindre tilbagegang fastholdt flertallet i Kongressen. Alle tre forløb gik imidlertid langt ud over partipolitiske skærmydsler. De anførtes af en republikansk højrefløj, der beskrev sig selv som en revolution rettet mod New Deal-politikkens inddragelse af brede grupper — fattige, minoriteter og uddannelsessøgende.

Den nye stat, hvis væsentligste grundpiller var en konkurrencedygtig økonomi, et stærkt militær og en centraliseret mediestruktur, stod ved årtusindskiftet med ubestridt global ledelse. Med rette så USA sig selv som 1900-t.s væsentligste forsvarer af liberale styreformer og et frit marked imod totalitære styrer. Det nye magtgrundlag rummede imidlertid ikke megen plads til folkelig deltagelse, og det repræsentative politiske system ændredes fra valgkampe med intensiv brug af billig eller frivillig arbejdskraft til kapitalintensive mediekampagner. Trods lettere adgang til valgregistrering og trods store investeringer i tv-annoncer i 1990'erne fandt kun ca. halvdelen af vælgerne det umagen værd at deltage i præsidentvalg, og kun lidt over 1/3 at deltage i midtvejsvalg.

Terror og krig

Skønt foragtet og dæmoniseret af sine politiske modstandere kunne Bill Clinton efter otte år på præsidentposten forlade Det Hvide Hus med gode meningsmålinger. Efterfølgeren, George W. Bush, der i et af de mest omstridte valg i amerikansk historie havde besejret Clintons vicepræsident, Al Gore, havde præsenteret sig for vælgerne som en midtsøgende republikansk politiker. Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at den nye præsident ideologisk befandt sig på højrefløjen i sit parti. Bush sammensatte en regering domineret af tidligere direktører, hvoraf flere — som præsidenten selv — kom fra olieindustrien. Omfattende skattelettelser, øget energiforsyning, lempelser af miljølovgivning og anden statslig kontrol af erhvervslivet samt en skolereform stod øverst på den indenrigspolitiske dagsorden, mens opbygningen af et såkaldt missilskjold, SDI, og en begrænsning af USA's internationale forpligtelser dominerede regeringens udenrigspolitik. Sidstnævnte målsætning manifesterede sig bl.a. i afvisning af en række internationale konventioner om klima og våbenkontrol. Mens forholdet til en række traditionelle allierede, heriblandt de øvrige NATO-lande, blev mere spændt, knyttede USA stærkere bånd til nye strategiske partnere, først og fremmest Rusland. Efter en ensidig amerikansk opsigelse af ABM-traktaten i december 2001 enedes præsidenterne fra de to lande i maj 2002 om en omfattende nedskæring af atomarsenalerne.

Den 11. september 2001 blev USA ramt af verdens hidtil blodigste terrorhandling. Det ændrede med et slag den politiske dagsorden i USA. Bush-regeringen gjorde nu bekæmpelse af den internationale terrorisme og styrkelse af den nationale sikkerhed til sine vigtigste politiske målsætninger. Forsvarsbudgettet, som oprindelig skulle have været beskåret, blev i stedet voldsomt forøget. Den militære del af kampen mod terrorismen blev indledt måneden efter, da USA sammen med en række allierede angreb mål i Afghanistan, hvor det fundamentalistiske Talebanstyre husede al-Qaeda-netværket. Se også Afghanistan.

Efter nedkæmpelsen af Talebanstyret rettede den amerikanske regering opmærksomheden mod Irak, som den anklagede for fortsat fremstilling af masseødelæggelsesvåben og medvirken til terrorisme. Forsøget på at skabe bred international opbakning til et evt. militært angreb på landet lykkedes imidlertid ikke, skønt en række lande, heriblandt Storbritannien, Spanien, Polen og Danmark bakkede op om den hårde amerikanske linje over for Irak og muligheden for et amerikansk-britisk angreb.

Afsløringerne af alvorlige forsømmelser hos forbundspolitiet FBI og efterretningstjenesten CIA op til terrorangrebet var medvirkende til, at præsident Bush i sommeren 2002 præsenterede planerne for den største omstrukturering af det føderale bureaukrati siden begyndelsen af den kolde krig. En lang række offentlige myndigheder med ca. 170.000 ansatte skulle fremover arbejde under et nyt sikkerhedsministerium, Department of Homeland Security. Det gjaldt dog ikke CIA og FBI, som skulle have øgede beføjelser til overvågning og aflytning.

Den økonomiske recession efter 2001 og finansskandalerne i nogle af landets største selskaber blev i den offentlige debat suppleret af sager fra præsidentens og vicepræsident Dick Cheneys fortid som virksomhedsledere. Skønt præsident Bush i sommeren 2002 fortsat havde stor opbakning i meningsmålingerne, begyndte den økonomiske nedtur og en ophedet debat om etik blandt lederne i USA's store virksomheder at tære på populariteten.

Efter en særdeles aktiv indsats fra præsident Bush, lykkedes det i november 2002 hans parti, det Republikanske Parti, at erobre flertal i begge Kongressens kamre. Den amerikanske økonomi var fortsat svækket, hvilket under normale omstændigheder ville tale for en tilbagegang for præsidentens parti, men "krigen mod terror" var fortsat det dominerende tema på den politiske dagsorden, og George W. Bush brugte effektivt sin status som "krigspræsident" til at styrke sit parti. Erobringen af Kongressen lettede til gengæld vejen for præsidentens konservative reformer, herunder flere store skattelettelser.

Udenrigspolitisk var ønsket om at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak fortsat et centralt mål for Bush-regeringen. Trods alvorlige splittelser mellem USA's og en række af dets traditionelle allierede i Europa, og trods et manglende mandat fra FNs Sikkerhedsråd, angreb styrker under amerikansk ledelse Irak, den 20. marts 2003. Den 1. maj erklærede præsidenten de egentlige kamphandlinger for afsluttede.

Det skulle imidlertid vise sig langt sværere at sikre freden i Irak. Det efterfølgende kaos, fortsatte amerikanske tab, samt den omstændighed, at man ikke fandt nogen masseødelæggelsesvåben i landet, undergravede efterhånden støtten til krigen i den amerikanske befolkning. Tre år senere var der stadig omkring 150.000 amerikanske soldater i Irak, volden var endnu ikke aftaget, og faren for en egentlig borgerkrig mellem landets forskellige etniske og religiøse grupperinger var overhængende.

Da amerikanerne gik til præsidentvalg i november 2004 var de politiske fronter trukket hårdt op. Præsident Bushs demokratiske modpart var Senator John F. Kerry fra Massachusetts. Spørgsmål om religionens rolle i det politiske liv, landets økonomiske kurs, miljøspørgsmål, og ikke mindst USA's rolle og anseelse i det internationale samfund, gav begge de store partier og deres vælgere en fornemmelse af, at meget stod på spil. Aldrig tidligere har så mange amerikanere stemt ved et valg.

I sidste ende sikrede de dominerende spørgsmål om varetagelsen af den nationale sikkerhed præsident George W. Bush en snæver sejr og dermed fire år mere i Det Hvide Hus. Han så sejren som et mandat til en række større indenrigspolitiske reformer, først og fremmest en delvis privatisering af folkepensionen (Social Security). Modstanden mod denne reform viste sig imidlertid at være massiv. Nederlaget blev begyndelsen på en lang periode med belastende politiske sager, blandt andet om embedsmisbrug blandt nogle af præsidentens nærmeste medarbejdere og om efterretningstjenesten NSA's ulovllige aflytninger af amerikanske borgere. Samtidig måtte præsident Bush se en støt faldende kurve i sine meningsmålinger. Blandt de begivenheder som tærede hårdest på populariteten var de føderale myndigheders famlende håndtering af de voldsommer følger af orkanen Katrina i august 2005.

I efteråret 2008 stod det klart, at USA ydermere befandt sig i en alvorlig økonomisk krise. Faldende huspriser og dårlige lån førte til en finanskrise, hvor flere af de store banker på Wall Street bukkede under, og staten måtte træde til med et tilskud på 700 mia. dollars for at redde banksektoren. Mange virksomheder gik fallit, og arbejdsløsheden begyndte at stige kraftigt. Der blevet stillet alvorlige spørgsmål ved den hidtil førte økonomiske politik. Krisen forstærkede utilfredsheden med Bush-regeringen, og ved valget i november 2008 vandt Demokraternes kandidat, Barack Obama, overbevisende over den Republikanske kandidat, John McCain. Obama blev dermed første afroamerikaner, der vandt et amerikansk præsidentvalg. Ved sin indsættelse i januar 2008 stod Obama over for kolossale udfordringer: to uafsluttede krige og den alvorligste økonomiske krise siden 2. Verdenskrig.

Obama-årene

Efter sin tiltrædelse fik præsident Obama vedtaget lovgivning, der yderligere skulle stimulere den betrængte amerikanske økonomi og redde arbejdspladser, bl.a. i den hårdt trængte bilindustri. Alene her lykkedes det med offentlige lån (som senere alle blev betalt tilbage) at redde omkring 1,5 millioner arbejdspladser. Det var dog et langt sejt træk at få den amerikanske økonomi på fode igen. USA havde i tiden op til Obamas indsættelse mistet omkring 800.000 arbejdspladser om måneden, og inden denne negative spiral blev vendt, havde omkring 8 millioner amerikanere mistet jobs. Mange måtte også se deres opsparing skrumpe, og millioner måtte erkende, at deres hus var mindre værd end den gæld, de havde i det. Derfor vakte det hos mange også en særlig vrede, at finanssektoren, hvor krisen var begyndt, kom hurtigst ud af den med hjælp fra den føderale regering. Da udviklingen vendte, kom USA til at opleve 83 måneder med ubrudt økonomisk vækst under præsident Obama. Det var den hidtil længste vækstperiode i nationens historie, om end væksten var beskeden. For flertallet af amerikanere var det først i de sidste par år af Obamas embedsperiode, at deres realløn atter steg markant.

Obama-årene blev – som årene forud – præget af en stærk politisk polarisering. Trods præsident Obamas udtrykte ønske om at bringe partierne sammen, blev den Republikanske opposition snarere radikaliseret efter hans indsættelse. Et særligt markant nyt fænomen på højrefløjen var den såkaldte Tea Party-bevægelse, der protesterede mod, hvad den betragtede som overdreven statslig indblanding i økonomien. Bevægelsen gik især efter midtsøgende Republikanere i Kongressen og medvirkede dermed til at skubbe partiet yderligere mod højre. En af konsekvenserne var en række konfrontationer mellem præsidenten og Republikanerne i Kongressen, der nægtede at forhøje det såkaldte gældsloft, så USA kunne betale sine kreditorer, medmindre de til gengæld fik kraftige beskæringer af en række offentlige udgifter. Denne usædvanlige politiske gambling på grund af penge, som Kongressen selv havde bevilget og anvendt, resulterede blandt andet i, at USA’s kreditværdighed blev nedgraderet.

På trods af, at den Republikanske leder i Senatet erklærede, at hans primære politiske målsætning var at forhindre præsident Obamas genvalg, besejrede denne ikke desto mindre den Republikanske præsidentkandidat Mitt Romney i november 2012. Kampen mellem præsidenten og den Republikanske opposition i Kongressen fortsatte imidlertid ufortrødent. I oktober 2013 måtte den føderale regering delvist lukke ned i næsten to uger, da Republikanerne nægtede at hæve gældsloftet og bevilge midler til dens fortsatte drift. Afpresningen af præsidenten slog imidlertid fejl, og Republikanerne måtte efterfølgende acceptere nogle skatteforhøjelser for de rigeste amerikanere.

Blandt Republikanerne var Tea Party-bevægelsen fortsat en politisk faktor, men også på venstrefløjen skabte finanskrisen en ny politisk bevægelse i Obama-årene. Den kaldte sig Occupy Wall Street og hævdede at repræsentere "de 99%" af amerikanerne mod den ene rigeste procent, der i disse år tegnede sig for det meste af velstandsstigningen. Da den erklærede demokratiske socialist senator Bernie Sanders op til præsidentvalget i 2016 med succes udfordrede Hillary Clinton, der ellers var klar favorit til at blive det Demokratiske Partis præsidentkandidat, var det i høj grad energien, som Occupy Wall Street-bevægelsen havde skabt, han kanaliserede ind i valgkampen. Især mange unge progressive vælgere mente, at Hillary Clinton som tidligere senator fra New York var for midtsøgende og for tæt på Wall Street, og de ønskede at presse partiet mod venstre.

Hvad angår præsident Obamas indenrigspolitiske program, så lykkedes det, trods voldsom politisk modstand, præsidenten at få skabt markante politiske resultater. Den vigtigste milepæl var fortsat The Affordable Care Act, vedtaget i 2010, og hurtigt kendt som "Obamacare". Den konservative modstand mod loven fortsatte i alle Obamas år som præsident, og også efter han forlod det Hvide Hus den 20.1.2017. Mange Republikanske politikere gjorde løftet om at afskaffe "Obamacare" til deres højeste prioritet. Hele 60 gange stemte Republikanerne i Repræsentanternes Hus for lovens afskaffelse, dog uden succes. Heller ikke efter, at Republikanere ved midtvejsvalget i 2014 vandt et spinkelt flertal i Senatet, lykkedes det at afskaffe loven. Lovens pålæg om, at alle borgere skal købe en sygeforsikring, hvis de ikke har det, men til gengæld ikke kan afvises af forsikringsselskaberne og desuden kan modtage subsidier fra staten, blev undervejs også prøvet ved Højesteret. I juni 2015 fastslog denne, at loven var i overensstemmelse med Forfatningen. Året efter nåede antallet af amerikanere, der nu havde fået en sygeforsikring takket være Affordable Care Act, op på 20 mio.

Retten til sygeforsikring var ikke det eneste område, hvor en højesteretsdom fik afgørende betydning. Ligeledes i juni 2015 sikrede en afgørelse i Højesteret homoseksuelles forfatningsmæssige ret til at indgå ægteskab i samtlige 50 delstater. Tre andre spørgsmål, som satte et markant præg på samfundsdebatten i Obama-årene, var immigration, den frie adgang til skydevåben samt udfordringen fra globale klimaforandringer. Ingen af disse problemer var nye. I begge partier var der politikere, som mente, at de illegale immigranter, hvoraf mange havde boet det meste af deres liv i USA, skulle have en vej til legal status, men ideen affødte også voldsom modstand. Debatten om mulige begrænsninger i adgangen til skydevåben – eller i det mindste større kontrol med, hvem der ejede dem – blev flere gange aktualiseret af tragiske masseskyderier, i flere tilfælde begået af sindslidende. Et stort flertal i den amerikanske befolkning støttede bedre registrering af våben eller begrænsninger i adgangen til visse typer våben og ammunition, men modstanderne af sådanne begrænsninger var velorganiserede og formåede, til præsident Obamas store frustration, at bremse alle sådanne tiltag.

Hvad angår klima og miljø, så viste det sig umuligt for præsident Obama at få lovgivning vedtaget i Kongressen. Til gengæld lykkedes det ham at gennemføre omfattende miljøregulering ved hjælp af præsidentielle dekreter (executive orders), samt ved at lade miljøministeriet (Environmental Protection Agency) skærpe miljøkravene til de enkelte stater. Præsident Obama benyttede sig også i vid udstrækning af muligheden for at frede store naturområder og støtte udviklingen og udbredelsen af vedvarende energi. Samtidig medvirkede nye store fund af naturgas til at mindske USA’s afhængighed af olie. Præsidenten kunne også tage noget af æren for den internationale klimaaftale, som både USA og verdens næststørste økonomi, Kina, var medunderskrivere af i december 2015.

Konflikter mellem hensynet til den nationale sikkerhed og individuelle frihedsrettigheder, herunder privatlivets fred, satte også deres klare præg på samfundsdebatten i Obama-årene – ikke mindst, da en tidligere medarbejder i en af USA’s sikkerhedstjenester, Edward Snowden, i juni 2013 afslørede, at regeringen indsamlede omfattende data om almindelige amerikaneres telefonsamtaler. Også andre dokumenter offentliggjort af WikiLeaks kom til at præge debatten – ikke mindst under præsidentvalgkampen i 2016, hvor tusindvis af sider fra blandt andet det Demokratiske Parti og Hillary Clintons kampagneleder blev offentliggjort – angiveligt med hjælp fra Rusland, der på flere måder intervenerede i valgkampen.

Barack Obama var i 2009 tiltrådt præsidentembedet med løfterne om at afvikle USA's engagement i Afghanistan og Irak. Det var Obama-regeringens hensigt at bruge flere af sine udenrigspolitiske ressourcer i Stillehavsområdet, som også tegnede sig for en stadig større del af USA's samhandel, og færre økonomiske og militære i Mellemøsten. Det viste sig at være uventet svært. Ganske vist trak USA sine kamptropper ud af Irak i december 2011, og indsatsen i Afghanistan blev kraftigt nedtonet, men det førte til nye konflikter og sikkerhedspolitiske trusler, hvoraf fremkomsten af Islamist Stat (ISIS) var den største.

En vigtig symbolsk sejr i USA's "krig mod terror" fandt sted med amerikanske elitetroppers drab på Osama bin Laden den 2.5.2011. Indsatsen mod mistænkte terrorister blev i stadig større grad udført med førerløse fly, såkaldte droner. Droneangreb blev udført bl.a. i Afghanistan, Pakistan og Yemen. Angrebene blev dog kritiseret for også at medføre civile tab og medvirkede til at stimulere antiamerikanske følelser i de berørte lande.

Den NATO-intervention, der i 2011 fjernede Muammar Gaddafi fra magten i Libyen, fik langt fra det efterspil, som præsident Obama og lederne fra de øvrige deltagende lande havde forventet. Den amerikanske præsident anså det for et alvorligt udenrigspolitisk fejltrin, at efterspillet ikke havde været bedre forberedt. Det var også en medvirkende årsag til, at han tøvede, da de voldsomme menneskelige omkostninger ved borgerkrigen i Syrien i sommeren 2013 fik mange til at opfordre den amerikanske regering til at intervenere militært. Den direkte anledning var den syriske regerings anvendelse af kemiske våben, og præsident Obama havde selv året før erklæret, at en sådan brug udgjorde en "rød linje", som hvis den blev krydset ville udløse en militær reaktion fra USA. Præsidenten tøvede, også fordi han hverken kunne få opbakning fra Kongressen eller fra USA's nære allierede Storbritannien. Mens kritikere hævdede, at den manglende militære indgriben var en fejl, der også svækkede USA's internationale prestige, fastholdt præsident Obama efterfølgende, at det havde været den rigtige beslutning.

USA's internationale rolle blev også et hovedtema under den lange valgkamp op til præsidentvalget i 2016. I den måske mest overraskende udvikling i nogen amerikansk valgkamp blev forretningsmanden og reality-stjernen Donald J. Trump det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det Demokratiske Partis kandidat var tidligere præsidentfrue, senator og udenrigsminister Hillary R. Clinton. Mens hun repræsenterede en opfattelse af USA's rolle som en ledende magt i en verdensorden præget af liberale internationale organisationer, talte Donald Trump for en udenrigspolitik, der indskrænkede USA's internationale rolle og definerede dets økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser mere snævert, bl.a. gennem øget protektionisme. Trump genbrugte det isolationistiske slogan fra før USA trådte ind i 2. Verdenskrig: "America First".

Hillary Clinton var storfavorit til at vinde præsidentvalget den 8.11.2016, men den mest usædvanlige valgkamp i amerikansk historie endte også i det mest overraskende valgresultat: Donald J. Trump blev USA's 45. præsident. Ganske vist fik Hillary Clinton 3,1 mio. flere stemmer end ham, men Trump vandt et flertal af de såkaldte valgmandsstemmer, der afgør amerikanske præsidentvalg (304 mod 232). Ethvert præsidentskifte byder på både nye muligheder og uventede problemer, men med Donald J. Trump i Det Hvide Hus bevægede USA sig i endnu højere grad end ved foregående magtskifter ind i ukendt farvand.

Læs mere om USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Bjerre-Poulsen, Niels Thorsen: USA - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177609