USA. Havnemiljø i Rockport, Massachusetts.

.

USA. Yellowstone National Park i Rocky Mountains, verdens første nationalpark, blev oprettet i 1872. Den er kendt for det store kraterbækken, som opstod efter et vulkanudbrud, og som stadig er aktivt med varme kilder.

.
.

USA består af 50 delstater samt forbundsområdet District of Columbia, der er sammenfaldende med hovedstaden Washington, D.C. Den del af USA, der udgøres af de sammenhængende 48 stater, strækker sig fra øst til vest over ca. 4500 km og omfatter fire tidszoner; afstanden fra nord til syd er ca. 2700 km. De to sidste stater er Alaska mod nordvest og øgruppen Hawaii i Stillehavet.

Med til USA hører også nogle politisk associerede øer i Caribien og Stillehavet, bl.a. Puerto Rico, U.S. Virgin Islands, Amerikansk Samoa, Guam og Nordmarianerne. Tilsammen dækker øerne ca. 12.000 km2, og medregnes den 200 sømil brede økonomiske zone omkring øerne, råder USA over større havområder end noget andet land. Landarealet er det fjerdestørste i verden (efter Ruslands, Canadas og Kinas). Befolkningstallet (332 mio. i 2021) overgås kun af Kinas og Indiens.

Oversigt over de amerikanske stater

navn hovedstad indb. i mio. (2021) areal (1000 km2)
Maine ME Augusta 1,4 91,6
New Hampshire NH Concord 1,4 24,2
Vermont VT Montpelier 0,6 24,9
Massachusetts MA Boston 7,0 27,3
Rhode Island RI Providence 1,1 4,0
Connecticut CT Hartford 3,6 14,4
New York NY Albany 19,8 141,3
New Jersey NJ Trenton 9,3 22,6
Pennsylvania PA Harrisburg 13,0 119,3
Ohio OH Columbus 11,8 116,1
Indiana IN Indianapolis 6,8 94,3
Illinois IL Springfield 12,7 150,0
Michigan MI Lansing 10,1 250,5
Wisconsin WI Madison 5,9 170,0
Minnesota MN Saint Paul 5,7 225,2
Iowa IA Des Moines 3,2 145,8
Missouri MO Jefferson City 6,2 180,6
North Dakota ND Bismarck 0,8 183,1
South Dakota SD Pierre 0,9 199,7
Nebraska NE Lincoln 2,0 200,3
Kansas KS Topeka 2,9 213,1
Delaware DE Dover 1,0 6,4
Maryland MD Annapolis 6,2 32,1
District of Columbia* DC 0,7 0,2
Virginia VA Richmond 8,6 110,8
West Virginia WV Charleston 1,8 62,8
North Carolina NC Raleigh 10,6 139,4
South Carolina SC Columbia 5,2 82,9
Georgia GA Atlanta 10.8 153,9
Florida FL Tallahassee 21,8 170,3
Kentucky KY Frankfort 4,5 104,6
Tennessee TN Nashville 7,0 109,2
Alabama AL Montgomery 5,0 135,8
Mississippi MS Jackson 2,9 125,4
Arkansas AR Little Rock 3,0 137,7
Louisiana LA Baton Rouge 4,6 135,7
Oklahoma OK Oklahoma City 4,0 181,0
Texas TX Austin 29,5 695,7
Montana MT Helena 1,1 380,8
Idaho ID Boise 1,9 145,7
Wyoming WY Cheyenne 0,6 253,3
Colorado CO Denver 5,8 269,6
New Mexico NM Santa Fé 2,1 314,9
Arizona AZ Phoenix 7,3 295,2
Utah UT Salt Lake City 3,3 219,9
Nevada NV Carson City 3,1 286,4
Washington WA Olympia 7,7 184,7
Oregon OR Salem 4,2 254,8
Californien CA Sacramento 39,2 424,0
Alaska AK Juneau 0,7 1723,3
Hawaii HI Honolulu 1,4 28,3

*forbundsdistrikt

USA's befolkning

I USA's godt og vel 200-årige historie har landet modtaget over 70 mio. indvandrere, flygtninge og slaver. Det er derfor ingen overdrivelse at karakterisere USA som en nation af indvandrere.

Indvandringen blev for alvor sat i system efter Den Amerikanske Borgerkrig og fortsatte i bølger frem til 1920'erne, hvor man ved lovgivning om landekvoter forsøgte at begrænse og regulere tilstrømningen. Senere fulgte den økonomiske depression og 2. Verdenskrig, hvorefter indvandringen igen tog fart. I perioden 1989-1998 modtog USA i gennemsnit over 1 million indvandrere og flygtninge om året. Af den nuværende (1998) befolkning er knap 1/10 født uden for USA, resten er efterkommere af tidligere immigranter og slaver foruden en minoritet af indiansk herkomst. Racemæssigt udgør hvide 82%, sorte 13%, asiater 5% og oprindelige folk under 1%.

Indvandringen efter 2. Verdenskrig

Hvor indvandringen tidligere domineredes af europæere, er billedet blevet mere mangfoldigt efter 2. Verdenskrig. Den geografiske spredning viser sig ved en markant stigning af tilflyttere fra Latinamerika og Asien, i mindre grad ved nye indvandrere fra bl.a. Storbritannien og Østeuropa (efter kommunismens fald). Siden 1970 har de største donorlande været Mexico, Filippinerne, Sydkorea, Kina, Vietnam, Indien og Cuba. Herved er fx den spansktalende befolkning, hispanics, vokset til 12% på landsplan, men til over det dobbelte i store indvandrerstater som Californien og Texas. Med de nye indvandrergrupper har USA mere end nogensinde fået karakter af et multikulturelt samfund, hvor indbyggere af en bestemt race og nationalitet eller med forskellig religion, erhverv og indkomst typisk lever i adskilte kvarterer (i fattige bydele kaldet ghettoer eller barrios).

Befolkningstilvækst, gennemsnitsalder og levetid

Den årlige vækstrate har siden 1950'erne stabiliseret sig på ca. 1%. Som i andre vestlige lande er der sket et fald i fødsels- og dødsraten, mens gennemsnitsalderen er steget fra 30 til 35 år. Middellevetiden, der nu (1998) er 75 år (mænd) og 79 år (kvinder), varierer betydeligt.

Indtægt

Det samme gør indkomstfordelingen og andelen af fattige. Mens 12,7% af amerikanerne i 1998 havde en indtægt, der lå under den officielle fattigdomsgrænse, var tallet over dobbelt så højt for den spansktalende og sorte befolkning.

Befolkningstæthed

Forskellene i staternes areal og indbyggertal er også store. At den gennemsnitlige befolkningstæthed kun er 29 indbyggere pr. km2 (i 1998), siger derfor ikke meget om det faktiske befolkningspres. Store områder i Midtvesten og bjergstaterne for ikke at tale om den arealmæssigt største stat, Alaska, er næsten mennesketomme.

Byer og forstæder

Allerede i 1920 var den amerikanske bybefolkning større end landbefolkningen, og siden er forskellen vokset. Knap 4/5 af amerikanerne bor nu (1998) i byer, heraf hovedparten i ca. 20 storbyområder. Hvor de vigtigste vandringsstrømme endnu i 1940'erne var rettet fra land mod by, og over 1 million sorte fra Sydens landdistrikter søgte til fabriksbyerne i nordøst og vest, har vandringerne siden været domineret af en bevægelse fra det urbaniserede "frostbælte" i nordøst til byerne i det sydlige "solbælte" (fra Florida til Californien). Sideløbende med den udenlandske indvandring har det betydet, at landets hurtigst voksende storbyer, Los Angeles, Las Vegas, Phoenix, Dallas, Houston, Atlanta, Miami m.fl., alle ligger i solbæltet, mens indbyggertallet siden 1950'erne er gået tilbage i Detroit, Cleveland, Buffalo, Pittsburgh og mange andre gamle fabriksbyer i frostbæltet.

Voksende forstæder

En anden karakteristisk udvikling er storbyernes faldende city-befolkning sammenholdt med deres voksende MSA-tal (Metropolitan Statistical Area). Forskellen på de to opgørelser, som delvis afspejler omfanget af forstadsbefolkningen, fremgår af tallene for USA's tre største byer: New York 7,4 mio. (19,9 mio.), Los Angeles 3,6 mio. (15,5 mio.), Chicago 2,8 mio. (8,6 mio.) (tal fra 1998). Selvom forskellen på by og MSA i virkeligheden er knap så enkel, er det en kendsgerning, at byvæksten især er sket i forstæderne. Tydeligere end det kendes fra andre lande, er amerikanerne blevet forstadsbeboere, som med opførelsen af spredtliggende industri- og kontorparker og indkøbs- og forlystelsescentre har frigjort sig mere og mere fra den oprindelige bykerne. Med visse undtagelser er pendlingen mellem city og forstæder nu mindre end den indbyrdes trafik mellem forstæderne. Drivkraften bag denne udvikling har været en kombination af biler og motorveje. Kun få steder findes et velfungerende kollektivt transportsystem uden for city, og selv her vil man oftest være ilde stedt uden en bil.

Bykernerne

Modsætningen til den flade bystruktur i forstadens parcelhuskvarterer findes i storbyens kerneområde, downtown, der i forskellig grad domineres af skyskraberkomplekser og etageboliger. Bortset fra skyskraberne, som typisk rummer kontorer for finans-, industri- og medievirksomheder iblandet hoteller, kongres- og shoppingcentre, er denne del af byen ofte nedslidt og forfalden, hvilket især skyldes faldende skatteindtægter, efter at middelklassen og højindkomstgrupperne (især hvide) er flyttet til forstæderne. Tilbage i bykernen er en overrepræsentation af socialt belastede lokalsamfund bestående af fattige sorte og andre minoriteter.

Undtagelser

Ud over dette generelle mønster findes der i et land af USA's størrelse naturligvis afvigende eksempler. I mange mellemstore byer, især i Midtvesten, er bykernen næsten uddød, mens man ved byfornyelsesprogrammer i New York, Boston, Baltimore og andre gamle storbyer har haft held med at revitalisere dele af downtown og tiltrække nyrige grupper af højtuddannede unge. Andre steder er der opstået helt nye bysamfund. I solbæltestaterne er antallet af særlige pensionistbyer vokset hastigt, hvilket også gælder for de såkaldte "trailer parks", hvor indbyggerne bor i store, fast forankrede, men flytbare beboelsesvogne, mobile homes.

Erhverv

USA. Kaktus i blomst.

.

USA. Mesa Verde National Park i Colorado blev oprettet i 1909 for at bevare det kompleks af klippeboliger, der ligger på et plateau 500 m over det omgivende land.

.

I takt med den teknologiske udvikling har traditionelle vareproducerende brancher mistet betydning i forhold til en ekspanderende servicesektor. Knap 4/5 af arbejdsstyrken er i dag (1998) beskæftiget i servicerelaterede erhverv, der spænder fra en stor sundheds- og uddannelsessektor til fx medie-, informations- og underholdningsvirksomhed. Pga. befolkningens store materielle forbrug og den lange afstand mellem producent og forbruger er handel og transport også vigtige erhverv, ligesom landet fortsat har sin styrke i en bred økonomi med produktive råstof-, industri- og landbrugssektorer.

Ca. 13% er beskæftiget i den offentlige sektor, og hermed er forbundsstaten og delstaterne landets største arbejdsgivere. Desuden har især forbundsstaten stor indflydelse på, hvilke brancher og forskningsområder der skal fremmes. Begrundet i hensyn til den nationale sikkerhed har investeringer i fx fly- og rumfartsindustrien siden 2. Verdenskrig givet milliardstore kontrakter til flyfabrikker og elektronikfirmaer. Da ordrerne fortrinsvis er placeret i Californien, Texas, Florida og andre solbæltestater, har forbundsstaten herved understøttet den regionale forskydning af arbejdspladser og vækstzoner fra nord mod syd.

Forskning og uddannelse

Mere generelt har forskning og uddannelse været en nøglefaktor i de seneste årtiers højteknologiske vækst. Samtidig med at landet har tiltrukket flere udenlandske forskere end den øvrige verden, har private foretagender og offentlige myndigheder sammen investeret enorme beløb i kapitalkrævende forskning som informations- og genteknologi. Vækstcentre for den indflydelsesrige forskning tæller bl.a. Silicon Valley i Californien, The Research Triangle Park i North Carolina og "The Electronics Highway" omkring Boston. Kendetegnende for disse og mange andre industri- og forskningscentre er, at de er opstået nær store universiteter og ofte i områder, hvor lokale myndigheder aktivt har støttet virksomhederne ved skattelettelser og lån.

USA's transnationale selskaber

Et andet karakteristisk træk ved amerikansk erhvervsliv er, at næsten alle brancher domineres af store koncerner, som via franchising, filialer og datterselskaber gør deres indflydelse gældende globalt. På listen over verdens førende transnationale selskaber er der en overvægt af amerikanske koncerner, som nyder godt af den liberalisering for handel og investeringer, der har præget den globale udvikling siden 1980'erne. Ud over talrige kendte industriforetagender — Ford, GM, Exxon, Texaco, IBM, Procter & Gamble, Colgate-Palmolive, Eastman Kodak, Coca-Cola osv. — gælder det også for hurtigt voksende finansieringsfirmaer og franchiseselskaber som McDonald's, 7-Eleven og Kentucky Fried Chicken.

Import, eksport og BNP

Udenrigshandelen er verdens største, men værdimæssigt relativt beskeden, når den vurderes i forhold til indenrigshandelen og BNP. Siden 1970'erne er importen vokset hurtigere end eksporten, hvilket har givet et stort underskud på handelsbalancen og øget landets udlandsgæld; derfor har regeringen i perioder indført importbegrænsninger for bestemte varegrupper, især stål og biler. Den samlede økonomiske omsætning, udtrykt ved BNP, er langt større end i noget andet land (8450 mia. dollar, tal fra 1998).

Landbrug

USA rummer vidtstrakte landbrugsarealer, som kombineret med brugen af hjælpestoffer, maskiner og højtydende planter og dyr er baggrunden for landbrugets internationale førerstilling. Ud over at forsyne det meste af hjemmemarkedet er landbruget og den tæt forbundne fødevareindustri storeksportører af citrusfrugter, sojabønner, majs, hvede, ris, oksekød, fjerkræ, bomuld, tobak og planteolier. Variationen i afgrøder og brugsstruktur afspejler forskelle i naturgivne betingelser, men er også en følge af statslige støtteordninger og markedsforhold.

Landbrugets tyngdepunkt ligger i Midtvestens tidligere prærieområder, der er begunstiget af et fladt terræn med frugtbare jorder. Hvor landbrug, inkl. brak- og græsningsfelter, optager ca. 45% af arealet på landsplan, ligger tallet i Midtveststaterne på 70-95% (tal fra 1998). I området, der også kaldes for "USA's kornkammer", produceres det meste af landets hvede, majs, soja og solsikker foruden okse- og svinekød samt mælk. Varmekrævende afgrøder som sukkerrør, ris, bomuld, tobak og citrusfrugter dyrkes i solbæltestaterne, mens produktionen i de nedbørsfattige egne mod vest er betinget af kunstvanding eller begrænset til ekstensivt dyrehold (kvæg, får). I New England har landbrug kun en mindre rolle (mest deltidsbrug med grøntsager, frugt og mejeriprodukter), mens de tidligere plantageområder i Syden mange steder er blevet tilplantet med skov eller erstattet af kyllinge- og kalkunopdræt og afgrøder som soja og jordnødder. Vindyrkning findes hovedsagelig i Californien, der i kraft af den produktive, kunstvandede Central Valley har landets største landbrugsomsætning efterfulgt af Texas, Nebraska, Illinois og Iowa.

Beskæftigelsen og antallet af bedrifter er faldet drastisk siden 1950'erne. Samtidig er de tilbageværende brug blevet større og mere specialiserede, hvilket bl.a. er fremskyndet af statslige støtteordninger, der især har gavnet storbrugene. I Midtvesten er familiebrug stadig fremherskende, mens selskabsejede brug (corporate farms) har vundet frem mange andre steder, især inden for kødkvæg, fjerkræ og frugt. Uanset ejerform drives de fleste brug dog lige så forretningsmæssigt som al anden produktionsvirksomhed. Det har styrket konkurrenceevnen, men også givet problemer i form af overskudsproduktion og miljøskader. Desuden er landmændenes brug af antibiotika, hormoner og gensplejsede afgrøder blevet mødt med voksende modstand blandt hjemlige forbrugere og på eksportmarkederne i bl.a. EU.

Miljøproblemerne viser sig ved bivirkninger af et stort forbrug af kunstgødning og sprøjtegifte, men også ved tilsaltning af kunstvandede marker og en periodevis omfattende jorderosion. For at bekæmpe den dyrkningsskabte erosion (se Dust Bowl) har Forbundsstaten siden 1930'erne iværksat konkrete hjælpeforanstaltninger og ydet landmændene erstatning for at lade de ringeste jorder udgå af driften. Når resultatet ikke har stået mål med indsatsen, skyldes det bl.a., at erosionen har vist sig at være mere påvirket af konjunkturerne på verdensmarkedet end af statslige reguleringer. I perioder med stor efterspørgsel og høje priser på fx hvede er braklagte marginaljorder igen blevet inddraget i driften, hvorved erosionen er vokset.

Den samme problemstilling kendes fra forsøg på at regulere overskudsproduktionen (og hermed prisdannelsen) ved at begrænse det dyrkede areal gennem økonomiske tilskud eller kompensation i form af naturalier (korn). Sidstnævnte ordning blev benyttet under Reagan-administrationen i 1980'erne, hvor jordbanken, som det skrinlagte areal kaldes, nåede op på knap 400.000 km2, hvorefter det gradvis skrumpede ind under den efterfølgende højkonjunktur i 1990'erne og omfatter 77.000 km2 i 1999.

Skovbrug

Efter store rydninger i 1800-tallet er skovområdet siden 1930'erne tiltaget og udgør nu ca. 1/3 af arealet. Den mest bemærkelsesværdige ændring er sket i Syden, som efter genplantning med hurtigtvoksende fyrrearter er blevet USA's mest produktive skovregion efterfulgt af det nordvestlige nåleskovsbælte i Oregon, Washington og Nordcalifornien. De blandede løv- og nåleskove i New England har beskeden kommerciel værdi, mens træeksport til Japan har øget skovbrugets betydning i Alaska. Rester af naturskove, fx de tempererede regnskove i Washington og redwood-skovene i Californien, findes i dag hovedsagelig kun i nationalparkerne. Skønt landet er verdens største tømmerproducent og næststørste producent af cellulose og papir, indføres store mængder tømmer og træprodukter, det meste fra Canada.

Fiskeri

Hovedparten af fiskeriet foregår i det nordlige Stillehav ud for Alaska, mens fiskeriet i Den Mexicanske Golf og især i Nordatlanten har været vigende pga. overfiskning. Fangsterne domineres af konsumfisk med arter af torsk, sild, laks og fladfisk foruden krabber, rejer og andre skaldyr. Den samlede fangst, inkl. havbrug og ferskvandsfiskeri, er verdens femtestørste.

Industri

I årene efter 2. Verdenskrig var USA ubetinget verdens største og mest alsidige industriproducent. Den enorme produktionskapacitet, som var baseret på egne råstoffer og hjemlig kapital, omfattede næsten alle typer basisprodukter, maskiner, transportmidler og forbrugsvarer. Samtidig var ca. 70% af fabriksarbejderne og det meste af produktionen, uanset store industricentre i Seattle, San Francisco, Los Angeles og Houston, koncentreret i det industribælte, Manufacturing Belt, der fra slutningen af 1800-tallet var opstået mellem de nordøstlige Atlanterhavsbyer og Chicago mod vest.

Et halvt århundrede senere er billedet et andet. Produktionskapaciteten er fortsat stor, men både branchemæssigt og geografisk er meget forandret, ligesom en voksende del af produktionen nu foregår på udenlandsk ejede fabrikker.

Som industriens kerneområde er Manufacturing Belt forsvundet. I stedet ses et stort antal mere eller mindre spredtliggende centre, hvoraf mange er bevaret/genskabt i det gamle bælte, og nye især er opstået i solbæltet. Det geografiske mønster er herved blevet mere komplekst, hvilket bl.a. skyldes udviklingen i infrastrukturen, som ikke helt har fjernet, men dog har mindsket tidligere regionale forskelle, fx i form af talrige lufthavne, heraf ca. 800 med regelmæssig rutetrafik, og et over 70.000 km langt motorvejsnet (Interstate Highway System). Når tidligere industrifattige sydstater som South Carolina, Georgia og Tennessee har tiltrukket mange nye industrier, fx japanske og tyske bilfabrikker, skyldes det også, at lønningerne og andelen af fagligt organiserede arbejdere er væsentlig lavere i syd end i nord. Hertil kommer, at elektronikindustrien og andre vækstindustrier ikke er bundet af tunge råstofleverancer, som det kendes fra fx jern- og stålindustrien (kul, jern, kalk).

Mens jern- og stålindustri, skibsværfter, tobaksindustri, skoindustri og tekstil- og beklædningsindustri er eksempler på brancher, der er gået stærkt tilbage, har bilindustrien og ikke mindst GM, Ford og i mindre grad Chrysler (alle med hovedsæde i Detroit) genvundet noget af fordums storhed efter omfattende rationaliseringer i 1970'erne og 1980'erne. Selvom importen af biler er den største enkeltpost i udenrigshandelen, er USA nu (1998) igen verdens største bilproducent (foran Japan). En anden stor og indtil slutningen af 1980'erne hurtigt voksende branche er fly- og rumfartsindustrien, aerospace industry, som har været begunstiget af føderale investeringer i civile og militære rumprogrammer og periodevis store ordrer på kampfly og missiler. Anført af McDonnell Douglas og især Boeing-fabrikkerne i Seattle er flyindustrien også en stor eksportør. På verdensplan er USA desuden førende inden for kemisk industri (olieprodukter, plastvarer, kunstgummi, gødningsstoffer, sprøjtemidler) foruden fødevareindustri, papirindustri, medicinalindustri og en siden 1960'erne hastigt voksende elektronik- og computerindustri. (Tal fra 1998.)

Ligesom udenlandske virksomheder siden 1970'erne har øget deres engagement i USA, har amerikanske koncerner mangedoblet deres investeringer i bl.a. Europa og nære samarbejdslande som Canada og Mexico (se NAFTA). Investeringerne har også været rettet mod lavtlønsområder i Asien, Mellemøsten og Latinamerika, der nu (1998) fremstiller hovedparten af kendte amerikanske mærkevareprodukter som Levi's, Reebok og Nike.

Naturgeografi

USA. Astoria Bridge over Columbia River i Oregon.

.

Landskabet er varieret og kontrastrigt, men i en vis forstand også ensartet, da samme landskabstype kan dække tusinder af kvadratkilometer. Fremtrædende regioner er bjergområderne i øst og vest samt de mellemliggende indre sletter og kystsletterne langs Den Mexicanske Golf og Atlanterhavet.

Den østlige bjergregion

Den østlige bjergregion udgøres af Appalacherne, hvis bjergkæder og dale strækker sig næsten parallelt med kystsletten fra Alabama i SV til Canada i NØ; højeste punkt er Mt. Mitchell (2037 m) i Blue Ridge Mountains. På østsiden fortsætter bjergene i det bakkede Piedmontplateau, der afgrænses mod kystsletten af en 150-100 m høj vandfaldslinje (Fall Line). Overgangen til de indre sletter mod vest udgøres af bl.a. Cumberlandplateauet, som via bjergpas blev mange nybyggeres første møde med de åbne vidder hinsides Appalacherne.

De indre sletter

De indre sletter er betegnelsen for det enorme landområde mellem Appalacherne og Rocky Mountains, fra det centrale lavland i øst til Great Plains mod vest. Terrænet er overvejende fladt, nogle steder næsten konturløst, andre steder mere bakket, med de laveste partier omkring Mississippifloden i det centrale indre. Højtliggende områder findes på overgangen til Rocky Mountains (ca. 1700 m) og i randzonen af Det Canadiske Skjold vest for Lake Superior; herudover findes isolerede højdedrag i South Dakota (Black Hills) og i Missouri, Oklahoma og Arkansas (Ozark Plateau, Ouachita Mountains). Store dele af regionen er præget af den sidste istid. Det gælder ikke alene de tidligere isdækkede områder syd for De Store Søer (Great Lakes), hvis nuværende topografi minder om Danmarks morænelandskaber, men også områderne uden for isranden, hvor vindbårne lerpartikler (løss) har dannet et bredt bælte af frugtbare sortjorder. Andre steder, fx i South Dakotas golde badlands, er jordlaget på det nærmeste eroderet helt væk efter millioner af års nedslidning.

Den vestlige bjergregion

Den vestlige bjergregion hører til de nordamerikanske Cordillerer, som strækker sig fra Rocky Mountains i øst via et tørt indre med højsletter, sænkninger og dybe slugter, fx Grand Canyon i Coloradoplateauet, til Stillehavskystens bjergsystem. Sidstnævnte, der præges af jordskælv langs Sankt Andreas-forkastningen og rummer aktive vulkaner (seneste store udbrud var Mount St. Helens i Washington i 1980), udgøres af to næsten sammenhængende bjergkæder på hhv. vestsiden (Coast Ranges) og østsiden (Cascade Range-Sierra Nevada) af en langstrakt gravsænkning fra Puget Sound i Washington til Central Valley i Californien. Højeste bjerg er her Mount Whitney (4418 m) i Sierra Nevada, kun 160 km fra det laveste punkt, Death Valley (−86 m) i Great Basin. Nord for de sammenhængende 48 stater fortsætter Cordillererne gennem Canada til Alaska med USA's højeste bjerg, Mount McKinley (6194 m), og mange aktive vulkaner, især på økæden Aleuterne. De fleste af landets gletsjere findes også i Alaska.

Kystsletterne

Kystsletterne omfatter en op til flere hundrede kilometer bred zone af lavtliggende aflejringsjorde langs Den Mexicanske Golf og Atlanterhavet. Ud for bl.a. Texas og den sydlige Atlanterhavskyst danner sletterne smalle barriereøer med sandstrande og lavvandede laguner; andre steder består kystområderne af vidtstrakte sumpe, fx i Louisiana og Florida. Mens havet siden istiden har oversvømmet store dele af den nordlige Atlanterhavsslette, der ud for New England-staterne er helt forsvundet, er der sket det modsatte ved Mississippis udløb, hvor nye aflejringer har fået deltaet til at vokse år for år.

USA's vejr og klima

Selvom USA kan fremvise alle klimatyper, har det meste af landet tempereret fastlandsklima med store forskelle på sommer- og vintertemperaturer. Polarklima findes i det nordlige Alaska og stedvis i bjergene, mens de sydlige kystområder har subtropisk klima med milde vintre. Tropisk klima findes kun i det sydlige Florida og på Hawaii.

På grund af bjergkædernes nord-syd-orientering ligger de indre sletter åbne for indtrængen af kolde luftmasser fra nord og varme luftmasser fra syd, hvilket kan give temperaturspring på op til 40° C i løbet af et døgn. Samtidig hjemsøges sletterne og Mississippilavlandet årligt af over 200 tornadoer, som typisk opstår på grænsen mellem de to luftmasser. Et andet frygtet vejrfænomen er sensommerens tropiske hvirvelstorme, hurricanes, som på deres nordøstgående bane fra Den Mexicanske Golf hyppigt forvolder store ødelæggelser.

Nedbør og tørke

Nedbørsmæssigt spænder landet over middelværdier fra ca. 1500 mm langs den nordlige Stillehavskyst og østlige Golfkyst til under 100 mm i Great Basin og de sydvestlige ørkener. Bortset fra disse yderpunkter, der også omfatter Hawaii med nedbørstal på op til 11.000 mm, kan landet opdeles i en nedbørsrig østlig del og en nedbørsfattig vestlig del, som adskilles af 500 mm nedbørszonen tværs gennem præriestaterne (omtrent langs 100° vestlig længdegrad). De tørre sletteområder mellem grænsezonen og Rocky Mountains har et stort årligt nedbørsunderskud og rammes ofte af støvstorme og tørke. Vandforsyningen i disse områder er baseret på opstemmede floder og hastigt svindende grundvandsmagasiner (se Ogallala Aquifer). Vedvarende tørke aktualiserede i 1990'erne det sydvestlige USA's vandproblemer. Det gælder især områderne langs grænsefloden Rio Grande mellem Texas og Mexico, hvor amerikanske landmænd ud over tørke blev ramt af svigtende tilførsler fra de to landes fælles vandmagasiner i søerne Amistad og Falcon. En aftale mellem Mexico og USA om at dele vandet i Rio Grande-bassinet mellem de to lande er fra 1944.

Søer og floder

USA råder over floder og store søer, som i forskellig grad er regulerede og udnyttes til vandkraft, vandforsyning, sejlads og rekreative formål. Fladvandede, afløbsløse søer, fx Great Salt Lake i Utah, udnyttes også til indvinding af salte.

Det samlede net af vandveje er blandt de længste i verden, og skønt skibstrafikken har mistet betydning i forhold til andre transportformer, er den stadig vigtig for fragten af bulkvarer og tungt gods. Vigtigste sejlrute er Saint Lawrence Seaway (USA/Canada) mellem Great Lakes og Atlanterhavet. Samtidig er Great Lakes forbundet med Atlanterhavet via Eriekanalen og Hudsonfloden (New York State Barge Canal) og med Den Mexicanske Golf via Mississippi og dens nordlige kanal til Michigansøen (Illinois Waterway). Sejlbare strækninger findes også på Mississippis bifloder, mens floderne på den atlantiske kystslette flere steder kan besejles op til vandfaldslinjen. Langs kysten fortsætter den indenlandske skibsrute som Intracoastal Waterway fra Texas til New York.

Floderne i Stillehavsregionen har kun begrænset skibstrafik, men stor betydning for vandkraft og vandforsyning. Det gælder især floderne Colorado og Columbia, der opstemmes af adskillige store dæmninger, fx Hoover Dam med dæmningssøen Lake Mead i Coloradofloden og Grand Coulee Dam med Franklin D. Roosevelt Lake i Columbiafloden. Disse og mange andre kombinerede vandkraft- og flodreguleringsprojekter, inkl. dæmningerne i Tennesseefloden og Central Valleyprojektet i Californien, blev gennemført af forbundsregeringen i 1930'erne. Andre store dæmningsprojekter, herunder flere i Oregon, Californien og de halvtørre Mountain states, stammer fra perioden frem til 1970'erne, hvorefter miljøbestemmelser og fredning af særlig naturskønne flodsystemer har bremset for udviklingen. En ambitiøs plan om at lede vandet fra de vandrige floder i Alaska til de tørre områder i sydvest er ligeledes blevet opgivet.

Energi og minedrift i USA

USA er blandt verdens største producenter af metaller og energiråstoffer. Alligevel har landet siden 2. Verdenskrig måttet supplere egenproduktionen med import af bl.a. olie, kobber, jern og forskellige legeringsmetaller. Denne udvikling skyldes bl.a. en kolossal vækst i forbruget, især af energi. Af det nuværende (1998) energiforbrug, der svarer til næsten 1/4 af verdensforbruget, udgør olie 39%, naturgas 23%, kul 23%, kernekraft 8% og vandkraft 4%. Vedvarende energikilder, baseret på udnyttelse af sol, vind, jordvarme og biomasse, har trods en stigende tendens kun lokal betydning.

Siden 1960'erne er der ikke gjort nye store oliefund, og da landet samtidig har opbrugt de lødigste forekomster og har kunnet importere billig olie fra bl.a. Mellemøsten, Venezuela, Mexico og Canada, er den indenlandske produktion faldet. Nedgangen har især ramt store oliestater som Texas, Californien, Louisiana og Oklahoma, ligesom Alaska, der blev den næststørste producent efter åbningen af Trans-Alaska Pipeline i 1977, nu også har haft en mindre tilbagegang. (Tal fra 1998.) Tilsvarende kan man forvente, at produktionen af kernekraft, verdens klart største, vil falde i takt med afviklingen af de fungerende 104 reaktorer (1998). Flere reaktorer er tidligere taget ud af drift, og efter uheldet på Tremileøen i 1979 er planer om at opføre nye atomkraftværker sat i bero.

Produktionen af naturgas er meget stor, men har længe været stagnerende, mens kul nu brydes i større mængder end nogensinde. Forekomsterne er vidt udbredte, men ikke lige brydeværdige. Efter loven om ren luft fra 1970, (Clean Air Act) har brydningen været rettet mod svovlfattige kul i bl.a. Wyoming, der nu er den største producent efterfulgt af West Virginia, Kentucky og andre stater i Appalacher-kulfeltet. Hovedparten af kullene anvendes i kraftværker, der leverer 3/4 af landets elektricitet (tal fra 1998).

I dag (1998) brydes kul og metalholdige malme overvejende i åbne miner. Tyngdepunktet for udvinding af bl.a. kobber, bly, zink, uran, molybdæn, guld og sølv ligger i de vestlige bjergområder, mens Mesabi Range i Minnesota er et af de få steder i USA, hvor der stadig udvindes jern i større mængder. Selvom produktionen af både jern og visse andre mineraler er gået tilbage, råder landet over store reserver i form af bl.a. mangannoduler og andre metalforekomster på dybhavsbunden ud for Hawaii og de sydlige Stillehavsøer.

Naturbevaring

Efter de store skovrydninger og opdyrkningen af landet, som skete i takt med, at forbundsstaten i sidste halvdel af 1800-tallet afhændede store dele af nationens nyerhvervelser til bl.a. nybyggere og jernbaneselskaber, er der ikke sket væsentlige indskrænkninger i de føderale landområder. Forbundsstaten råder i dag (1998) over knap 3 mio. km2 — over 1/4 af landets areal — og er hermed en vigtig forvalter af den natur, som det fra slutningen af 1800-tallet har været tanken at værne om.

At forbundsstaten dog også varetager andre hensyn, fremgår af, at administrationen af de føderale områder, bortset fra militærarealer og indianerreservater, hører under fire forvaltningsorganer: Nationalparkstyrelsen, Skovstyrelsen, Fiskeri- og Vildtstyrelsen og Styrelsen for Arealforvaltning (Bureau of Land Management). Mens naturbeskyttelse og beskyttelse af historisk værdifulde områder har højeste prioritet for Nationalparkstyrelsen, varetager de øvrige organer i lige så høj grad rekreative og økonomiske interesser. I hvilket omfang staten skal tillade private selskaber fx at udvinde råstoffer og fælde skove på offentlig landejendom, er derfor et tilbagevendende konfliktemne i amerikansk politik.

De føderale landstrækninger findes især i de vestlige bjergområder og Alaska. Det gælder også for nationalparkerne, hvoraf Yellowstone (1872) i Wyoming og bl.a. Sequoia, Yosemite (begge i Californien) og Mount Rainier i Washington blev oprettet før dannelsen af Nationalparkstyrelsen i 1916. I dag (1998) forvalter styrelsen ca. 320.000 km2 fordelt på 54 nationalparker og ca. 300 på anden vis beskyttede områder (nationalmonumenter, vildtparker, historiske parker osv.). Syv af landets ti største nationalparker ligger i Alaska, mens Everglades i Florida og Great Smoky Mountains i Appalacherne er de største og mest besøgte i det østlige USA.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig