• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vietnamkrigen

Oprindelig forfatter NB-P Seneste forfatter Redaktionen

Vietnamkrigen. Evakueringen af Ho Chi Minh City 1975. Folk står i kø for at komme med helikopteren.

Vietnamkrigen. Evakueringen af Ho Chi Minh City 1975. Folk står i kø for at komme med helikopteren.

Vietnamkrigen, væbnet konflikt mellem på den ene side det kommunistiske Nordvietnam og dets sydvietnamesiske allierede, FNL, og på den anden side Sydvietnams regering og USA samt et beskedent antal tropper fra andre lande i forsvarsalliancen SEATO. Krigen afsluttedes med fredsslutningen i 1975, hvorimod et egentligt begyndelsestidspunkt er vanskeligt at tidsfæste, da Vietnamkrigen lå i forlængelse af den vietnamesiske befolknings langvarige kamp for national selvstændighed fra kolonimagten Frankrig.

Siden 1880'erne havde Vietnam været en del af Fransk Indokina. Den japanske besættelse af landet under 2. Verdenskrig gav uafhængighedsbevægelsen vind i sejlene, og efter Japans kapitulation proklamerede Ho Chi Minh, leder af den nationalistiske og kommunistiske befrielsesbevægelse Viet Minh, landets uafhængighed 2.9.45. Frankrig nægtede imidlertid at anerkende Vietnams uafhængighed, hvilket førte til krig mellem Frankrig og Viet Minh 1946-54. Viet Minh, der tidligt under krigen var blevet fordrevet til den nordlige del af landet, tilføjede i maj 1954 franskmændene et afgørende militært nederlag i Dien-Bien-Phu og tvang dem dermed ud af Indokina.

Ved stormagternes mellemkomst blev der i juli s.å. vedtaget en fredsaftale i Genève, hvorved Vietnam midlertidig blev delt ved den 17. breddegrad. Der skulle inden to år afholdes et internationalt kontrolleret valg, og landet skulle genforenes under en fælles regering; dette valg blev aldrig afholdt. Vietnam var for længst blevet en del af den kolde krig, og den amerikanske regering, der allerede i begyndelsen af 1950'erne havde overtaget det meste af regningen for Frankrigs militære tilstedeværelse i Vietnam, var klar over, at et solidt flertal af stemmerne sandsynligvis ville gå til Ho Chi Minhs kommunister, der fik støtte fra Kina og Sovjetunionen. De amerikanske beslutningstagere var af den overbevisning, at en kommunistisk magtovertagelse i Vietnam ville destabilisere nabolandene, således at de et efter et ville komme under kommunistisk kontrol (dominoteorien). I stedet for at afholde det planlagte valg om genforening blev Sydvietnam udråbt til en selvstændig republik med Saigon som hovedstad.

Annonce

USA brugte i de følgende år stadig større resurser i et forgæves forsøg på at stabilisere landet. Præsident Ngo Dinh Diems diktatoriske styre i Saigon var ikke alene truet fra det ligeledes diktatorisk ledede nord, men også af udbredt modstand fra store dele af den sydvietnamesiske befolkning. I 1959 opgav kommunistpartiet idéen om, at Vietnam kunne genforenes med politiske midler. I samarbejde med andre oppositionsgrupper og med støtte fra Nordvietnam trænede og udrustede man nu guerillaer til væbnet kamp mod styret i Saigon. Guerillabevægelsen Den Nationale Befrielsesfront (FNL) blev efterhånden bedre kendt under den nedsættende betegnelse Viet Cong.

I 1963 godkendte USA's præsident Kennedy et militærkup mod den stadig mere upopulære og korrupte præsident Diem i håbet om større folkelig opbakning til et nyt styre. Men også de skiftende regimer, som fulgte efter Diem, viste sig ude af stand til at klare sig uden massiv amerikansk støtte. Snarere end at opgive sit engagement i Vietnam valgte den amerikanske regering at optrappe det.

Da præsident Kennedy blev myrdet 22/11, tre uger efter kuppet mod og mordet på præsident Diem, havde USA 16.700 militære rådgivere i landet, hvis primære opgave var at opbygge Sydvietnams hær. Da Lyndon B. Johnson overtog præsidentposten, tog optrapningen af det amerikanske engagement fart.

En episode i Tonkinbugten, der involverede to amerikanske destroyere, gav den amerikanske kongres med Tonkinbugtresolutionen i august 1964 præsidenten vide militære beføjelser i Vietnam, på trods af at der ikke forelå en egentlig krigserklæring. I februar 1965 reagerede USA på guerillaangreb på amerikanske baser med omfattende bombetogter (Operation Rolling Thunder) samt indsættelse af regulære kamptropper.

Den amerikanske optrapning kulminerede ikke før 1969, da der var 543.400 tropper i landet. Forsøgene på at bremse Viet Congs kontrol med store dele af Sydvietnams landdistrikter slog dog fejl. Helt frem til krigens afslutning fortsatte antallet af FNL-guerillaer med at vokse.

Heller ikke en voldsom optrapning af luftkrigen vendte udviklingen. De menneskelige omkostninger var frygtelige, men i et landbrugsland med få oplagte militære mål var de militærstrategiske resultater minimale. Til gengæld voksede protesterne mod den amerikanske krigsførelse såvel hjemme i USA som i andre dele af verden. Hos de amerikanske tropper voksede frustrationerne over en uigennemskuelig konflikt, hvor det ofte var svært at skelne ven fra fjende i den vietnamesiske befolkning.

I januar 1968 angreb nordvietnamesiske hærenheder og Viet Cong en række større byer i Sydvietnam. Militært blev denne såkaldte Tet-offensiv, som varede indtil efteråret 1968, en fiasko, men i den amerikanske offentlighed fjernede den endegyldigt troen på, at krigen i Vietnam kunne vindes. Senere på året indledte USA og Nordvietnam hemmelige fredsforhandlinger i Paris.

Republikaneren Richard Nixon, der blev USA's præsident i 1969, begyndte efter sin indsættelse at trække tropper hjem. Krigen skulle "vietnamiseres", erklærede han (se Nixondoktrinen). Nogen afslutning på konflikten var dog ikke at se. USA's primære hensyn var ikke længere at bevare Sydvietnam som en selvstændig nation, men at sikre en "fred med ære", som ikke i for høj grad undergravede USA's status som global supermagt. Trods en gradvis amerikansk tilbagetrækning blev krigen periodevis intensiveret for at lægge pres på de nordvietnamesiske forhandlere i Paris. Tiden arbejdede for Nordvietnam og FNL; økonomisk, politisk og moralsk var krigen en stadig større belastning for USA.

Alligevel gav præsident Nixon i marts 1969 ordre til hemmelige bombninger i Cambodja, og året efter udvidede han officielt krigen ved at sende tropper til landet samt til nabolandet Laos i håb om at kunne afskære forsyningslinjerne fra baser her til FNL i Sydvietnam. Invasionerne fik atter protester i USA til at blusse voldsomt op.

Fra udgangen af 1971 overlod amerikanerne al kamp på landjorden til den sydvietnamesiske hær, der i de foregående år var blevet massivt oprustet; i luften var de amerikanske styrker dog fortsat særdeles aktive. Da forhandlingerne i Paris fortsat stod i stampe, overhørte den amerikanske regering i julen 1972 internationale protester og gennemførte 11 dages regulære terrorbombardementer af Hanoi.

I januar 1973 lykkedes det omsider at få alle involverede parter til at underskrive en fredsaftale i Paris, og to måneder senere forlod de sidste amerikanske soldater Vietnam. Trods fredsaftalen fortsatte kamphandlingerne imidlertid, indtil nordvietnamesiske styrker efter to måneders storoffensiv og den sydvietnamesiske hærs fuldstændige kollaps indtog præsidentpaladset i Saigon 30.4.1975. Næsten 30 år efter Ho Chi Minhs uafhængighedserklæring var Vietnam genforenet under et kommunistisk styre. Flere millioner vietnamesere blev dræbt eller såret i krigen, 58.000 amerikanske soldater mistede livet, og over 300.000 blev såret.

Læs mere om de protestbevægelser, Vietnamkrigen medførte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Bjerre-Poulsen: Vietnamkrigen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180010