Faktaboks

Robert S. McNamara

Robert Strange McNamara

Bob McNamara

Født
9. juni 1916, San Francisco, USA
Død
6. juli 2009, Washington D.C., USA

Robert S. McNamara var en amerikansk forretningsmand, politiker og embedsmand. McNamara læste erhvervsøkonomi ved University of California og Harvard University og blev i 1946 ansat i Ford Motor Company; han udarbejdede nye, effektive budgetteringsværktøjer og blev i 1960 koncernens øverste direktør.

I 1961 blev han forsvarsminister under præsident Kennedy og gennemførte en reorganisering af værnene for at muliggøre en mere fleksibel strategi til afløsning af doktrinen om "massiv gengældelse". McNamaras ry som administrativ mirakelmager placerede ham centralt i Vietnamkrigens optrapning under præsident Johnson, men fra 1967 begyndte han at anse krigen for tabt, hvorefter han gik ind for at indlede fredsforhandlinger og igangsatte en undersøgelse af beslutningsforløbet i forbindelse med krigen (se Pentagonrapporten). Efter at have taget sin afsked i 1968 var McNamara indtil 1981 præsident for Verdensbanken og støttede øget hjælp til ulandene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig