Faktaboks

Michael Bloomberg

Michael R. Bloomberg, Michael Rubens Bloomberg

Født
14. februar 1942
Michael Bloomberg
Michael Bloomberg, august 2019,

Michael Bloomberg er en amerikansk forretningsmand og politiker. Han var borgmester i New York City fra 2002-2013. Efter at have tjent en formue inden for finanssektoren, stiftede Bloomberg i 1982 finansoplysningsselskabet Innovative Market Systems – senere omdøbt til Bloomberg LP. Selskabet leverer fortsat oplysninger via et eget terminalsystem, og producerer desuden radio og tv. I 2001 stillede Bloomberg, der hidtil havde været demokrat, op som republikansk kandidat til borgmestervalget i New York City. Han vandt posten efter at have anvendt 68 millioner dollars af sine egne penge på valgkampen. Bloomberg viste sig at være en effektiv administrator, der blandt andet formåede at eliminere byens budgetunderskud. Han blev genvalgt fire år senere og, efter en ændring af valgreglerne i byen, igen i 2009 – denne gang som uafhængig kandidat. Hans mest kontroversielle tiltag i denne periode var den såkaldte "stop & frisk"-politik, som gav byens politi øgede beføjelser til at standse og kropsvisitere folk på gaden. Modstanderne af denne politik påpegede, at den i praksis havde en klar racemæssig slagside, så især mange unge sorte mænd unødigt blev mistænkeliggjort.

Udover at være mæcen for en række kulturinstitutioner i New York City, begyndte Bloomberg også at donere store beløb til politiske formål andre steder i USA. En stor del gik til kampen mod klimaforandringer. Som et modtræk til, at præsident Trump trak USA ud af Paris-aftalen, donerede Bloomberg eksempelvis 70 millioner dollars til klimatiltag i 20 amerikanske byer. I samarbejde med politichefer i en lang række andre amerikanske storbyer, forsøgte han også at få strammet den amerikanske våbenlovgivning – blandt andet ved at yde økonomisk støtte til politikere med samme ønske. Ved midtvejsvalget i 2018 anvendte Bloomberg også 80 millioner dollars af egne midler til at besejre republikanske kandidater rundt omkring i USA.

Allerede mens han endnu var borgmester, var der ofte gisninger om, at Bloomberg havde ambitioner om at forsøge at blive USA's præsident. Han undersøgte også flere gange mulighederne, men undlod hver gang at gøre forsøget, indtil november 2019, hvor han – måske mest af frygt for, at den erklærede demokratiske socialist Bernie Sanders skulle ende med at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020 – meldte sig som kandidat. På trods af, at Bloomberg atter brugte store beløb på valgkampen udeblev resultaterne, og i marts 2020, afsluttede han den officielt og erklærede i stedet sin støtte til Joe Biden. Han gjorde det med et løfte om også at bruge store beløb på at støtte demokratiske kandidater i den kommende valgkamp. Skønt disse støttebeløb var store, selv efter amerikansk målestok, skulle de ses på baggrund af, at Bloombergs personlige formue er omkring 60 milliarder dollars.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig