Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lewinskyaffæren

Oprindelig forfatter NB-P Seneste forfatter Redaktionen

Lewinskyaffæren, amerikansk politisk skandale, som i 1998 førte til, at der blev indledt en rigsretssag mod præsident Bill Clinton. Lewinskyaffæren var en udløber af den såkaldte Whitewatersag, som siden 1994 havde været gransket af undersøgelsesdommer Kenneth Starr. Det var ikke lykkedes Starr at afdække forhold, som belastede præsidenten, men i sin fortsatte jagt fandt Starr i slutningen af 1997 indicier på, at Clinton havde haft et seksuelt forhold til en praktikant i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky (f. 1973). Præsidenten benægtede gentagne gange offentligt eksistensen af et forhold, men konkrete fysiske beviser førte til, at et flertal i Repræsentanternes Hus i 1998 vedtog at stille præsidenten for en rigsret, anklaget for mened og for at hindre rettens gang. Senatet frikendte i 1999 Clinton, som dog offentligt måtte undskylde, at han havde løjet om forholdet til praktikanten. Lewinskyaffæren var ydmygende for Clinton, men også en fiasko for det republikanske flertal i Kongressen, som med sagen forsøgte at miskreditere og fjerne en politisk modstander. Vælgerne adskilte i vidt omfang privatliv og embedsførelse, og Clinton forblev en populær præsident.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Bjerre-Poulsen: Lewinskyaffæren i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116352