Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harry S. Truman

Oprindelig forfatter RSchm Seneste forfatter Redaktionen

/p[2]/span, function 'wiki.template' failed with response:

Timeout expired.  The timeout period elapsed prior to completion of the operation or the server is not responding.

/p[3]/strong/span, function 'wiki.template' failed with response:

Timeout expired.  The timeout period elapsed prior to completion of the operation or the server is not responding.
8.5.1884-26.12.1972, USA's 33. præsident 1945-53. Truman voksede op på en gård ved Independence, Missouri, hvor han også afsluttede high school. Efter en række skiftende job og flere fejlslagne investeringsforsøg udmærkede han sig som kaptajn på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Senere gik han konkurs med en herreekviperingsforretning, hvorpå han gik ind i politik og allierede sig med den berygtede demokratiske partiboss i Kansas City Thomas Pendergast (1872-1945). Med dennes opbakning valgtes han til dommer 1922-24 og 1926-34.

I 1934 blev Truman valgt til Senatet, hvor han for alvor slog sit navn fast efter sit genvalg i 1940 til formand for en særlig senatskomité, som afslørede udbredt korruption og spild i den amerikanske militærindustri under 2. Verdenskrig. Truman blev i 1944 demokraternes vicepræsidentkandidat, da partiets højrefløj pressede den svækkede præsident Franklin D. Roosevelt til at udskifte vicepræsident Henry Wallace. Som vicepræsident havde Truman kun begrænset kontakt med Roosevelt, og efter kun 82 dage afløste han Roosevelt ved dennes død.

Trumans første tid i Det Hvide Hus var præget af afslutningen på 2. Verdenskrig. I juli 1945 deltog han i Potsdamkonferencen, og i august beordrede han nedkastning af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Annonce

Indenrigspolitisk kom Truman under pres fra den stigende konservatisme i efterkrigstidens USA. Selvom Det Demokratiske Parti i 1948 var dybt splittet, lykkedes det Truman takket være en aggressiv valgkampagne, hvor han gav den republikansk-dominerede Kongres skylden for de manglende politiske resultater, at besejre sin modkandidat, republikaneren Thomas E. Dewey. Truman fremsatte i 1949 et ambitiøst velfærdsprogram, som bl.a. indeholdt forslag om statslig sygeforsikring og borgerretslove, men kun et mindre forslag om socialt boligbyggeri blev vedtaget.

Trumans reformforslag blev overskygget af det forværrede forhold til Sovjetunionen, hvor Truman fastlagde den såkaldte inddæmningspolitik, som kom til at udgøre grundlaget for USAs politik under den kolde krig (se Trumandoktrinen). I 1948 blev Marshallplanen, opkaldt efter Trumans udenrigsminister, George C. Marshall, vedtaget, en plan, som over en fireårsperiode gav 13 mia. dollar til den økonomiske genopbygning af Vesteuropa. I 1948-49 gennemførtes luftbroen til det indesluttede Vestberlin, og 1949 blev NATO oprettet.

Det kommunistiske Nordkorea invaderede i juni 1950 Sydkorea, og Truman indsatte med FN's godkendelse en hær under ledelse af general Douglas MacArthur. Da hæren forsøgte at erobre Nordkorea, blev den trængt tilbage af kinesiske tropper. Truman afskedigede MacArthur i 1951, da denne ønskede at udvide krigen til også at omfatte Kina. Den uafgjorte krig, voksende anklager fra republikanerne anført af senator Joseph McCarthy, om at regeringen var infiltreret af kommunister, samt flere korruptionsskandaler førte til, at Trumans popularitet faldt, og han valgte ikke at søge genopstilling i 1952. Han trak sig tilbage til en pensionisttilværelse i Independence, hvor han skrev sine erindringer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Regin Schmidt: Harry S. Truman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174688