Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gerald Ford

Oprindelig forfatter NB-P Seneste forfatter Redaktionen

Gerald Ford overtog præsidentposten efter Nixon med ordene: Nationens lange mareridt er overstået. Foto fra 1974.

Gerald Ford overtog præsidentposten efter Nixon med ordene: Nationens lange mareridt er overstået. Foto fra 1974.

Gerald Ford, Gerald Rudolph Ford, jr., opr. Leslie Lynch King, jr., 14.7.1913-26.12.2006, amerikansk politiker, USA's 38. præsident 1974-77.

Gerald Ford opnåede i sine collegeår stjernestatus i amerikansk fodbold og blev træner ved Yale University. Han begyndte i 1938 at læse jura samme sted og tog i 1941 juridisk embedseksamen. Efter en kort tid som advokat meldte han sig i 1942 til krigstjeneste i flåden. Efter krigen genoptog Ford sin advokatpraksis i Michigan, men forlod den igen, da han i 1948 blev valgt for Det Republikanske Parti til Repræsentanternes Hus.

Gerald Ford var moderat konservativ; visionerne var ikke store, men han vandt respekt som en ærlig, hårdt arbejdende og loyal politiker og blev i 1965 valgt som minoritetsleder i Repræsentanternes Hus. I 1973 blev Ford indsat som ny vicepræsident, da Spiro T. Agnew måtte forlade posten efter anklager for korruption, og kun otte måneder senere i august 1974 aflagde han ed som præsident, da Richard Nixon i forbindelse med Watergatesagen valgte at træde tilbage.

Annonce

Det var langtfra misundelsesværdige betingelser, Ford blev stillet over for som præsident. Han skulle på én gang tackle en voksende økonomisk krise, genoprette tilliden til det politiske system efter Watergateskandalen og pleje den sårede nationale stolthed efter Vietnamkrigen. Det formåede han ikke. Den forsigtige optimisme, som hans tiltrædelse havde vakt, forsvandt allerede fire uger senere, da han benådede Nixon for alle ulovligheder, han måtte have begået som præsident.

Gerald Fords præsidentperiode forblev et intermezzo; han gjorde sig mest bemærket ved hele 61 gange at bruge sin vetoret til at bremse lovforslag fra Kongressen.

I kamp med Ronald Reagan opnåede Ford i 1976 akkurat at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat, men ved valget i november besejredes han af demokraten Jimmy Carter.

I 1979 udgav Gerald Ford sin selvbiografi A Time to Heal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Bjerre-Poulsen: Gerald Ford i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78106