• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Condoleezza Rice

Oprindelig forfatter NB-P Seneste forfatter Redaktionen

Condoleezza Rice. Foto fra 2008.

Condoleezza Rice. Foto fra 2008.

Condoleezza Rice, f. 14.11.1954, amerikansk sikkerhedsrådgiver og politiker; udenrigsminister 2005-09. Condoleezza Rice blev ph.d. i politologi i 1981 og tilknyttedes s.å. Stanford University, hvor hun siden har været professor og 1993-99 tillige var universitetsdirektør.

1989-91 var hun medlem af Det Nationale Sikkerhedsråd og præsident George Bushs særlige rådgiver vedr. sovjetiske og østeuropæiske anliggender.

Mens George W. Bush endnu var guvernør i Texas med ambitioner om at følge i sin fars fodspor, blev hun hans nærmeste udenrigspolitiske rådgiver. Da Bush vandt præsidentvalget i 2000, blev hun national sikkerhedsrådgiver.

Annonce

Condoleezza Rice blev dermed en af arkitekterne bag Bush-regeringens nye udenrigspolitiske kurs for USA, der bl.a. udmøntedes i invasionen af Irak i marts 2003. I januar 2005 afløste hun Colin Powell på posten som USA's udenrigsminister.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Bjerre-Poulsen: Condoleezza Rice i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151350