Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ayn Rand

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Ayn Rand, opr. Alisa Sinovjevna Rosenbaum, 2.2.1905-6.3.1982, russisk-amerikansk forfatter og filosof. Ayn Rand blev født i Sankt Petersborg, men rejste til USA i 1925, hvor hun begyndte at skrive romaner og filmmanuskripter. Ud fra en stærk antikommunistisk, liberalistisk tankegang skrev hun bl.a. romanen Atlas Shrugged (1957, da. Og verden skælvede, 1959); romanen er et forsvar for kapitalismen imod enhver form for statslig indblanding. Ayn Rand grundlagde og blev en ledende skikkelse inden for objektivismen, en bevægelse, der søgte at fremme individualisme og begrænse statens indflydelse.

Ayn Rand forsvarede i høj grad den stærkes ret og betragtede enhver begrænsning i forfølgelsen af individets egne mål - fx medfølelse og altruisme - som et onde. Selviskhed blev ophøjet til en dyd i Rands kontroversielle tænkning.

I 1985 grundlages Ayn Rand Institute i Californien som et samlingspunkt for intellektuelle radikale liberalister. Instituttet er blevet kritiseret for en kultlignende veneration for Rand.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ayn Rand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268320