Angela Davis, Angela Yvonne Davis. f. 26.1.1944, sort amerikansk borgerretsforkæmper og forfatter. I 1969 blev Angela Davis afskediget som universitetslærer i Californien, fordi hun var medlem af kommunistpartiet. Hendes tilknytning til Black Power og navnlig hendes arrestation i 1970 i forbindelse med en gidselaffære gjorde hende verdenskendt. I 1972 blev hun frikendt for anklagerne og genoptog kampen mod race- og kønsundertrykkelse. Fra 1991 til sin pensionering i 2008 var Angela Davis professor ved University of California i Santa Cruz, hun er fortsat en aktiv taler og debattør.