Røverbaroner er en amerikansk betegnelse for industrifyrster, der under USA's industrielle revolution i anden halvdel af 1800-tallet tog arbejdere, forbrugere og offentligheden som gidsler i forsøget på at kontrollere produktionen og berige sig selv. Blandt de mest fremtrædende var Andrew Carnegie, som skabte Carnegie Steel Company, John D. Rockefeller, som opbyggede Standard Oil Company, og Cornelius og William Vanderbilt, der kontrollerede et jernbaneimperium. Fænomenet er beskrevet af Matthew Josephson (1899-1978) i The Robber Barons: The Great American Capitalists, 1861-1901 (1934).