Lynchning, (eng. lynching), en folkemængdes afstraffelse og henrettelse af en mistænkt, udført ved lynchjustits, dvs. uden rettergang. Ordets oprindelse er omstridt, men det sættes oftest i forbindelse med en fredsdommer fra Virginia ved navn Charles Lynch (1736-96), der under Den Amerikanske Revolution gjorde kort proces med folk, som mistænktes for at støtte briterne. Lynchning blev udbredt i 1800-t. i det vestlige USA, hvor man så strengt på fx hestetyveri og falskspil. Betegnelsen er dog især knyttet til underkuelsen af sorte i Sydstaterne efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Af de omkring 4750 mennesker, som blev lynchet i USA 1882-1964, var ca. 3500 sorte. Omkring år 1900 var lynchning, navnlig i Mississippi, Georgia, Alabama og Texas, nærmest en grotesk form for folkeforlystelse, som endda undertiden annonceredes i aviserne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.