William Lloyd Garrison, 1805-1879, amerikansk redaktør og abolitionist. Garrison grundlagde avisen The Liberator (1831-65), der blev det ledende tidsskrift for den abolitionistiske bevægelse i USA, og han var 1833-65 formand for The American Anti-Slavery Society. Garrisons kompromisløse agitation mod slaveriet førte i 1840'erne til en sprængning af bevægelsen, idet han hævdede, at de slavefrie Nordstater skulle løsrive sig fra et USA, der ikke udtrykkelig forbød slaveriet. Garrison kæmpede bl.a. også for kvinders rettigheder og for frihandel, men havde efter slaveriets ophævelse i 1865 kun ringe indflydelse.