Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulysses S. Grant

Oprindelig forfatter JSve Seneste forfatter Redaktionen

Ulysses S. Grant, stik udført af John Chester Buttre (1821-93) efter fotografi fra Barr & Young.

Ulysses S. Grant, stik udført af John Chester Buttre (1821-93) efter fotografi fra Barr & Young.

Ulysses S. Grant, Ulysses Simpson Grant, egl. Hiram Ulysses Grant, 27.4.1822-23.7.1885, amerikansk officer og politiker; USA's 18. præsident 1869-77.

Grant fik en militæruddannelse på militærakademiet West Point 1839-43. Han deltog i Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48, men forlod hæren i 1854. Grant var herefter bl.a. farmer i Missouri, men da Den Amerikanske Borgerkrig brød ud i 1861, indrullerede han sig i Nordstatshæren og fik kommandoen over et regiment i Illinois. Han anførte 1862-63 det afgørende felttog mod Vicksburg. I 1864 fik Grant kommandoen over hele Nordstatshæren og ledede de afsluttende kampe i Virginia, hvor han i 1865 modtog Sydstatshærens kapitulation.

Grant var 1867-68 fungerende krigsminister. Som Det Republikanske Partis præsidentkandidat vandt han valgene i 1868 og 1872 og gennemførte en genopbygningspolitik, den såkaldte Reconstruction, hvor Sydstaterne blev genoptaget i USA. Under Grants ledelse var Det Republikanske Parti præget af korruption og skandaler. I 1880 søgte han atter opstilling som partiets præsidentkandidat, men forgæves. I sine sidste år skrev Grant erindringerne Personal Memoirs (2 bd., 1885-86), hvis udgivelse blev forestået af Mark Twain.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen: Ulysses S. Grant i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85492