Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sam Houston

Oprindelig forfatter JSve Seneste forfatter Redaktionen

Sam Houston, egl. Samuel Houston, 1793-1863, amerikansk politiker, Texas' præsident 1836-38 og 1841-44. Houston var medlem af Repræsentanternes Hus 1823-27, valgt i Tennessee. I 1828 blev han statens guvernør, men flyttede året efter til Arkansas og i 1833 til Texas. Her var han i 1836 medunderskriver af den uafhængighedserklæring, der løsrev Texas fra Mexico. Som øverstkommanderende for oprørsstyrkerne slog han i 1836 de mexicanske tropper ved San Jacinto. Det sikrede selvstændigheden og valget af Houston som republikkens første præsident. Ved Texas' optagelse i USA i 1846 fik han sæde i Senatet, hvor han skønt selv slaveejer var erklæret modstander af slaveriets udbredelse. I 1859 valgtes Houston til guvernør i Texas, men da staten efter en folkeafstemning i 1861 trak sig ud af USA, nægtede han at aflægge ed til Amerikas Konfødererede Stater, Sydstaterne. Hans embede blev derpå erklæret ubesat, og han trak sig ud af politik. Byen Houston er opkaldt efter ham.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen: Sam Houston i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93324