Know Nothing Party var et amerikansk fremmedfjendtligt og antikatolsk parti i 1850'erne, udsprunget af hemmelige loger i staten New York, hvis medlemmer ofte afviste spørgsmål med udsagnet "I know nothing". Partiet, som havde flere officielle navne, bl.a. American Party, opstod efter splittelse i de etablerede partier i spørgsmålet om slaveriet. I 1856 stillede forhenværende præsident Millard Fillmore op som partiets præsidentkandidat, men tabte stort, hvorefter det hurtigt gik i opløsning. Know Nothing Party betragtes ofte som forgænger for andre højreekstremistiske bevægelser i USA, bl.a. Ku Klux Klan.