Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Adams

Oprindelig forfatter JSve Seneste forfatter Redaktionen

John Adams. Første side af et udkast til den amerikanske uafhængighedserklæring. På billedet ses mændene, som udformede den, bl.a. Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams.

John Adams. Første side af et udkast til den amerikanske uafhængighedserklæring. På billedet ses mændene, som udformede den, bl.a. Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams.

John Adams, 30.10.1735-4.7.1826, amerikansk politiker og diplomat, USA's 2. præsident (1797-1801). John Adams var en tidlig fortaler for de amerikanske koloniers selvstyre og medforfatter til Uafhængighedserklæringen.

I 1774-75 var Adams delegeret ved Kontinentalkongressen og medvirkede i 1783 ved de fredsforhandlinger, der førte til USA's uafhængighed. Som udsending i Europa 1778-88 var Adams med til at stabilisere forholdet til de europæiske stormagter.

I 1789 blev John Adams USA's første vicepræsident — ifølge ham selv "det mest ubetydelige embede, mennesket nogensinde har opfundet eller udtænkt" — og i 1796 valgt til præsident. Adams var en fremtrædende føderalist. I en række skrifter om forfatningsmæssige spørgsmål gav han Den Amerikanske Revolution en konservativ drejning, som lagde afstand til teorierne bag Den Franske Revolution.

Annonce

Adams' præsidentperiode prægedes af uenighed om forholdet til Frankrig. De antifranske Alien and Sedition Acts, som begrænsede trykke- og ytringsfriheden, blev vedtaget under Adams.

Franske overfald på amerikanske handelsskibe truede med at udvikle sig til åben krig, men med republikansk støtte og imod en majoritet i hans eget parti undgik han krig med Frankrig. Splittelsen var medvirkende til, at Adams i 1800 tabte valget, hvorefter Thomas Jefferson blev præsident.

John Adams' liv fremstilles i tv-serien John Adams (2008), baseret på en bog af David McCullough.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen: John Adams i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32731