Det Demokratiske Parti er et af de to store amerikanske politiske partier. Partiet regnes i dag for at være liberalt (i amerikansk forstand) mens det andet store parti – Det Republikanske Parti – repræsenterer konservative værdier. Sådan har det ikke altid været.
Demokraterne; på amerikansk The Democratic Party
Det Demokratiske Parti har rødder tilbage i den antiføderalistiske bevægelse, der omkring 1792 blev samlet med Thomas Jefferson som en ledende skikkelse. Antiføderalisterne var, som betegnelsen indikerer, modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne.
Under navnet Republikanerne (ikke at forveksle med det senere parti af samme navn) fik de i 1801 regeringsmagten med Jefferson på præsidentposten.
En markant ny fase i det Demokratiske Partis udvikling kom med valget af Andrew Jackson som præsident i 1828. Jackson, der også havde fået flest stemmer i 1824, men alligevel ikke vundet valget, repræsenterede en mere populistisk kurs. Han havde især sin opbakning i Syden og i det vestlige USA, hvor især irske, skotske og tyske indvandrere støttede ham.
Under Jackson blev stemmeretten udbredt til nye grupper af vælgere, og samtidig skabte demokraterne verdens første moderne partiorganisation. Man afholdt partikonventer og organiserede valgkampagner med gratis øl og underholdning. Formålet var primært at mobilisere vælgerne, men også at inddrage folkelige bevægelser og meningstilkendegivelser i partiet.
I de næste tre årtier var Demokraterne det dominerende parti i USA. De var modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og en centralbank og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne; herudover var lave toldsatser og ekspansion mod vest vigtige punkter i partiets politik. Det samme var i mange år forsvaret for slaveriet, men mod slutningen af 1850'erne splittede spørgsmålet partiet mellem nord- og sydstater.
I 1860 nåede det så vidt, at man endte med at have én kandidat i syd og en anden i nord. Det banede vejen for, at modstanderne af slaveri i det relativt nye Republikanske Parti med Abraham Lincoln i spidsen kunne vinde præsidentvalget med blot 40 procent af stemmerne. Allerede inden hans tiltrædelse fik valget imidlertid Sydstaterne til at melde sig ud af Unionen, hvilket udløste Den Amerikanske Borgerkrig.
I mange år efter borgerkrigens afslutning i 1865 blev Demokraterne forbundet med Syden og slaveriet, og det Republikanske Parti blev nu dominerende. Indtil 1912 var Grover Cleveland den eneste Demokratiske præsident (1885-1889, 1893-1897).
Da det i 1912 lykkedes Demokraten Woodrow Wilson at vinde præsidentvalget, skyldtes det, at den tidligere republikanske præsident Theodore Roosevelt valgte at genopstille som uafhængig kandidat, og dermed udfordre sin efterfølger i Det Hvide Hus, Republikaneren William Howard Taft. Såvel Wilson som Roosevelt og Taft betegnede sig i øvrigt som "progressive".
I Wilsons præsidentperiode 1913-1921 blev modstanden mod den centraliserede statsmagt opgivet. Demokraterne så i stigende grad den føderale regering i Washington, D.C. som en nødvendig modvægt til de store virksomheder, der dominerede hele industrier. Dette nye "progressive" syn på regeringens rolle slog for alvor igennem efter det store krak i 1929 og den økonomiske depression som fulgte.
Efter tre Republikanske præsidenter i 1920'erne, vandt Demokraten Franklin D. Roosevelt i 1932 præsidentposten, og det blev en skillelinje i amerikansk politisk historie. Roosevelts mange reformprogrammer, der skulle modvirke depressionens virkninger på den amerikanske samfundsøkonomi, gik under betegnelsen The New Deal.
Reformer skabte et basalt socialt sikkerhedsnet i USA og nye roller til præsidenten og den føderale regering. De førte også til et større skift i perioden 1933-1945 i flere samfundsgruppers partitilhørsforhold og gjorde det Demokratiske Parti dominerende i de følgende årtier, mens de Demokratiske præsidenter Harry S. Truman, John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson fortsatte bestræbelserne på at udvikle en amerikansk velfærdsstat.
Fra midten af 1960'erne svækkedes partiet i Syden pga. dets støtte til Borgerrettighedsbevægelsen. Denne støtte, som blandt andet resulterede i vedtagelsen af The Civil Rights Act i 1964 og the Voting Rights Act i 1965, førte til, at mange socialt konservative Demokrater, særligt i Syden, forlod partiet og begyndte at stemme Republikansk. Også en del af partiets arbejdervælgere og udflyttere i forstæderne i de nordlige stater var utilfredse med, hvad de anså for positiv særbehandling af sorte.
Ved valget i 1968 var Demokraterne tillige belastet af modstanden mod præsident Johnsons håndtering af krigen i Vietnam og af raceuroligheder i mange større byer. Det var i 1968 med til at sikre Republikaneren Richard M. Nixon en sejr ved præsidentvalget.
Ved det amerikanske midtvejsvalg i 1994 mistede Demokraterne flertallet i begge Kongressens kamre for første gang siden 1954. Snart gik det dog atter fremad for både den demokratiske præsident, Bill Clinton, og partiet, der på alle fronter vandt terræn ved valgene i 1996 og 1998.
I 2000 fik partiet halvdelen af de 100 pladser i Senatet, og partiets præsidentkandidat, Al Gore, fik et flertal af de afgivne stemmer. Han måtte dog alligevel se præsidentposten gå til republikaneren George W. Bush, som efter en afgørelse i Højesteret blev tildelt Floridas valgmandsstemmer og dermed fik flertal i valgmandskollegiet.
Befolkningsudviklingen i USA har i flere årtier været sådan, at vælgergrupper, hvor et flertal stemmer Demokratisk, udgør en voksende del af det samlede vælgerkorps. Udover svingende valgdeltagelse fra disse grupper – ikke mindst latinovælgere – har en række andre faktorer, som fordelingen af valgmandsstemmer og opdelingen af kongresdistrikter (gerrymandering), gjort, at Demokraternes demografiske fordel ikke altid har udmøntet sig i valgsejre.
Eksempelvis har den demokratiske kandidat fået flest stemmer i syv af otte præsidentvalg i perioden 1992-2020, men Republikanske præsidentkandidater har alligevel vundet tre gange – i 2004 ved at vinde et flertal af stemmerne, og i 2000 og 2016 ved at vinde et flertal i valgmandskollegiet, trods færre stemmer end den Demokratiske kandidat.
Ved valget i 2008 lykkedes det Demokraterne at erobre præsidentposten med Barack Obama som kandidat og samtidig sikre markante flertal i begge Kongressens kamre. Allerede i 2010 mistede partiet dog atter flertallet i Repræsentanternes Hus, og skønt Barack Obama sikkert genvandt præsidentposten i 2012, mistede partiet i 2014 også sit flertal i Senatet. Et større potentielt vælgergrundlag end det Republikanske Partis har med andre ord ikke sikret Demokraterne nogen dominans, på samme måde som det har været tilfældet i andre perioder af USA's historie.
En del af forklaringen skal findes i den omstændighed, at alle 50 stater, uanset befolkningens størrelse, har to pladser i Senatet, og at Det Republikanske Parti har flertal i flest tyndt befolkede stater.
I 2021 var Senatet sammensat af 50 republikanere og 50 demokrater, men demokraterne repræsenterede næsten 40 millioner flere vælgere end de republikanske senatorer. Sammen med såkaldt "gerrymandering" af kongresdistrikter, og reglerne for fordelingen af valgmandsstemmer (hvor staterne også får to for deres to senatorer), opvejer det til dels den omstændighed, at Det Demokratiske Parti potentielt har flere vælgere.
Derfor er det som regel nogle få procentpoint, der adskiller kandidaterne ved amerikanske præsidentvalg, og kandidater fra tredjepartier kan tippe balancen.
I 2016 valgte Det Demokratiske Parti for første gang en kvindelig præsidentkandidat, Hillary Clinton. På trods af, at hun fik ca. 2,8 millioner stemmer flere end sin republikanske modkandidat, Donald J. Trump, tabte hun valget. Trump vandt overraskende et flertal i valgmandskollegiet ved at vinde knebent i tre stater, Pennsylvania, Wisconsin og Michigan, der ellers blev regnet for at være en del af demokraternes sikre stater – deres "blå mur". Samtidig beholdt republikanerne deres flertal i begge Kongressens kamre.
Ved midtvejsvalget i 2018 genvandt demokraterne dog et markant flertal i Repræsentanternes Hus, og gjorde atter Nancy Pelosi til Speaker. To år senere genvandt partiet både præsidentposten og et yderst spinkelt flertal på én stemme i Senatet.
Kampen om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat endte med at stå mellem to veteraner i amerikanske politik: Senator Bernie Sanders og den tidligere senator og vicepræsident Joe Biden.
Sanders var den foretrukne kandidat for partiets progressive fløj, mens Biden repræsenterede en mere midtsøgende politisk kurs og et ønske om at "sænke temperaturen" i amerikansk politik. Et flertal af partiets vælgere vurderede, at Biden, trods sin høje alder (78), ville have de bedste muligheder for at slå den siddende præsident, Donald Trump, og det viste sig at holde stik: I et valg med høj stemmeprocent fik han 7 millioner flere stemmer end Trump. Til gengæld måtte demokraterne se deres flertal i Repræsentanternes Hus skrumpe.
Ved midtvejsvalget i 2022 var demokraterne spået et kæmpe nederlag, men det gik ganske anderledes. Ganske vist mistede partiet sit spinkle flertal i Repræsentanternes Hus, men øgede samtidig sit flertal i Senatet. Trods dystre forudsigelser om en "rød tsunami", var valgresultatet endnu bedre for demokraterne ved valg til staternes lovgivende forsamlinger og til guvernørposter og andre vigtige embeder rundt omkring i staterne.
Det var et relativt samlet parti, uden de store spændinger mellem fløjene, der i efteråret 2023 rustede sig til et præsidentvalg i 2024, som mange mente kunne blive det mest afgørende for det amerikanske demokrati siden valget i 1864 – et valg, der blev afholdt mens landet var midt i en blodig borgerkrig.
Kommentarer (1)
skrev Finn Andersen
Til orientering: Jeg har for meget længe siden indsendt et ændringsforslag. Jeg har i oktober måned opdateret ændringsforslaget. Der mangler at blive taget stilling til ændringsforslaget.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.