Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Demokratiske Parti

Oprindelig forfatter NT Seneste forfatter Redaktionen

Det Demokratiske Parti, Demokraterne, am. The Democratic Party, amerikansk politisk parti. Det Demokratiske Parti har rødder tilbage i den antiføderalistiske bevægelse i 1780'erne, som i årene herefter blev samlet under Thomas Jefferson. Disse strømninger er undertiden benævnt den demokratisk-republikanske koalition. Under navnet Republikanerne (ikke at forveksle med det senere parti af samme navn) havde det regeringsmagten 1801-09 med Jefferson på præsidentposten. Som verdens første moderne partiorganisation søgte partiet fra 1820'erne at inddrage brede vælgergrupper i den politiske debat.

Demokraterne var modstandere af en stærk centraliseret statsmagt og en centralbank og ønskede størst muligt selvstyre for delstaterne; herudover var lave toldsatser og ekspansion mod vest vigtige punkter i partiets politik. Partiet stod stærkest i Syden, men fik også støtte fra farmere i vest og nordvest samt fra irske, skotske og tyske indvandrere.

Med undtagelse af valgene i 1840 og 1848 vandt partiet alle præsidentvalg i perioden 1828-60. Under Andrew Jackson (præsident 1829-37) skabtes en landsdækkende partiorganisation ved hjælp af partikonventer og organiserede valgkampagner med gratis øl og underholdning. Formålet var primært at mobilisere vælgerne, men også at inddrage folkelige bevægelser og meningstilkendegivelser i partiet. Kravet om delstaternes selvstyre havde størst vægt i Sydstaterne, som i modsætning til Nordstaterne ønskede at opretholde slaveriet. Spørgsmålet om slaveriet var således en kilde til stadig uenighed i partiet og endte med at splitte det ved præsidentvalget i 1860, da én kandidat stillede op i Syd og en anden i Nord. Resultatet blev, at det nydannede Republikanske Parti med Abraham Lincoln i spidsen vandt valget, hvorefter Sydstaterne meldte sig ud af Unionen. Året efter brød Den Amerikanske Borgerkrig ud, og lang tid efter dens afslutning i 1865 blev Demokraterne forbundet med Syden og slaveriet. Lidt efter lidt blev der dog skabt et nationalt valgprogram, og med William Jennings Bryan som præsidentkandidat 1896, 1900 og 1908 appellerede Demokraterne til den lille (hvide) mand, der var udnyttet af storindustri og offer for regeringskorruption. I Woodrow Wilsons præsidentperiode 1913-21 blev modstanden mod den centraliserede statsmagt opgivet og et samarbejde med dele af storindustrien indledt. Under Franklin D. Roosevelt 1933-45 fortsattes en politik, som søgte at samordne erhvervsliv, fagbevægelse og regering. Omtrent samtidig begyndte såvel arbejderne som de sorte i industribyerne at stemme demokratisk. I 1930'erne gennemførtes de såkaldte New Deal-reformer, som lagde grunden til en amerikansk velfærdsstat, der blev udviklet i perioden 1945-69 under de demokratiske præsidenter Harry S. Truman, John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson.

Annonce

Fra midten af 1960'erne svækkedes partiet i Syden pga. dets støtte til Borgerrettighedsbevægelsen, mens mange af partiets arbejdervælgere og udflyttere i forstæderne i de nordlige stater var utilfredse med, hvad de anså for positiv særbehandling af sorte. Ved valget i 1968 var partiet så belastet af Johnsons Vietnampolitik og af racemodsætninger i mange større byer i de nordlige stater, at regeringsmagten overgik til Det Republikanske Parti. Selvom Demokraterne frem til 1994 som regel dominerede Kongressen, er det efter 1968 kun undtagelsesvis lykkedes for dem at vinde præsidentvalgene: I 1976 vandt Jimmy Carter, efter at Watergateskandalen havde kompromitteret Det Republikanske Parti, og i 1992 blev Bill Clinton valgt som USAs 42. præsident, da den uafhængige Ross Perot splittede de republikanske vælgere.

Ved det amerikanske midtvejsvalg i 1994 mistede Demokraterne flertallet i begge Kongressens kamre for første gang siden 1954. Snart gik det dog atter fremad for både den demokratiske præsident, Bill Clinton, og partiet, der på alle fronter vandt terræn ved valgene i 1996 og 1998. I 2000 fik partiet halvdelen af de 100 pladser i Senatet, og partiets præsidentkandidat, Al Gore, fik et flertal af de afgivne stemmer. Partiet måtte dog se præsidentposten gå til republikaneren George W. Bush, som fik flertal i valgmandskollegiet.

Trods en tæt valgkamp i 2004 måtte Demokraternes præsidentkandidat, John F. Kerry, ligesom sin forgænger se sig slået, da George W. Bush med et snævert flertal vandt endnu en periode på præsidentposten. Derimod lykkedes det ved midtvejsvalget i 2006 for Demokraterne at få flertal i Repræsentanternes Hus og ligevægt i Senatet. Demokraternes Nancy Pelosi fik således den vigtige post som formand for Repræsentanternes Hus. Op til præsidentvalget i 2008 var der en langvarig valgkamp om nomineringen til Demokratisk præsidentkandidat mellem Hillary Clinton og Barack Obama; den blev til sidst vundet af Obama, som også vandt en overbevisende sejr over den republikanske kandidat, John McCain, ved præsidentvalget i november 2008. Ved samme lejlighed konsoliderede Demokraterne deres flertal i Repræsentanternes Hus og opnåede flertal i Senatet. Den Demokratiske sejr blev dog kortvarig. Ved midtvejsvalget i november 2010 mistede partiet flertallet i Repræsentanternes Hus og fik det stærkt beskåret i Senatet. Nederlaget var et resultat af flere faktorer, ikke mindst den vedvarende økonomiske krise og høje arbejdsløshed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thorsen: Det Demokratiske Parti i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63051