Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andrew Jackson

Oprindelig forfatter JSve Seneste forfatter Redaktionen

Andrew Jackson malet ca. 1819 af John Wesley Jarvis (1780–1840). Jackson er portætteret som krigshelt i sin militæruniform efter sejren over briterne ved New Orleans under Den Amerikansk-engelske Krig.

Andrew Jackson malet ca. 1819 af John Wesley Jarvis (1780–1840). Jackson er portætteret som krigshelt i sin militæruniform efter sejren over briterne ved New Orleans under Den Amerikansk-engelske Krig.

Andrew Jackson, 15.3.1767-8.6.1845, amerikansk politiker og officer, USA's 7. præsident 1829-37.

Andrew Jackson var jurist i Nashville og 1796-97 Tennessees første medlem af Repræsentanternes Hus; derpå var han 1797-98 valgt til Senatet og 1798-1804 højesteretsdommer i Tennessee.

Jackson udnævntes i 1802 til generalmajor i Tennessees milits. Under Den Amerikansk-engelske Krig nedkæmpede han i 1814 briternes allierede, creekindianerne, og inden meddelelsen om en fredsaftale havde nået USA, tvang han 8.1.1815 briterne til at opgive deres angreb på New Orleans. I 1817 lod han sine tropper invadere det spanske Florida, som 1819-21 blev købt af USA.

Annonce

Andrew Jackson havde vundet stor berømmelse som militærhelt og blev foreslået som præsidentkandidat. 1823-25 var han igen senator for Tennessee, og i 1824 stillede han op ved præsidentvalget og fik flest stemmer. Ingen af kandidaterne fik dog flertal, og da valget derfor skulle afgøres af Repræsentanternes Hus, blev han vraget til fordel for John Quincy Adams. I 1828 stillede han atter op og vandt da stort over Adams.

Jackson tilhørte den antiføderalistiske fløj i amerikansk politik, som i 1820'erne samledes i Det Demokratiske Parti, og han tilskrives mottoet "Den bedste regering er den, der regerer mindst".

Alligevel blev magten i Jacksons to perioder koncentreret omkring præsidentembedet, og igennem politiske udnævnelser (se spoils system) placerede han loyale tilhængere på vigtige poster i administrationen. Jacksons præsidenttid var præget af modsætninger i forholdet til Kongressen især vedrørende spørgsmål om told- og banklovgivning.

Han bekæmpede centralbankens magt og nedlagde i 1832 veto mod en forlængelse af dens koncession. I 1832-33 tvang han South Carolina til ligesom de øvrige delstater at acceptere indførelsen af en høj beskyttelsestold (se Nullifikationsstriden).

Andrew Jackson fik stor betydning for folkestyret i USA. Under hans ledelse begyndte en systematisk opbygning af verdens første masseparti, som engagerede "den jævne mand" i valgopgør med etablerede økonomiske interesser. Han stod samtidig for en hårdhændet indianerpolitik og indledte storstilede tvangsforflyttelser, som skulle rense USA øst for Mississippi for indianere. Han var en uforsonlig modstander af abolitionisterne og placerede Demokraterne som forsvarere for slaveriet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen: Andrew Jackson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100327