Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amerikas Konfødererede Stater

Oprindelig forfatter NT Seneste forfatter Redaktionen

Amerikas Konfødererede Stater, statssammenslutning 1861-65 af 11 sydstater, som håbede at bevare slaveriet ved at udmelde sig af USA. Derved udløstes Den Amerikanske Borgerkrig.

Jefferson Davis blev sammenslutningens første og eneste præsident. Staternes forfatning var en efterligning af Unionens forfatning (se USA - forfatning) — dog med større vægtning af enkeltstaternes rettigheder.

Hovedopgaven var at inddrive skatter og skaffe soldater til borgerkrigen. Med Unionens blokade af sydstaternes havne udtørredes indkomstkilder som eksportafgifter og told. I stedet trykkede regeringen pengesedler, pålagde en naturalieskat på 1/10 af høstudbyttet og foretog trods lokale protester beslaglæggelser for at forsyne hæren.

Annonce

I april 1862 indførtes almindelig værnepligt, dog med en række undtagelser, som favoriserede overklassen af plantageejere. Desertering antog et stort omfang, og nye love udstrakte værnepligten fra 17 til 50 år. Til sidst søgte man endog at udruste sorte soldater.

Selvom både Storbritannien og Frankrig ydede nogen støtte, lykkedes det ikke Amerikas Konfødererede Stater at opnå diplomatisk anerkendelse, og de 11 stater måtte efter nederlaget enkeltvis søge genoptagelse i Unionen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thorsen: Amerikas Konfødererede Stater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36940