Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alexander Hamilton

Oprindelig forfatter NT Seneste forfatter Redaktionen

Alexander Hamilton. Portræt malet 1804-06 af John Trumbull (1756–1843).

Alexander Hamilton. Portræt malet 1804-06 af John Trumbull (1756–1843).

Alexander Hamilton, 11.1.1755/57-12.7.1804, amerikansk politiker og jurist. Alexander Hamilton blev født på den britiske ø Nevis i Caribien og som 11-årig ansat i et købmandshus på Sankt Croix i Dansk Vestindien. I 1773 tog han til New York og blev her optaget på King's College, det senere Columbia University. Han engagerede sig i agitationen mod England og deltog i Den Amerikanske Revolution 1775-83, fra 1777 som general George Washingtons personlige adjudant. Hamilton stod bag indkaldelsen til forfatningskonventet i 1787, hvor forslaget til USA's endnu gældende forfatning blev udarbejdet. Han var desuden medforfatter til Federalist Papers, hvori han argumenterede for en stærkere nationalstat på delstaternes bekostning.

Som præsident Washingtons finansminister 1789-95 fik Hamilton stor indflydelse på skabelsen af rammerne for den nye forbundsstat. Han forelagde Kongressen et omfattende program, som skulle udvikle et kontinentalt fællesmarked, styrke den regionale arbejdsdeling og befæste centralregeringens magt. Industri og infrastruktur skulle udbygges, og de offentlige finanser konsolideres gennem oprettelsen af en føderal bank. Et gennemgående tema var bestræbelsen på at sikre den nye stat et stærkt socialt fundament gennem en alliance med østkystens rige og veluddannede elite. I udenrigspolitisk henseende ønskede Hamilton at støtte England imod det revolutionære Frankrig.

Annonce

Hamilton var modstander af politiske partier, men uenigheden om hans program og udenrigspolitik førte til dannelsen af et føderalistisk parti, der støttede hans linje over for den antiføderalistiske koalition omkring Thomas Jefferson og James Madison. Efter Washingtons afgang i 1797 splittedes føderalisterne, og Hamilton mistede meget af sin indflydelse. Han døde efter en duel med vicepræsidenten Aaron Burr.

Selvom Alexander Hamiltons idéer har dannet grundlag for en hovedlinje i amerikansk indenrigspolitik, var det USA's føderale højesteret snarere end de politiske partier, som blev hans væsentligste politiske arvtager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thorsen: Alexander Hamilton i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88423