Lucius D. Clay, Lucius Dubignon Clay, 23.4.1897-16.4.1978, amerikansk general. På forskellige poster sikrede Clay under 2. Verdenskrig forsyningerne til den amerikanske hær. 1945-47 var han general Eisenhowers stedfortræder i den amerikanske zone i Tyskland og 1947-49 selv øverstbefalende for de amerikanske tropper i Tyskland; bl.a. på Clays anbefaling blev en mildnelse af besættelsespolitikken en del af USA's udenrigspolitik i 1946-47. I 1948 spillede han en vigtig rolle ved oprettelsen af en luftbro til det blokerede Berlin, og 1961-62 var han med rang af ambassadør præsident Kennedys særlige udsending i Berlin.