Samuel de Champlain, ca. 1570-1635, fransk opdagelsesrejsende og guvernør i Canada. Champlain udforskede 1603-06 området omkring Saint Lawrence River og langs Atlanterhavskysten. Med henblik på den profitable pelshandel grundlagde han i 1608 Québec som oplagsplads. I 1618 forfattede han en rapport om bosættelsens betydning, som blev afgørende for kardinal Richelieus planer om etablering af franske kolonier i Nordamerika. Under den britiske besættelse af Québec 1629-32 var Champlain fange i England, men i 1633 vendte han tilbage for som guvernør at forestå koloniens genopbygning. Han døde to år senere og menes begravet under Champlainkapellet i Notre-Dame-de-Québec.