Nordamerika - historie

På det nordamerikanske kontinent spillede mindre magter som Holland, Sverige, Rusland og endog Danmark en vis rolle i 1600-t., men kun Spanien, Frankrig og England var i stand til at opretholde en permanent tilstedeværelse i verdensdelen (se også kolonialisme).

Spanien etablerede sig i 1500-t. i området syd og vest for Rio Grande, dvs. i Mellemamerika og Mexico. Med erobringen af Aztekerriget 1519-21 og Inkariget 1532-33 rettede den spanske krone især sine interesser mod udvinding af ædle metaller; i Havana på Cuba samledes årlig en flåde, som sejlede byttet til moderlandet. I 1600-t. kom de sydvestlige dele af Nordamerika, dvs. området fra Texas til Californien vest for Mississippi, samt Florida under spansk herredømme. Mod slutningen af 1600-t. nedkæmpedes med besvær et omfattende oprør blandt puebloindianerne. Besiddelserne blev konsolideret med en række bygrundlæggelser, således San Antonio i 1718, San Francisco i 1776 og Los Angeles i 1781.

Initiativet på den østlige del af kontinentet var overladt til England og Frankrig. Fra slutningen af 1400-t. blev de rige fiskebanker ud for Newfoundland mål for engelske og sydeuropæiske fiskere. De første engelske kolonier var Jamestown i Virginia og Plymouthkolonien i New England, grundlagt i hhv. 1607 og 1620. De franske opdagelser strakte sig i 1600-t. via de store søer ned gennem Mississippi-dalen. Québec og Montréal grundlagdes i hhv. 1608 og 1642. Det franske herredømme voksede kun langsomt, men det lykkedes at omkredse de engelske besiddelser ved at skabe en række støttepunkter gennem Ohiodalen og langs Mississippiflodens udløb, hvor kolonien Louisiana grundlagdes i begyndelsen af 1700-t.

I Caribien koncentrerede Spanien sig om de større øer og søgte at opretholde et monopol på besejling af alle ikke-portugisiske besiddelser i Amerika. Den vigtigste spanske besiddelse var Cuba, som erobredes i begyndelsen af 1500-t. I løbet af 1600-t. begyndte først engelsk og fransk, siden hollandsk og dansk kolonisering; Jamaica og den vestlige del af Hispaniola (nuv. Haiti) blev i sidste halvdel af 1600-t. vigtigste hhv. engelske og franske besiddelse. De caribiske kolonier blev hurtigt lukrative i kraft af sukkerrørsproduktion, der ligesom tobaksproduktion i Virginia nød godt af en meget stor europæisk efterspørgsel. Sølvminerne på fastlandet og plantagerne krævede megen arbejdskraft, og til dette formål importeredes fra begyndelsen af 1500-t. slaver fra Afrika. Spanien var efterhånden ikke i stand til at opretholde sin position i Caribien, og 1700-t. prægedes af fransk-britiske stridigheder.

Omkring Columbus' ankomst til Amerika i 1492 har man anslået antallet af indianere i Nordamerika til at have været mindst 7 mio., hvoraf ca. 5 mio. levede i Mellemamerika og Mexico. Europæernes indtrængning førte imidlertid til en demografisk katastrofe, der blev udløst ved overførsel af sygdomme som kopper, mæslinger og lungesygdomme, som den indianske befolkning ikke var modstandsdygtig over for. Epidemier medførte således en befolkningsnedgang på 90% i løbet af et par generationer.

Affolkningen modsvaredes af historiens største folkeflytning: Af de omkring 9 mio. mennesker, som kom til Nordamerika før 1820, var ca. ²/₃ afrikanske slaver (se også slaveri). Alene i 1700-t. transporteredes over 1,5 mio. slaver til de britiske kolonier mod ca. 500.000 frie immigranter i samme periode. 90% af slaverne havnede i Caribien. Den danske slaveimport i 1700-t. til Dansk Vestindien omfattede ca. 28.000 sorte. På fastlandet var fordelingen mellem frivillig indvandring og slaveimport mere ligelig, og i 1600-t. spillede tilførslen af europæiske kontraktarbejdere en vigtig rolle. I alt førtes ca. 400.000 sorte til de britiske kolonier på fastlandet. Også en del hvide kom ufrivilligt til kolonierne; Storbritannien udskibede således 1718-75 ca. 50.000 straffefanger, de fleste til Maryland og Virginia. Først fra omkring 1830 var indvandringen overvejende frivillig.

Spanien og Frankrig udøvede en streng indvandringskontrol, og hovedparten af indvandrerne var mænd, hvilket førte til en betydelig blandingsbefolkning. I de britiske kolonier indtog man tidligt en mere liberal holdning, når det gjaldt religion og nationalitet. Indvandringen fra navnlig Nordirland, Skotland, Nordengland og Tyskland var først og fremmest baseret på hele familier, hvilket betød, at hvide ikke indgik ægteskab med den afrikanske og den indianske befolkning; resultatet var en skarp raceadskillelse og for indianernes vedkommende afsondring og fordrivelse.

Koloniseringens væsentligste problem var at skaffe og sikre kontrol med produktiv arbejdskraft. I de spanske kolonier udvikledes en særlig organisationsform, encomienda; kronen fastholdt hermed ejendomsretten til de opdagede områder, men overdrog den fastboende indianske befolknings tributydelser til en encomendero, mod at denne sikrede indianernes eksistens og opdragede dem i den kristne tro. Svigtende administration samt befolkningstilbagegang medførte imidlertid, at store områder i 1500-t. kom på private hænder i form af storgodser, haciendas, som kronen søgte at beskatte. Til godserne knyttedes et stort antal jordløse indianske landarbejdere.

I de franske kolonier skabtes det såkaldte seigneursystem, som fastlagde gensidige forpligtelser mellem lensherre og fæstere. I praksis spillede feudale afgifter en mindre rolle, mens systemet etablerede en fransk kulturform, som trods beskeden indvandring fra moderlandet viste sig at være meget levedygtig; ca. 75% af de franske kolonister i Québecområdet levede således endnu i midten af 1800-t. under systemet.

For de engelske kolonier på fastlandet blev det afgørende, at retten til landområder blev givet under forudsætning af en høj grad af selvstyre, hvad enten kolonien blev organiseret som et selskab (Massachusetts), som en kongelig koloni (Virginia) eller som privat ejendom (Pennsylvania). Koloniernes politiske kultur tog form i 1600-t. samtidig med flere systemskifter i England, hvilket vanskeliggjorde en central styring, og allerede i 1700-t. var kolonierne så forskellige, at forsøg på at gennemtvinge ensartet lovgivning løb ind i modstand. New England-kolonierne, der svarede til de nuværende stater Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, Vermont, New Hampshire og Maine, prægedes af byfællesskaber, der på et stærkt protestantisk grundlag lagde vægt på indbyrdes sociale forpligtelser; en feudal struktur med fæstere og godsejere fandtes ikke. Det politiske ideal var bymødet, der byggede på forestillingen om en overenskomst indgået mellem kolonisterne indbyrdes og ikke mellem regent og undersåtter. I modsætning hertil var de såkaldte Middle Colonies, der omfattede de senere stater New York, New Jersey, Pennsylvania og Delaware, åbne for flere nationaliteter, religiøse minoriteter og økonomiske interesser, som organiserede sig for at vinde politisk indflydelse. I Virginia og de senere grundlagte sydlige kolonier Maryland, North Carolina, South Carolina og Georgia etableredes store plantager med en intensiv produktion af en enkelt eksportafgrøde, især tobak, bomuld eller ris. Ligesom i Caribien blev de drevet ved hjælp af slaver, men mens ejerne af de caribiske plantager oftest opholdt sig i London, dvs. langt væk fra det usunde klima, var ejerne på fastlandet fastboende og dominerede både socialt og politisk.

Mens den spanske krone fra begyndelsen håbede på at regere sine fjerne besiddelser gennem personlig og religiøs loyalitet, søgte man fra fransk side at fastholde kontrol over sine områder gennem et udviklet administrativt apparat. Englands interesser var hovedsagelig økonomiske, og med de såkaldte Navigationslove søgte man at knytte handelen på de oversøiske besiddelser til statsmagten; politiske og religiøse hensyn var underordnede. Resultatet var en høj grad af lokalt selvstyre med institutioner i hver af kolonierne, som med tiden harmoniseredes efter britisk forbillede. Kongelige guvernører blev udpeget fra London, men trods etablering af et udpeget råd svarende til Overhuset var de afhængige af forsamlinger, der var valgt af en bredere del af befolkningen.

Omkring 1750 havde hver af de dominerende politiske kulturformer stabiliseret sig. Billedet ændredes imidlertid dramatisk med Den Fransk-indianske Krig 1754-63. Briterne og amerikanske kolonister erobrede Canada, mens Spanien overtog franske interesser i Mississippi-dalen. Både Storbritannien og Spanien ønskede herefter bedre kontrol med deres besiddelser. Stramninger af Navigationslovene vakte imidlertid den koloniale elites vrede og bidrog til at udløse Den Amerikanske Revolution 1775-83, der førte til USA's uafhængighed. Revolutionens modstandere, loyalister, flygtede til Canada, hvor det britiske styre påbegyndte en angloficering; grunden lagdes hermed til et modsætningsforhold mellem den franske og den engelske befolkningsdel, som bestod også efter dannelsen af den canadiske forbundsstat i 1867.

Spanien søgte fra 1760'erne at liberalisere kolonihandelen og udsendte intendanter, dvs. kongeligt udnævnte embedsmænd med økonomiske og administrative beføjelser. Under og efter Revolutions- og Napoleonskrigene tiltog modstanden mod det spanske styre, og i 1821 erklærede Mexico sin selvstændighed; Guatemala, Honduras, El Salvador, Costa Rica og Nicaragua var først under Mexico, før de senere efterhånden blev selvstændige. USA overtog ved Louisiana-købet i 1803 det franske område mellem Mississippifloden og Rocky Mountains, af Spanien købtes 1819-21 Florida, og med Den Mexicansk-amerikanske Krig 1846-48 kom området fra Texas til Californien under USA. Under Den Spansk-amerikanske Krig i 1898 blev Spanien fordrevet fra Cuba, og USA annekterede Puerto Rico. Det europæiske koloniherredømme i Nordamerika var hermed afløst af USA's dominerende position.

Læs mere om Nordamerika.