Navigationslovene, eng. Navigation Acts, engelsk handelslovgivning, som tilsigtede at udbygge det britiske søherredømme. De væsentligste love skabtes af Oliver Cromwell fra 1651 for dels at imødegå navnlig hollandsk konkurrence, dels at knytte den blomstrende handel med de oversøiske besiddelser til statsmagten (se merkantilisme). Hovedbestemmelserne var, at kolonihandelen skulle foregå på engelske skibe, og at såvel koloniernes import som store dele af eksporten til udlandet skulle føres gennem engelske, efter 1707 også skotske havne. Stramninger af Navigationslovene bidrog til at udløse Den Amerikanske Revolution (1775-83). Lovene mistede derefter deres betydning, men afskaffedes først endeligt omkring 1850, da frihandel fik stærk indflydelse på kolonipolitikken.