Louis de Buade Frontenac, 22.5.1622-28.11.1698, fransk greve og officer. Frontenac blev i 1672 udnævnt til guvernør i Nouvelle France, den franske koloni i Nordamerika, og udforskede her Lake Ontario og øvre Mississippi River. Han styrkede Frankrigs position i Nordamerika ved at slå englændernes og irokesernes angreb på Québec tilbage og grundlægge handelsforter mod vest og ved øvre Mississippi River til støtte for pelshandelen.