Henry Hudson, ca. 1565-1611, engelsk opdagelsesrejsende. Hudson ledede flere ekspeditioner i en søgen efter en søvej mod nord til Kina. Han nåede 1607-08 Grønland og Svalbard og menes at have opdaget øen Jan Mayen. For det hollandske Vereenigde Oost-Indische Compagnie kom han i 1609 ind i Ishavet, men vendte sig derfra for at udforske Nordamerikas østkyst, herunder Hudson River, der er opkaldt efter ham. 1610-11 sejlede han under engelsk flag til Hudson Bay, også opkaldt efter ham, hvor besætningen begik mytteri. Hudson og et lille følge blev sat ud i en åben båd i bugten.