Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saint Lawrence Seaway

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

Saint Lawrence Seaway, skibsrute i Nordamerika, der forbinder The Great Lakes med Atlanterhavet. Systemet, der gennemførtes i fællesskab af USA og Canada 1954-59, havde til formål at udvide allerede eksisterende sejlanlæg for at tilgodese større fartøjer og undgå fragtomladninger. Via sluser, kanaler samt sejlbare søer og floder kan Saint Lawrence Seaway således besejles af oceangående skibe fra St. Lawrence-bugten til Duluth ved Lake Superior længst mod vest. Sluserne, der har en mindste længde og bredde på hhv. 240 m og 24 m, er anlagt for at udligne en vandstandsforskel på 183 m, heraf 99 m i Welland Canal mellem Erie (174 m.o.h.) og Ontario (75 m.o.h.). Andre sluser findes på strækningen Ontario-Montréal og ved Sault Sainte Marie mellem søerne Superior og Huron.

Skibsruten, der betjener op til 12 canadiske og 66 amerikanske byer, har især betydning for fragten af bulkvarer (malme, korn, kul) samt olie-, jern- og stålprodukter og andet tungt gods. Efter vækst i de første årtier er godstransporten aftaget i takt med bl.a. nedgangen i områdets jern- og stålindustri. I konkurrence med andre transportformer er det et problem, at gennemsejlingen må indstilles i tre af vintermånederne, ligesom systemets kapacitet er utilstrækkelig til nutidens største fragtskibe.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Saint Lawrence Seaway i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154458