I kolonitiden fra begyndelsen af 1500-tallet til 1821 udgjorde Mellemamerika den administrative enhed Guatemalas Statholderskab, Capitanía General, bestående af Chiapas, Guatemala, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Costa Rica. Panama, som først blev en selvstændig nation i 1903 i forbindelse med bygningen af Panamakanalen, var en del af Colombia. Efter løsrivelsen fra Spanien indgik regionen i det kortvarige mexicanske Iturbide-imperium (1821-1823). Herefter dannede landene en føderal republik med undtagelse af Chiapas, som valgte at forblive en del af Mexico. Den føderale republik varede frem til 1838. Siden da har landene været selvstændige republikker under betydelig afhængighed af stormagterne, der har været interesseret i området som den smalleste passage mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Storbritannien havde Belize (Britisk Honduras) som koloni frem til 1964, da landet fik indre selvstyre. Belize blev selvstændigt i 1981.

I 1870'erne gennemførtes liberale reformer, som begrænsede den katolske kirkes økonomiske og politiske magt og medførte en vis modernisering af statsapparatet. I samme periode etablerede de amerikanske banankompagnier sig i regionen og spillede en stor rolle både økonomisk og politisk. De havde interesser i bl.a. jernbaner, telegraf, telefon, elektricitetsvæsen og banker.

I midten af 1800-tallet blev en kaffeproduktion etableret i Costa Rica, El Salvador og Guatemala.

Regionen har med Costa Rica som undtagelse været plaget af diktaturer, borgerkrige og militære interventioner fra USA's side. Allerede i midten af 1800-tallet blev Nicaragua besat af William Walker, en eventyrer, som med støtte fra amerikanske forretningsfolk udråbte sig selv til landets præsident. Der har været amerikansk militær tilstedeværelse i Nicaragua fra 1909 og støtte til Somoza-diktaturet i 1934-1979, da sandinisterne overtog magten. I det følgende årti støttede USA de såkaldte contraer i deres krig mod sandinisterne.

I 1954 invaderede USA, symbolsk støttet af Nicaragua og Honduras, Guatemala og fik afsat præsident Jacobo Arbenz Guzmán.

Under den kolde krig og med Cubas afhængighed af Sovjetunionen blev konflikterne i Mellemamerika for USA en del af konfrontationen mellem de to supermagter, selvom konflikterne og borgerkrigene i høj grad også skyldtes de dårlige interne økonomiske, sociale og politiske forhold, som flertallet af befolkningen levede under. I løbet af 1990'erne er det lykkedes at pacificere regionen. De væbnede konflikter er ophørt, men de sociale problemer er stadig uløste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig